Den lille lysegrønne sang

 - la la la la! 
Man bli'r i godt humør hver eneste gang
Til og med er den ikke så lang
Den lille lysegrønne sang

Den gamle sang med Gerda og Ulrik Neumann fra 1940, er ikke til at komme udenom længere. Det er nu det hele sker, og tak for det! Vi kunne ikke holde vejret et minut længere, planterne kunne slet ikke, og nu kører den jazz'ede sang rundt og rundt inde i hovedet på mig.

Men det hjalp også gevaldigt med en ordentlig spand vand: 18 mm fik vi her og det er mere end hele resten af april tilsammen. Alle planter i haven har ranket ryggen og i det lune fugtige forårsvejr ser haven pludselig lovende ud. Luften er frisk, solen skinner og nu springer det hele ud.

Alle nuancer af lysegrønt glimter under regndråber, og så gør det jo heller ikke noget at forglemmigej, pinseliljer og kærmindesøster blander sig i legen med blåt og hvidt, som et ekko af himlen oven over.

Jeg kan slet ikke få nok af lysegrønne farver lige nu, hvor ribsbuskene, jeg troede var døde sidste år, springer til højre og venstre og også kirsebærtræet er lige på trapperne med de allerførste blomster.

Faktisk er jeg flyttet lige ind i den lille lysegrønne sang sammen med haven og de levende hegn, de gamle egetræer, de blomstrende mirabeller og de grønne marker. Hvilken fryd!

Det blev japansk - og dog...

I må endelig ikke tro vi hviler på laurbærrene, bare fordi tulipanerne blev reddet. Ork nej, vi knokler videre i kulden og får varmen med endnu et have-element inspireret af de sidste to buede stykker træ fra hængekøjestativet - en portal. 



Portalen skulle jo være lidt kinesisk i stilen - tænkte jeg - men vi ender vist nærmest på noget der minder om en japansk Tori port - og dog...

De to sidestykker med indsat armerings-net (som selvfølgelig også bare er en rest fra et tidligere projekt) ligger her, hvor John ser ud som om han er helt lettet over at være færdige med dem, så han kan overlade malerarbejdet til mig. Det er meningen der skal kravle klematis på nettet og jeg ser for mig hvordan hele porten bugner af dejlige klatreplanter og gule klokkeformede blomster.

Men som sædvanlig skal man lige igennem de indledende øvelser først, og her var det John der stod for gravearbejdet. Porten skal stå mellem de to kvadratiske staudebede oven i takshækken, og naturligvis også oven i nogle velvoksne sten, som gav lidt bryderi.

Vi var så spændte på at se et (del)resultat at vi fortsatte ud på aftenen i den kolde blæst, og fik rejst sidestykkerne, og til sidst kunne vi da også få et indtryk af den endelige virkning på haven - men så var det sandelig også tid til at komme hjem i varmen til mad og bad.

Foreløbig ser det hverken kinesisk eller japansk ud, og begge folkeslag ville nok også betakke sig for at lægge navn til stilen, når vi engang er færdige. Med de planer vi har, bliver det nok nærmest en slags "kineseri" med et twist af kolonihave-humor.

- Og et par dage senere...

... er der ved at være styr på konstruktionen, som nu omfatter de sidste to stykker buet træ fra hængekøjestativet samt et gammelt fuglehus af ret omfattende dimensioner. I sandhed et genbrugsprojekt!

Nu ser det således ud inde fra huset. Den nye portal står faktisk midt på sigtelinjen mellem lågen og døren til kolonihavehuset, og det synes jeg er en fin placering.

Hjemme i varmen har jeg Google-studeret portaler og faldt her over den japanske Tori-port, hvor overliggeren består af to vandrette dele forbundet på midten med et stykke lodret træ, og dette løser det problem jeg har tumlet med undervejs i processen: hvordan forhindrer vi hele porten i at kollapse som en korthus, når der ingen skråstivere er?

Det er klart man allerede for længst har fundet en løsning på dette blandt de kloge folk i Østen, men her opfinder vi vores egen version af den dybe tallerken undervejs i byggeriet, og man har jo lov at blive klogere hen ad vejen...

