Kan selv - vil selv!

Visse planter er så nemme at jeg har en tendens til at overse dem. Det er dem der kan selv og vil selv uanset hvad der sker med vejr og vind. I vores have har en tidligere ejer engang for længe siden gravet bonderoser ned langs sydsiden af huset, helt inde under tagudhænget, og de kommer trofast fra deres roelignende rødder hvert år.

De får ingen opmærksomhed fra min side. Lige pludselig er de der med masser af enorme blomsterhoveder som lægger sig tungt hen over græsset, og jeg laver et par vældige buketter, som drysser af i løbet af få dage. De er så røde, at de faktisk er svære at fotografere, men begynder ret hurtigt at blegne til forskellige nuancer af pink.  

Inde i skyggen af naboens hus ligger der stadig et par friske blomster, som i morges glimtede af regndråber. Vi fik hele 5 mm, og det var nok månedens nedbør...

 

Jordbærplanterne på reolen har dog fået lidt opmærksomhed i form af frisk jord og naturligvis vanding, men ellers klarer de såmænd også det hele selv. Snart vil vi kunne plukke en håndfuld bær til den daglige himmerigsmundfuld.

Og så er jeg helt glad for hornviolerne, som bare har blomstret og blomstret hele måneden i et par krukker. Sikken en frodighed der er kommet ud af en bakke på 10 planter! 

Det har været en besynderlig maj med sol og sommerligt vejr, men uden regn. Så er det dejligt at nogle planter bare gør det de plejer at gøre, nemlig vokse og blomstre, uden problemer eller indgriben af nogen art. 

Ingen regn - men guldregn

I kolonihaven var noget af det første jeg plantede en guldregn - det er nu 3 år siden.

   Den nye guldregn var fuld af blomster det første år, men i den stride østenvind vi ofte har her i foråret, kunne den næsten ikke holde sig fast i jorden, og jeg måtte afstive træet med flere gamle kosteskafter og hvad jeg ellers havde ved hånden.

I 2017 brugte træet sine kræfter på at vokse. Rødderne fik fat og kronen fik mere form, men blomster havde den ikke energi til. Jeg tror den fik 2 lange blomster-rakler.

I år er den begyndt at ligne et træ, og nu kan den åbenbart det hele på én gang. 

   Det er også sjovt at se staudebedene i baggrunden. De har sandelig taget på i vægt sammen med rækken af taks, som skal blive til en hæk. Lige nu er taksen helt lysende af nye gul-grønne skud, og måske skal jeg ligefrem begynde at klippe den lidt i år.

Ja, alting vokser sandelig...

... men i køkkenhaven er vi nødt til at vande de små gulerødder, pastinakker, løg osv. Selvom lerjord holder godt på vandet er der ikke megen fugt tilbage i de øverste centimeter jord, hvor frøene skal spire. Maj har været knastør og af samme grund er der stadig ikke sat kål. Nyplantet kål skal have alt for megen opmærksomhed med vand for at komme ordentligt igang, og det har jeg ikke tid til lige nu.

Jeg håber bare der snart kommer en god spand vand fra oven, så vi kan holde liv i urterne. Ellers er det forfra igen med nye frø, og så kan det godt være jeg nøjes med at kaste nogle håndfulde blomsterfrø ud i bedene.

   Hvis dette tørre klima fortsætter skal man måske satse på stauder? De ser ud til at klare sig godt.

Historien om en gave

For 10 dage siden fik jeg en plante forærende. En Batisia, som på dansk hedder farvebælg. En ærteblomst med smukke lilla blomster som minder om en lupin. Den er en langsom starter, men udvikler et stort og dybt rodnet med årene, og kan komme til at fylde som en mindre busk. En plante med et smukt lysegrønt løv, og mit eksemplar har næsten lilla stilke.

Jeg har ikke haft denne staude i haven tidligere, så det krævede lidt omtanke at få den placeret rigtigt. Løsningen blev et nyt staudebed på havesiden af huset, hvor der hidtil kun har være sat et par buske. Det gode ved denne plante er efter sigende, at rådyr ikke kan lide den, og det er jo et stort plus her.

Jeg sled i det lørdag eftermiddag. Græstørven var sej, og med al mosset i plænen nærmest elastisk, så spaden ville ikke i før den fik nogle gevaldige spark.

Skråningen er temmelig stejl, så jeg tossede rundt, men kunne dog se fremskridt.

Så er tørven endelig fjernet og jeg kan kulegrave jorden som vist aldrig har været gravet igennem tidligere. Ren lerjord, som kom op i store knolde.

Til sidst var der lavet nogle store gode plantehuller godt foret med champignonmuld, og farvebælgen kunne endelig komme på plads.

Det var så langt jeg kom i lørdags. Farvebælgen står yderst i buen på sine lange tynde ben, og den har fået følge af en lille Hosta, en buksbomstikling og nogle løvefod, som jeg har flyttet fra de upraktiske steder hvor de har sået sig selv.

Søndag gik turen til Peter Hansens Have på Lolland og herfra hjembragte vi 2 Geranier (Rosanne med fine lyseblå blomster), en alunrod med røde blade og en pileurt med smukke røde aftegninger på bladene (en frøplante af Painters Palette).

Pileurten bliver en stor dejlig bladplante, hvis den trives hos os.

I dag er bedet blevet suppleret med Bacopa med blå blomster, dels for at fylde ud i bedet her det første år, dels for at dække jorden så vi undgår masser af ukrudt og vanding i denne tørre tid.

Se det var næsten historien om en fjer der bliver til fem høns, her blot en farvebælg der blev til et helt nyt staudebed og en hulens masse frisk motion.

Pæoner i Peter Hansens Have

På det yderste sydvestlige Lolland ligger en fuldstændig enestående have, skabt og vedligeholdt af en enkelt mand over mange år, nemlig Peter Hansen. 

Haven er enorm (5,5 ha) og anlagt fra bunden med læplantning, jordforbedring, udgravning af søer og kanaler og designet og tilplantet med en overordentlig stor artsvariation. 

Peter Hansens Have fungerer som et åndehul for mange fugle og frøer, som her finder læ, skjulesteder og hjem midt i det vidtstrakte flade landbrugsland.

Alt dette kan man læse mere om på havens og planteskolens hjemmeside. Ærlig talt gik det meste nok hen over hovedet på mig, da vi i dag tilbragte et par timer i denne flotte park i dejligt sommervejr.

Hvad vi godt kunne se, var den imponerende mængde af forskellige træer og buske, en overvældende Rhodondendron-afdeling og masser af fantastiske træpæoner. Hvis man er til store spektakulære blomster får man sin lyst styret her i maj måned.

Der var så meget at se på, at jeg ikke kunne tage det hele ind, men denne fine rhodo blev nok favoritten i dag på grund af de små delikate blomster med lyserøde knopper og de små runde blade. Mindede mig nok lidt om æbletræer i blomst...



Jeg tog en del billeder af træpæoner og de kommer her til alle pæonentusiaster.

I må selv finde ud af hvad de hedder, for jeg var afsted på en ren fornøjelsestur, hvor det handlede mere om at nyde parken end at skaffe nye planter. Men jeg fik da lidt planter med hjem, og det kan I få at se i næste blogindlæg.

Og for lige at komme ned på jorden igen slutter jeg med to billeder af den dejlige naturlige vegetation her langs sydkysten af Lolland. Diget er overgroet med vild kørvel som er på sit højeste nu, og stranden lyser langt væk af engelsk græs. 

Sikken en tur i det ganske danske grønne landskab!

Grønne glæder

Det grønne er godt for øjnene, og her på min nye plantehylde begynder det for alvor at grønnes. Jeg glæder mig til at se alle skyggevæksterne i fuld udfoldelse. Lige nu er der godt gang i Hosta, og de vintergrønne bregner er ved at rulle helt nye fine blade ud. En liljekonval er kommet med i samlingen, men den skal nok ud i haven, når vi engang har et bed til den.

Jeg har fået blandet forskellige Hosta sammen i krukkerne, for jeg kunne ikke lige huske hvordan de så ud da jeg stod med en masse rødder i hænderne for et stykke tid siden.

Den gulstribede Hakone græs er en skovbundsplante, så den kommer også ud i et bed, når vi har et sted uden skvalderkål og brændenælder. Den er så fin at jeg gerne vil have mange flere.

I vores stadig nye have vokser der stort set kun 5 frugttræer. Kirsebærtræet er færdig med sin blomstring og nu er det æbler og pærer der har taget over. En gammel syren blander sig i koret med en flot blomstring i år. Sidste år var der stort set ingen blomster og jeg var ret skuffet, men nu tager den altså revanche. 

Havens eneste rigtige bed er domineret af krydderurter og stedmoder, men senere ændrer farvestemningen sig, når orange Georginer og Montbretia forhåbentlig folder sig ud. Foreløbig er de stadig under jorden, og jeg håber da de har mod på at spire snart.

Af alle frugt-blomster holder jeg mest af æblerne. De små lyserøde knopper som springer ud i hvidt er bare så dejlige. Aftensolen kaster et mildt og varmt lys over denne overdådighed.

- Og nu drysser der allerede sne fra æbletræet. Hvor går det dog stærkt...

Lykke er...

... Når forårs vortemælk sætter sine første gule blomster i staudebedet i stedet for den invassive cypres vortemælk jeg havde sidste år.

... Når de storkonvaller jeg fik lov at grave op i en af de andre kolonihaver står flot og blomstrer.

... Når bregnerne ruller de lysegrønne blade ud.

... Når ens gamle far vil af med en super romantisk bænk, som blot skal have et par nye brædder.

... Når gode kombinationer opdages, som nu her hvor knopurt og solcypres er makkere.

Men lykke er også...

... at være færdig med kulegravning i køkkenhaven,

... at have sået de fleste køkkenurter,

... at spise hjemmeavlede asparges hveranden dag,

... at ærterne er skærmet mod duerne, som plejer at spise samtlige ærteskud,

... at der er nok at lave - og solen skinner.

Jeg forstår faktisk ikke altid hvorfor havearbejde er så afstressende - man har jo myre-travlt. 

Jo, måske fordi jeg kan se hvor jeg er kommet til, og hurtigt kan se resultater af det jeg får gjort.

Det er egentlig bare lykke.