Den der ager med stude...

... kommer også med!
- Og jeg håber det stadig gælder i forbindelse med mit udgravnings-projekt i haven.

Midt i januar var jeg kommet i mål med at lægge tørv ud på græsset og havde fået stukket kanten af. Den alleryderste græstørv hele vejen rundt vendte jeg for at prøve at holde græsset fra at gro igennem det tynde lag jord, der skal lægges yderst i bedet. Så må vi se om det hjælper...

Siden da har jeg gravet den rå jord op og lagt den ud i et godt lag ovenpå tørven.

Kanten rundt om hullet bliver en lille vold, og jeg skal have fundet en god bunddække-plante der kan klare forholdene her. Måske bliver det den krybende Cotoneaster vi har sat langs terrassen. Den kravler langt ind i bedet og sætter nye rødder, så den kan jeg nok tage en del stiklinger fra.

Jeg holder kun til et par time ad gangen med greb og spade, men det føles skønt at falde ned i sofaen efter sådan et lille 'træningspas', og bare jeg selv kan se det går den rigtige vej:-)

Rundt omkring i haven er der visse livstegn, så selvom der ikke er meget menneskeliv så er der dog små bitte erantis på vej og troldnødden lyser op med de gule blomster, når solen ikke vil.

Sveriges store botaniker

Carl von Linné er jo ikke bare Sveriges store botaniker, men hele verdens. Han satte sig for at systematisere den mangfoldige planteverden ved at inddele den i familier, slægter og arter - et enormt arbejde, som vi stadig har stor glæde af. Linné inddelte planterne efter blomsternes særpræg. Han talte støvdragere og støvfang og fandt ligheder hvor ingen andre kunne se dem. 
   Nu om dage placerer man planterne efter DNA-analyser, og derfor skifter mange planter navn og placering i systemet, men systemet består - den såkaldte nomenklatur - og den hjælper os stadig til at se slægtskabet og forskellene mellem de planter vi dyrker, også selvom vi ikke kan følge med i DNA-analyserne:-)
   I Växsjö ved kirken står en buste af Linné ikke så langt fra hans fødested Linnés Råshult lidt nord for Älmhult. Den lille Carl så dagens lys her i 1707, og selvom huset siden er brændt ned, har man gjort sit yderste for at genskabe den stemning her var for så mange år siden, hvor hans far dyrkede den fineste have på egnen.
 

Vi besøgte Linnés Råshult for en del år siden og så de smukke haver der er anlagt, som man tænker sig det så ud på den tid da Linné blev født. Hans far var præst og han tænkte både på nytte og pryd i anlægget af urtehaven, humlehaven og frugthaven. Hele området er i dag et frilandsmuseum, hvor jordene drives med hestekraft og en stor del er udlagt som enge med en meget varieret vild flora. Jeg kan bare anbefale at man selv ser stedet en dag ved lejlighed. Her kommer lidt af de billeder jeg tog dengang i 2011 på en herlig sommerdag.

Netop kombinationen af nyttevækster og prydplanter var en stor fornøjelse at se, og den er jo også blevet helt moderne igen. De gamle hegn af granrafter og de høje humle-pæle er også dekorative, samtidig med de naturligvis er nyttige, og hele stedet drives økologisk ligesom den tilhørende café.

Linné blev 70 år gammel og nåede at kortlægge det meste af Sveriges flora inden han døde som professor ved det medicinske fakultet i Uppsala. En i sandhed speciel mand, som gav sit store bidrag til forståelsen af den levende verden i en tid der var præget af oplysning og videbegærlighed. Linné selv gav vistnok sit navn til den ydmyge Linnea - en lillebitte hvidblomstret urt man finder i skovbunden, når man er heldig.

   Selv dyrker jeg næsten hvert år en sand velsignelse af Linné tagetes i min have.

Det kan godt være den ikke hedder Linné tagetes i den officielle nomenklatur(!) men sådan kalder man den i Sverige, og så synes jeg også godt jeg kan gøre det:-) En smuk og fyldig plante som lyser op i min have.

Nyt år - nye tanker

I januar klør det altid i mine fingre for at komme i gang i haven, og gerne med et større gravearbejde der kan sætte gang i kroppen efter julen - og sådan er det også i år. Den første uge af året gik med regnvejr. Her fik vi lige så meget regn som der plejer at komme i hele januar, men der er jo stadig et efterslæb fra 2022, så det er i orden.

Jeg har længe tumlet med en idé om at lave et hul i haven, som kan tage større vandmængder, hvis vi igen får oversvømmelse, som vi fik sidste år i februar - om ikke andet så dog aflaste bedene for noget af vandet. Som altid starter det med at haveslangen kommer ud i græsset mens jeg går og funderer på hvilken form det nye anlæg skal have.

