søndag den 28. juni 2015

Lang plantedag


Ih hvor har vi plantet i dag!
   Det startede med jeg samlede 4 forskellige hosta, 5 katteurt, en gulbladet jasmin og en pilebladet pære op i planteskolen, men endte med vi også plantede en masse geranier, Skt. Hans-urter, en hibiscus og flere småting, så alt i alt fik vi gravet en 30-40 huller i dagens løb. Flere ting er blot flyttet fra deres gamle voksested til mere optimale placeringer, da jeg går stærkt ind for genbrug.


I nat har det regnet, så jorden var fin og bekvem. Ydermere loves der regn igen inden varmen sætter ind, så timingen er tæt på perfekt, men alligevel har vi vandet grundigt undervejs.
   De 4 hosta er valgt med lyse farver og gode kontraster på bladene, og de skulle alle blive store nok til at rage op over ukrudtet og forhåbentlig tage kampen op på rimelige vilkår. De er alle plantet i skyggesiden af haven.

Her er et par af dem sat ind imellem astilbe, chrysantemum, geranier og den lysegrønne løn.


I solsiden af haven anbragte vi de nye katteurt, en del Skt. Hans-urter, pink geranier og en hibiscus ved siden af havelågen. Ind imellem satte jeg masser af skovjordbær, prydjordbær, lidt lupiner, merian og nogle rude, som jeg har hentet frø til i en klosterhave i Småland. Rude er smuk med sit grågrønne løv, men kan godt have en allergieffekt på huden sammen med sollys - lidt ligesom bjørneklo - så de skal bare vokse i fred for mig.

De nyplantede er skvattet lidt sammen i solen, men de skal nok komme ovenpå igen.


Og så er der jo den pilebladede pære, som mange kalder Nordens oliventræ. Hvilken skønhed!
   Jeg er helt vild med kontrasten mellem det sølvskinnende løv og ligusterhækkens mørkegrønne flade, og forventer også en raffineret virkning sammen med de andre grågrønne nuancer på stauder og krydderurter i dette hjørne af haven.

Se bare hvor fint den spiller op til Spireaens lyserøde blomster for ikke at tale om hestebønner og rucola på den anden side af havegangen.

tirsdag den 23. juni 2015

God Skt. Hans Aften!

I dag blev vi færdige med at tilså og -plante køkkenhaven så nu kan vi med sindsro fejre Skt. Hans - hvis bare vejret holder.


Alle frø er nu i jorden - også i det fremtidige aspargesbed.


Så skulle vi lige udenfor lågen for at se hvordan det tager sig ud, og herfra ser det egentlig meget overbevisende ud. Dejligt at være nået helt i mål med den onde cirkel!

Til sidst et billede af et rigtig smukt rodehjørne, hvor jeg endnu ikke har fået ødelagt noget... Tre slags geranier, fine bregner og bonderoser på spring, yndigt garneret af blomstrende skvalderkål.






mandag den 22. juni 2015

Den onde cirkel sluttet!

I går fik vi afsluttet gravearbejdet i køkkenhaven og den onde cirkel er således sluttet. Måske flytter vi til næste år endnu noget jord fra de højeste niveauer til de laveste, men foreløbig er det absolut et tilfredsstillende resultat, og vi kan nu komme i mål med den sidste såning og tilplantning. Det føles rigtig godt!

Tre sække kompost tilføres her som allersidste krampetrækning på en lang dags hårdt arbejde.
Næsten som at lægge rent på sengen...

Den store mængde overskudsjord fra den sidste fjerdedel af køkkenhaven er blevet til et stort bed, og her fik jeg også gravet ud til en dejlig bred gangsti, som fører direkte hen til haveskuret uden forstyrrende niveauskift undervejs. Rart når trillebøren skal med rundt i haven.


Til efteråret vil jeg plante en række asparges langs med hækken, og jeg har også planer om stauder på resten af arealet, men i sommer bliver bedet græskar/tomat/majs og solsikkebed. Græskarplanten er i jorden sammen med tallerkensmækker, og resten følger indenfor de nærmeste dage.

Så vidt så godt!

lørdag den 20. juni 2015

Fælles arbejdsdag i Haveforeningen

Mand af huse sørgede for at Haveforeningen fik et løft i formiddagstimerne. Rigtig hyggeligt at være så mange og få lavet noget nyttigt sammen. Der var også ganske meget larm i vores eller ret stilfærdige område, da græsslåmaskiner, hækklippere og diverse andre motoriserede apparater kørte v.h.a. en medbragt generator, men med efterfølgende kaffe, hjemmebagte boller og ualmindelig snasket wienerbrød faldt roen over os igen, og vi kunne vende hjem til egen matrikel og de langsomme håndredskaber.

Jeg har fået klippet hækken på indersiden i løbet af tre aftener den forløbne uge, og tog nu fat på ydersiden med min lille hæksaks. De nærmeste naboer har helt perfekte hække, så der er noget at leve op til. John tog over da jeg var nået halvvejs, og ved fælles hjælp kom vi helt i mål med klipningen her et par dage før Skt. Hans. Pyh-ha!

Hækken er jo noget hullet, men det pynter altså alligevel når den står knivskarp og nytrimmet.



