Kirsebær og pæoner

Der var et par uger med knaldgule blade på kirsebærtræet. I det fine vejr i starten af måneden så det dejligt ud.

Men for en uge siden kom der en smule vind og så var det slut. Jeg tror alle bladene faldt af indenfor et par timer som ved en fælles beslutning, og det blev startskuddet til endnu et bed i haven.

Denne gang blev det et pæonbed med alle de gamle bonderoser og silkepæoner som vi har gravet op på upraktiske steder i haven og i kolonihaven. I lørdags gik starten med fjernelse af græstørv på et mindre areal, og det gav sandelig varmen i det kolde vejr.

Vi fik alle de store og små pæon-rødder i jorden inden mørket lagde sig, og allerede søndag måtte bedet udvides, da jeg så en mulighed for at komme lidt videre trods protester fra arme, ben og ryg.

Så er vi klar til en planteskoletur.
   Jeg havde en ret god idé om indkøbet hjemmefra: et paradisæbletræ og en snebolle-busk, men hvor er der dog meget at vælge imellem, når man først begynder at trawle sig igennem planteskolens sortiment! Det er ligesom at blive sluppet løs i en slikbutik - man vil have det hele med hjem.

Nå, men det endte med at jeg begrænsede mig til to planter, mens jeg tænkte at de andre Malus og Viburnum kunne komme med hjem ved en senere lejlighed. Så vi valgte de flotteste eksemplarer vi kunne finde, en Malus "Golden Henry" med fin symetrisk grenbygning og masser af gule æbler, og en Viburnum Carlesii "Aurora" med smukke høstfarver på de få blade.

Snebolle-busken står bag æbletræet og skulle gerne spille op til pæonernes store røde og lyserøde blomster med dens runde, hvide og duftende blomsterklaser. Et lynvisit til kolonihaven gav en topfuld spand lyserøde geranier (jeg tror det er  Rose Clair) som jeg fik plantet hele vejen rundt i kanten.

   Det bliver et rigtigt maj-juni-bed med gang i både frugttræernes og staudernes blomstring, og så bliver det faktisk en del nemmere at komme omkring dette hjørne med græsslåmaskinen fremover.

Det er ikke nemt at tage gode billeder i dette mulm og mørke, men her er et par forsøg på at få årets tre nye bede med på et tværsnit af haven, og jeg er meget tilfreds med vores indsats i 2018. Nu er vi i gang med at indtage de 500 kvadratmeter plæne og det vil vi bare fortsætte med til næste år og næste år og...

   Det ligner jo bare en dråbe i havet foreløbig, men alligevel er det nærmest uoverskuelige projekt blevet overkommeligt, og noget jeg bare går og glæder mig til.

Og her ligger foreløbig alt den græstørv vi har skrællet af. Det fylder ganske godt.

Et andet lille lysglimt i mulmet er denne regnbue som jeg slutter med i dag.

Tæt på en diset dag

Gråt, vådt, tåget og diset. En stille novemberdag, hvor man kun hører den store roeoptager nede på marken og gæssene der usynligt trækker henover med næbene vendt mod syd. En fin dag til en foto runde i haven.

Papirbarkløn

Citrontimian

Alunrod

Solsortens spisekammer under æbletræet

Grønkål

Klatrehortensia

Ribes

Hybenrose

Kirsebær

Ægte kastanie

Klematis

Stedsegrønne vækster

Laurbær

Lammeøre

En mandag hvor vejret slører haven og landskabet, men lægger op til et kig på detaljerne. 

Året har 16 måneder

 “Året har 16 måneder: November
   december, januar, februar, marts, april
   maj, juni, juli, august, september
   oktober, november, november, november, november.”

Henrik Nordbrandts digt fra 1986 er vel stadig aktuelt, for en del af os begræder tabet af sommeren, når vi kommer til denne mørke kolde tid, hvor vi ikke rigtig ved hvad vi skal gøre. Der er ikke så meget ved havelivet mere. Det handler mest om at få bragt orden inden vinteren, og november er jo god til mange ting ligesom oktober har været det.
   I december ved vi nok hvad vi skal få tiden til at gå med, og når vi jule-trætte tumler ind i januar er vi allerede ved at forberede forårets komme og hygger os indendøre med frøkataloger og vilde planer. Men november, november, novem... kan godt føles lang og lidt trist og formålsløs.

Men her står vi så og glæder os over de gule blade på kirsebærtræet, som lyste så fint i lørdagens lave sol. Helt håbløs er november altså ikke.

Og sikke mange småting jeg har nået i weekendens løb. Hækken er blevet trimmet for de få sølle skud den har sat siden sommer, træer beskåret, stauder er blevet sået og andre stauder gravet op. 

Lørdag fik jeg endelig tømt den gamle kompostplads og fik læsset de sidste 7 trillebør-læs op i den nye bås, hvor et gammelt stykke stakit holder lidt sammen på det hele. Undervejs har jeg sorteret de største grene fra og vandet materialet flere gange lag for lag, så nu kan man bare håbe det begynder at te sig som kompost.

Men kronen på værket kom i dagens grå lys, hvor vi ved fælles hjælp fik væltet den gamle grimme kompostafskærmning og fik kørt alt rodet væk. En masse vedben holdt skidtet sammen, så der skulle lægges kræfter i, men så er det jo godt jeg har John.

Det var næsten mørkt inden vi var færdige, så nu glæder jeg mig til at se hvordan det ser ud i morgen. Det er som om jeg bedre kan se haven for mig nu hvor der er åbnet for det sidste hjørne, og idéerne står allerede i kø for at blive tegnet ned - og siden realiseret naturligvis. 

Mon ikke vi kommer igennem november også? Jeg skal til at lægge planer for nye projekter til næste have-år, men der skal også nok være mindre projekter som kan realiseres inden jul.

Slutter lige med et morgenbillede fra sidste uge, hvor husets skygge tegner sig hvid af rim på græsset. Det er da lidt paradoksalt...