Nu er jeg ved at være klar, og vejret er fint til formålet. Den lille oval skal blive selve hullet, og rundt omkring vil jeg lægge jorden op for at lave en mindre vold mellem hullet og solbedet bagved til højre.

Det første er at få gravet græstørven væk, og mens jeg gik og ordnede det fik jeg pludselig selskab af en stor flok får, som skal gå ude på græsmarken bag vores have så længe der er noget de kan æde. Det er første gang vi har får på marken, men det er jo ganske hyggeligt!

Jeg tager et par timer ad gangen, og heldigvis er jorden let at grave i nu hvor den er godt våd.

Jeg fjerner kun tørven der hvor selve regnhullet skal være og lægger jord og tørv op på græsset rundt omkring hvor jeg vil lave et bed. I år bliver det blot et bed med sommerblomster og til næste år tænker jeg der kan komme andre planter i jorden. Til den tid er græsset nedenunder nok gået ud.

Nu er jeg færdig med den friske tørv og er gået over til at bruge af den gamle tørvestak, som har stået et par år i et hjørne af haven. 

Dette er et projekt som holder mig i gang så længe der ikke er frost. Jeg bliver i bedre humør og kommer forhåbentlig også lidt i form til en ny havesæson, når jeg har sådan et gravearbejde at beskæftige mig med, og så kan jeg samtidig holde lidt øje med havens planter og følge med i udviklingen. De første vintergækker har stukket næsen op over jorden, og juleroserne blomstrer i pergolabedet, mens jeg og fårene traver rundt på hver sin side af hegnet i baghaven.
   Det er da en fin start på 2023.

En trist dag

Det er sjældent jeg skriver et trist indlæg, men i dag hvor regnen siler ned og hele naturen græder, vil jeg tillade mig at være lidt nedtrykt også. Nej, det er ikke vejret der er noget galt med! Hele sidste år længtes jeg efter regnen, og nu får vi så hatten passer, men der er sikkert også depoter der stadig skal fyldes op. Den nuværende tristesse kommer sig af en fortsættelse af en historie fra i sommers.

Måske kan nogle huske at et stort gammelt egetræ i skovbrynet blev ramt af et mægtigt lyn i juli måned, og vi var ved at gå i knæ da det enorme brag ramte os her 75 meter væk. Det halve af kronen var knækket af, og et par dage senere blev resten af træet fældet.

Ja, her ligger stammen, og som det ses er træet revnet hele vejen ned, så det var sikkert godt det kom væk. Beboerne i huset lige ved siden af havde stumper af bark spredt i hele haven, da træet nærmest koger når lynet rammer. Der sker simpelthen en eksplosion af saft inde i træet på et split-sekund. Det er voldsomme kræfter, som nok kan give stof til eftertanke, og strømmen forsvandt da også fra flere huse i nabolaget.

Det triste kommer nu, hvor det viser sig at de 3 andre kæmpestore egetræer i skovbrynet, som står lige så tæt på huset, blev fældet i går. 

En grov-tælling af årringe viser at alle 4 træer var omkring 180-200 år gamle, og vi kunne sandelig også mærke rystelser i vores hus da de blev lagt ned! Der er vægt bag sådan en kæmpe!

Hele processen gik professionelt og hurtigt, og da vi gik derhen var oprydningen i fuld gang med store maskiner. Beboerne i huset ved siden af havde fået tilladelse til at få alle træerne fjernet, da de naturligvis var nervøse for om et nyt lynnedslag ville få en af egene til at lægge sig ned ovenpå deres hus. Jeg forstår dem sådan set godt, selvom de 4 træer altså har stået i et par hundrede år uden at blive ramt, men tænker alligevel, det er trist så hurtigt vi kan tage beslutninger der ændrer naturens gang helt radikalt. 
   Egetræet er uden konkurrence det træ der tiltrækker flest organismer, og et egetræ er som en kæmpe levende by af alverdens livsformer, faktisk helt op mod 1000 arter, så når vi fjerner disse træer er det en hel biotop vi fjerner ved samme lejlighed. Intet under at Danmark er Europas natur-fattigste land, og fortsætter vi sådan her, kan vi snart se enden på den sidste rest af vores natur.

   Jeg syntes det krævede en stille protest... Suk!

Lys

Et nyt år et startet og jeg håber det bliver en lysere tid for os alle. Der har ikke været overskud til at følge med i alle haveblogs i den sidste tid for her har været travlhed hele december, men nu ønsker jeg bare et rigtig godt nytår hele vejen rundt! Jeg har plukket et par billeder fra sidste års lyse øjeblikke hvor haven samler og reflekterer det livgivende lys og viser sig frem i små doser af energi og varme. Lad os håbe vi forsat kan hente kraft fra planterne verden!