Godt vi har det lille hus at trække ind i når tordenbygerne rammer. Jorden har stadig godt af regnen, så vi klager ikke. I dag kom vi også et godt stykke videre med den sidste del af køkkenhaven og det fremtidige aspargesbed. Masser af jord renset for ukrudt og flyttet i trillebøren.


Således blev det er lang og dejlig dag i Haveforeningen kun afbrudt af et par timers frokostpause og siesta. Vi har oven i købet musik til arbejdet i denne weekend hvor en Midsommerminifestival kører løs i tre nabohaver i byen og mange bands med hver sit udtryk fylder luften med toner og rytmer. Så får vi også ændret lidt på arbejdsrytmerne i dagens løb.
   Men alt er alligevel ikke som som det burde være... Sneglene har været meget hårde ved både palmekål, ærter og rucola, som ellers var kommet så godt igang. Jeg lever i håbet om at regnen vil give de små stakler mod på at sætte nye blade og se at komme videre med deres liv.

 

 

 
I ventetiden trøster vi os med skønne spinatblade, dild og purløg i salaten. Turnips, gulerødder og hestebønner står heldigvis heller ikke øverst på ønskesedlen for mine talrige snegle. I hvert fald ikke endnu...

tirsdag den 16. juni 2015

En afstikker

Den forgangne weekend blev tilbragt i Johns have, hvor der er styr på det meste. Godt nok har 3 staudesalvier opgivet ånden i vinterens løb, men de efterlader ingen huller i bedet, som nærmest er ved at svømme over af grokraft.



Det er en stor fornøjelse at besøge denne lille have, hvor der kun er brug for almindeligt vedligehold. Dagene bød på indretning af drivhuset - med nedgravede vandingskasser til tomaterne - udtynding af rucola og glaskål i køkkenhøjbedet, og opbinding af pralbønner, som kvitterede ved at indtage stativet i løbet af et døgn.



Der er meget af det planlagte som lykkes fint, men også steder i haven som bare har anlagt sig selv med stort held. En selvsået hyld danner nu portal over indgangen til gården, hækken er endelig ved at ligne noget, den tornefri brombær blomstrer for første gang og græsbedet foran hoveddøren har klaret sig gennem vinter og forårstørke.


Hortensier trives i den overskårne vandtønde under brombær i blomst.

Krukken med chokolademynte og ananassalvie skjult bag en pude af lærkespore.

Og jordbærrene har fået en plads i solen i tre murerbaljer.

Mere eller mindre vellykkede udplantningsplanter kommer ud af drivhuset nu hvor tomaterne har overtaget. Her er tre slags tagetes, frøkenhat og stolte kavalerer, basilikum og palmekål, samt reservetomater af egen avl.

Og således forfrisket kan jeg atter vende opmærksomheden mod vildnis og entreprenørarbejde i kolonihaven...

fredag den 12. juni 2015

Lupinedød

Jeg har desværre ingen lupiner i min kolonihave, men det skal der nok komme til næste år. I mellemtiden nyder jeg de brogede grøftekanter, hvor lupinerne konkurrerer lystigt med alskens vildtvoksende græs og urter. Men vidste I at der på Island er hele landskaber dækket af lupiner? Ved Husavik på nordkysten af Island - tæt på polarcirklen - kan man møde dette syn. Ja, et helt bjerg dækket af lysende blå lupiner.



mandag den 8. juni 2015

Lune dage

Det lune vejr i weekenden har fået køkkenhaveurterne til at sætte det lange ben foran, men til gengæld er det næsten umuligt at stikke en spade i jorden, så det er ikke lykkedes at komme i mål med "den onde cirkel". Heldigvis er der da andet at tage sig til.
   Jeg har kastet mig over omplantning af de stauder, som står i vejen, og sat chrysantemum, astilbe, geranier og sankthansurter i periferien af haven. Alle disse planter klarer sig godt med lidt vanding.

En rødlig astilbe blev til tre fine farveklatter i skyggesiden af haven. 

Bagved huset i et ydmygt hjørne er denne mørke - næsten bordeauxfarvede 
klematis sprunget ud, mens en temmelig kras pink geranium dukker op de 
mærkeligste steder i store mængder.

Vinen har det fint og skyder i alle retninger. 
Bare ærgerligt jeg endnu ikke har et espallier den kan kravle på.

Her til aften er jeg blevet færdig med at rydde en meget vissen cotoneaster-hæk på den ene side af terrassen. Nu er der åbnet op til de flotte bregner og ved samme lejlighed fik jeg fjernet en mængde selvsåede træer og et stort læs skvalderkål. Det lysner alt sammen.

fredag den 5. juni 2015

Fars dag - men sandelig også mors!

I dag er det Grundlovsdag, Fars Dag, og 100 året for Qvindernes Valgret, men også min fars fødselsdag og som sædvanlig flot vejr, så det måtte vi fejre alt sammen i kolonihaven.
   Som sædvanlig fik vi gravet os igennem tonsvis af jord, fjernet bunker af ukrudt og flyttet en del læs jord fra den højere beliggende del til den lave ende. Med madpakker og termokaffe og rimelige pauser var det en rigtig fin dag med et godt resultat.



Som man vil se af billederne er det kun John der bestiller noget. 
Min eneste opgave er at tage billederne - klart nok!
Aspargesbedet tager form...
... men det gror jo også i den øvrige del af køkkenhaven, og nu har jeg tyndet ud i de 
portugisiske turnips, som virkelig har haft en høj spireprocent.