Med juni måned kom varmen pludseligt til os, og med godt 25 graders fugtig varme føles det virkeligt sommerligt. Lørdag og søndag arbejdede vi hårdt i kolonihaven og fik sået resten af køkkenhaven til og begyndte at klippe hækkene, og det var næsten for varmt:-) Nu er det friske vejr tilbage igen, og denne gang vil jeg blot vise billeder fra den hjemlige have, hvor det hele går meget hurtigt.

Den gule tretorn som blev flyttet fra terrassen i efteråret står fint i solbedet med hækken i ryggen. Her bliver den meget bedre med sin udbredte vækstform, og på terrassen er en lille ny Sorbus Dodong begyndt at stikke i vejret for at give den tiltrængte skygge. Det varer dog lige nogle år før vi kan sidde under den.

Der er nogle fine farver i denne del af haven i øjeblikket

- og det nye græsbed bugner af alle de nye planter samt en mængde selvsåede sommerblomster fra sidste år. Jeg har allerede luget flere spande valmuer op, så jeg kan ikke klage på grokraften her!

Alle de indkøbte planter har overlevet vinterens oversvømmelser og lige nu er Amsonia ved at springe ud med sine blå blomster.

Klatrehortensierne har nydt godt af det våde vejr og i år har vi en blåmejsefamilie i kassen. De har vældig travlt og vi kan følge dem fra spisebordet inde i stuen, men det er umuligt at fange dem på billeder.

De planter jeg selv har sat opad pergolaen er ved at komme i vejret og få fat i pælene.

Både bede og ukrudt bugner af grøn vækst, og blomstringen går hurtigt.

Den tilbageværende gren på trælupinen er i fuld blomst, blærespirea er godt på vej og hylden er allerede i blomst mange steder. Man kan jo ikke vende ryggen til et øjeblik:-)