mandag den 12. september 2016

Sensommer i haven


Lyset her i de sommerlige septemberdage svøber alting i et næsten uvirkeligt skær. Det er som om man ser sin have under vand med lyset som et flydende element. Alting står knivskarpt på baggrund af lange skygger og man må knibe øjnene sammen i modlys.
   Jeg er ret vild med denne dejlige forlængelse af sommeren og nyder de sene eftermiddage hvor vi høster grønsager til aftensmaden. Det hele står så flot i år.


Her er f.eks. en af de eneste drueklaser på vinen fotograferet i dag og et billede af samme plante sidste år i september. I år er planten sund - omend ikke ligefrem produktiv - sidste år så den ussel ud med visne blade og halvrådne umodne druer.



I år har vi to velfungerende staudebede ved terrassen, sidste år var vi kun lige halvvejs med at grave ud og havde ikke plantet andet end en enkelt genbrugs-hortensia.


Se bare hvor alle grønsagerne strutter. Gulerødderne er store som roer, så selvom vi spiser af dem dagligt og bruger dem på alle mulige måder i maden kan vi kun spise et par stykker ad gangen.
   Rødbederne popper op af jorden og fylder rækken ud ligemeget hvor mange vi trækker op, og det er umuligt at holde bladbeder og blegselleri nede. Det er ren magi - tilsat duft af basilikum!




Sidste år var kanten af haven nyplantet som her i det lille billede nederst. I år fungerer det fint med græstrimning ind imellem. Bregnerne har afsluttet sæsonen lidt tidligt, men måske har de haft det hårdt i den tørre forsommer. Jeg tænker de nok skal klare sig igennem til næste år.




Også i solsiden af haven er jorden dækket af planter - både stauder, buske og krydderurter. Lige nu er det Skt. Hansurt og høstanemoner der dominerer og naturligvis er der også både græs og navnlig snerler ind imellem, men de er klemt ret meget af de mere planlagte vækster.



Så på trods af en mere afslappet havesæson i dette år, hvor mange andre gøremål har lagt beslag på tiden, så er der dog meget at glæde sig over.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar