Det ender godt engang

Det er en længere historie denne her, men den nærmer sig en lykkelig afslutning. Det er selvfølgelig historien om vores lille kolonihavehus.

   I marts så det sådan ud. Et pænt hus på 6 kvadratmeter, men i en meget dårlig forfatning.

I april fik vi så småt begyndt på et nyt skur til afløsning af det faldefærdige, mørke skur med hullet tag på bagsiden af huset. Det startede med nedgravning af to hjørnefundamenter, mens vibeæg blomstrede i haven. 

I maj begyndte vidunderet at rejse sig fra jorden, og staudebedet tog på i vægt fra dag til dag.

I juni var begge staudebede i fuldt flor og vores nye skur var sådan set færdigkonstrueret - klar til beklædningsbrædder og tag.

I juli skete der en hel masse og fremskridtene blev mærkbare. Hver gang vi var i haven stod der byggeri og renovering på skemaet, og det blev ret småt med havearbejdet.

   Først gjorde vi det nye skur færdigt, og fik revet det gamle ned. Dette er helt sikkert en gevinst for huset, for nu kommer der luft til bagsiden og lys ind af vinduet, som tidligere vendte ud til det mørke fugtige skur.

   Det nye skur er jo også betydeligt pænere og bedre indrettet, med en ordentlig loftshøjde og et fint nyt vindue. 

Stadig juli og vi kaster os over renovering af selve huset. Bagsiden skal blot have skiftet enkelte brædder og have en gang maling, mens gavlen får nye brædder fra top til tå. 

Stadig juli og vi knokler videre med nyt tag på huset, mens der stadig kittes, slibes og males på de færdige flader. Staudebedet er gået lidt i stå, og mange stauder er skåret tilbage for at få en ny begyndelse.

Og så blev det sørme august. Vi fifler videre med vindskeder og viduesmaling indtil...

 

... mandag d. 28., hvor vi endelig tog fat på facaden. Med stærk støtte af vores gode genbo, Gunnar, en meget hjælpsom tømrer og vores hyggelige genbo i haveforeningen, kom vi næsten i mål med husets sidste og værste side.
   Her på denne side af huset skulle alt fjernes. Vindue og dør erstattes af en glasdør og resten af væggen bygges op fra grunden. Gunnar har lavet den nye dørkarm, som sættes op straks efter den rådne rem forneden er skiftet ud med ordentligt træ.

Og så er det bare fremad uden at se sig tilbage. Først bygger vi et skellet efter de forhåndenværende søms princip, og dernæst sættes brædder op lige til solnedgang. Det var en meget lang dag, men hurra for resultatet!

Vi mangler blot det sidste nørkleri under tagskægget, men det bliver en dag hvor hjernen er klar igen. Nu er huset i hvert fald lukket af mod vejr og vind, og vi kan tage det roligt med den indvendige indretning fremover. Vi vaklede hjem, trætte i hele kroppen, men yderst tilfredse med egen indsats.

Det er en rigtig god måde at afslutte dagen på!

Morgendis

Det startede tåget i morges, men solen fik hurtigt brændt fugten af og dagen blev varm og smuk.

Solen lyser allerede gennem tågen...

... og har fået sat brand i solsikkerne i løbet af et kvarter.

Tiden er inde for fine edderkoppenet spændt ud på kryds og tværs. Internet eller hva?

Every cloud has a silver lining...

Imellem bygerne, hvoraf nogle er kraftige og giver mange millimeter,  er haven ved at overgive sig til efteråret med det modne udtryk som sensommeren giver. Nu er der blomster i den Rundbladede Mynte og Amaranterne i baggrunden er vokset mig over hovedet med deres røde toppe.

Kvæsurten harmonerer fint i farveholdningen og bøjer sig i elegante buer tynget af regnen. Den har selvsået sig og danner både højde og bunddække i hele bedet.

Skt. Hansurten danner kølige tuer af grågrønne blade og næsten hvide blomsterknopper. Den bliver rød når den springer ud.