- Og faktisk synes vi den nederste vandrette afbalancerer vores skøre samling af genbrugsmaterialer og giver en dekorativ gevinst oven i den praktiske funktion. Helt ærligt: er det ikke en sjov kolonihave-agtig portal vi har fået rejst - og tænk hvis der flytter en solsort ind i huset...

Som man kan se står portalen ikke alene centralt i haven, den adskiller også staudehaven ved huset fra den runde køkkenhave i den anden halvdel, og sammen med vores asparges-bed-sikring med net indrammer den terrassen. Måske er den lidt top-tung og overvældende, men bare vent til der gror gule og blå klematis over det hele - og takshækken kommer lidt op i højden!

Men apropos buret rundt om aspargesbedet, så har jag lagt hele to dages arbejde i at få syet nettet til så det passer i størrelsen til stativet, og forneden på nettet syr jeg nogle lister på der kan holde nettet stramt og gøre det nemmere at "rulle gardinerne op" når vi skal ind til herlighederne.

Det bedste man kan sige om dette job er, at når nettet sidder rigtigt og stramt er det næsten usynligt,

og nu mangler jeg bare at sætte lister på i enderne af nettet. 

Det kolde aprilsvejr har faktisk været en fordel, for nu blev vi færdige inden al ukrudtet begynder at gro, og inden jorden er så varm at køkkenhaven skal sås til. Det mest fantastiske er at den første asparges stak næsen frem i går:)

I de tidlige aftentimer, hvor man har solen lige i øjnene her oppe fra lågen, ser det næsten ud som om vi har fået spir på huset.

   Det har taget et par uger at få lavet en sikring af aspargesbedet og portalen. Porten lavede vi egentlig for sjov af de sidste genbrugsmaterialer, og det har været en dejlig kreativ proces med mange overvejelser, men nu glæder jeg mig til at vende tilbage til jorden og planterne igen.

   Der sker jo lidt rundt omkring i haven mens vi saver og banker, borer og "bøder garn", og vi skal lige have et par billeder af det (stadig) spæde forår.

En kreativ proces

Jeg gør jo hvad jeg kan, for at få lov at styre naturen omkring mig, og så viser det sig alligevel gang på gang at tænk(!) - selv jeg er nødt til at indrette mig efter andre levende væsner. Det er altid lidt af en overvindelse at erkende, men når tanken om at man ikke er enerådende er sunket ind, går man videre med spørgsmålet: hvordan kan vi være her allesammen? Det er her den kreativ proces starter.

Denne gang var det rådyr-skader i kolonihaven der satte gang i lidt kreativitet. I marts kunne vi se at rådyrene stadig hygger sig med at græsse alle tulipaner ned til sokkeholderne.

   Det blev et ret overflødigt hængekøjestativ der satte gang i mine designplaner for et stort bur rundt om hele "luksus-bedet", nemlig det højbed hvor asparges, blåbær og tulipaner vokser. I april var planen så moden at vi kastede os ud i arbejdet.

Her ligger hængekøjestativet adskilt sammen med nogle store stolper fra renoveringen af stuegulvet derhjemme, og lidt nye indkøb fra den lokale tømmerhandel, og på billedet herunder er John ved at "imprægnere" de stolper der skal i jorden. Jeg har hørt at den urgamle metode med at brænde træet, skulle forhindre råd i jordoverfladen, og håber det virker. 

Så går det løs med at bore stolpehuller helt ned i det massive blåler,

mens John tager sig af konstruktionen.

Vi startede med de to yderste stolper i hver ende af det 5 m lange bed, og sådan et langt vaterpas har vi altså ikke...

Men kreativiteten fornægter sig jo ikke, så vi lader os ikke stoppe af det begrænsede udbud af værktøj, og et vaterpas hængt op på en stram tråd, må kunne klare opgaven. Og det gjorde det!

Det var så langt vi kom på den første arbejdsdag med indpakning af vores mest givtige bed i haven. Konstruktionen tegner godt synes jeg, og på lykke og fromme nærmer vi os faktisk den idé jeg havde inde i hovedet.
   Det buede træ fra hængekøjestativet giver en passende lethed og lidt humør til indtrykket, som ellers godt kunne komme til at ligne et stort tørrestativ til vasketøj, og allerede her den første dag kunne vi faktisk benytte den nye kreation til at hænge det gamle fuglenet op i, som endnu en midlertidig foranstaltning.

Et par dage senere og dagen er lys og mild med tocifrede temperaturer - et rent svir!
   Arbejdsprocessen fortsætter med John som "træmand" og mig som "hulledame", og vi får sat de to sidste stolper op i løbet af denne herlige dag, hvor min far også kom forbi til kaffetid - for første gang i år.

Som man kan se står de 4 stolper på linie og vi har faktisk også ramt den samme højde, så vi er revnefærdige af stolthed. 

Det nye fiskenet(!) er ankommet (naturligvis bestilt over Nettet), og denne gang bliver det grønne fuglenet kasseret til fordel for fiskenettet, som vi med møje og besvær får draperet over hele bedet. Det er ikke den endelige løsning, for vi skal lige have malet alting sort inden nettet sættes rigtigt op, men det ser ud som om operationen kan lykkes, og det er bare dejligt.

Det pyntede vældigt da alt blev malet.

Vi er stadig på et midlertidigt plan med opsætning af fiskenettet, men der er planer for monteringen, og en rulle sort nylon-snor er på vej i posten, så der kan laves åbninger ind til bedet. Vi skal jo selv have let adgang til både afgrøder og ukrudt, mens møgdyrene meget gerne må opgive at komme indenfor. Det grønne net i enderne bliver udskiftet med det nye sorte inden længe.

Og som det kan ses er tulipanerne begyndt at blomstre, så hele projektet er altså ikke forgæves.

Varme og kulde

Ja, varmen fik lov at herske nogle dage med op til 16 grader her i den østlige ende af landet, men nu er vi tilbage i stiv vestenvind, som bestemt ikke føles varm. Alligevel går naturen sin gang med knopper der åbnes mere og mere fra dag til dag. Syrenen har store blomsterknopper, rønnen får vist ikke blomster i år - heller - men er dejligt grøn, Viburnum Mariesii (som jeg troede var en kornel) får en fin blomstring i år og den tyrkiske hassel er sprunget.

Jeg har været i planteskolen og hjembragt stauder, græsser og klematis som længe har stået på ønskesedlen: 2 slags høstasters, røde solbrud, 2 slags nellikerod, Hakonegræs og en Clematis Tibetana Tangutia.
   Den gule klematis står nu her ved den stolpe i pergolaen, hvor vi ikke har plantet klatrehortensia, og da alle de nye stauder er bittesmå endnu, kommer her lidt flere billeder fra pergolabedet.

Jeg skal love for vi har held med den gule vortemælk, som snart er lige så invasiv som ingefær, men heldigvis er der nu også god gang i kærmindesøster og de første Thalia påskeliljer er sprunget.

Også den lille skovbund under æbletræet trives med kodriver i blomst og skovmærke godt på vej.

De nye Asters er havnet i solbedet hvor de kan give lidt spræl sent på sæsonen. Den ene er blå og de to andre er vist dem der kaldes "sommerens sidste farvel" med en sky af meget små hvide blomster. Jeg tænker at de lette hvide asters vil supplere de tunge Skt. Hansurt hen på efteråret og de blå blomster vil stå godt til de mange blågrønne toner i både Hebe og de stedsegrønne.

   Og mens jeg går med næsen i jorden svæver havørnen i store elegante sving henover haven. Denne gang fik jeg skudt et par heldige billeder hvor ørnen kom med indenfor billedrammen. Tænk at få sådan en stor flot fugl lige hen over hovedet...

De lune dag har været dejlige og nu må vi bare igennem den stride blæst som desværre ikke bringer regn med sig. Det kunne ellers være godt med et tilskud fra oven, her hvor jeg har så mange nye planter i jorden, men vandkanden fungerer jo stadig:) 

   For nogle dage siden fik vi denne fine aftenhimmel og det er en god afslutning på dagens tekst.