Og Høstanemonerne svæver i nuancer af lyserødt på elegante stilke med masser af runde knopper, som lover lang blomstring.

Men den megen regn i de seneste par uger holder bladværket saftigt og i god groning. Her er vinløv og Løvefod med vanddråber og Kornellen har fået lidt rødt i bladene.

Så er bygerne vist trukket forbi for denne gang og lyset vender tilbage med et blåligt skær.

Sidste weekend var vi nået hertil med det lille hus:

Og i dag fik vi konstrueret vindskederne så de nogenlunde passer. 

Det er utroligt så vigtig den sidste finish er. De hvide kanter fremhæver husets konturer på baggrund af de mørkegrønne træer og buske. 

Vi fik det flotteste lys at gå hjem på. Endnu flottere på baggrund af den mørkegrå regnsky, som stadig er på vej væk - ud over fjorden.

En lettelse

Så fik vi skiftet taget!

   Det var hårdt og travlt, og benene blev trætte, men med en god tørvejrsperiode lykkedes det endelig at få skiftet det gamle tag ud med nye stålplader. Det er en stor lettelse!

   Først var der afmontering af de gamle plader og en del rådne brædder at skifte...

Vi tog bagsiden i søndags og arbejdede under et vist tidspres, for vi skulle jo hjem og se fodboldlandsholdet spille mod Holland i EM-finalen, så der var fart på op og ned ad stiger og stillads. 

Ovenpå bræddetaget lagde vi nogle lægter, for at hæve det nye tag lidt op. Så kan der blive plads til en tagrende senere.

Mandag blev en længere dag. En del gammelt træ blev kørt på genbrugspladsen, og jeg nåede noget malearbejde ind imellem mine håndlangerjobs. Til sidst malede jeg, om jeg så må sige, imellem benene på både stigen og John, mens han skruede de sidste skruer i.

Før og efter billede:

Ja- ja, vinduet har også fået en omgang maling, og næste gang kommer der såmænd også vindskeder på.

   Jeg synes huset er begyndt at ligne det jeg havde forestillet mig. Vi har gemt forsiden til sidst, fordi vi går og venter på en dørkarm. Forhåbentlig har vi lavet de fejl der skal laves og kan køre facaden stilsikkert hjem.

Oppe fra en stige ser haven sådan ud. I køkkenhaven er alle kartoffeltoppe fjernet og kålen har sneglene ædt - igen. Hækken trænger til en studsning og havegangene til lugning, staudebedene er ved at gro til og der ligger brædder allevegne, men ellers er jeg så lykkelig, som jeg kan blive.

Og lidt glæde har vi da fået af køkkenhaven i år, selvom den ikke får megen opmærksomhed.

Blåt til lyst

Solen skinner i perioder og oplyser flotte cumulus-skyer i hurtig flugt over himlen - værre er den danske sommer trods alt ikke.

I bunden af haven, for enden af den ret uinteressante græsplæne, gjorde vi lidt for at komme i samklang med det omgivende landbrugs-landskab tidligt på sæsonen. Faktisk gravede vi en masse invasive roser, stedsegrønne laurbærbuske samt tidsler og brændenælder op, og såede flere breve sommerblomster. Valmuer og Lupiner har vi ikke set meget til, men Kornblomsterne klarede sig og giver os nu en fin bræmme af himmelblåt. 

Og Kornblomsten er jo i den grad udryddet af et voldsomt effektivt landbrug, så her kan vi hjælpe den tilbage i billedet igen.

Krukkesamlingen på terrassen er i sommerens løb blevet suppleret med et par kønne saltglaserede krukker, som vi fik meget billigt på loppemarked. Jeg har plantet bregner i dem.

En større samling hjemløse Hosta her fået en ordentlig balje at gro i, og de stortrives her hvor sneglene endnu ikke har fundet hen. Jeg regner med de skal have nogle pænere krukker henad vejen.

Og til sidst et lille kuriosum: En Primula der blomstrede overdådigt hele foråret har fundet kræfter til at starte forfra igen her i august. Næsten rørende.