Lørdag hakkede jeg ukrudtet i køkkenhaven og søndag blev der vandet. Ærlig talt er der ikke engang grokraft i ukrudtet mere, så det var en let omgang lugning. Til gengæld fik John lov at slæbe masser af kander vand ud her til aften. Og uanset hvor meget vi vander, er det tilsyneladende kun nok til at holde urterne i live - væksten er næsten gået i stå.
Men hele haven fik faktisk en overhaling inden arbejdet kalder igen. John fik studset hækken og trimmet græsset og tilsammen fik vi styr på havegangene.
Det er jo en fornøjelse når alting ser så ordentligt ud, selvom det støver af tørke.
I staudebedene tog jeg fat med hård hånd og fik fjernet en del selvsåninger og klippet væltede geranier og løvefod væk. Det gav nogle kedelige huller i bedene, men med lidt vanding får jeg måske stauderne til at sætte nye blade - og måske blomster igen. Lidt regn fra oven ville vel nok være skønt!
På jagt med kameraet lige inden lukketid fik jeg fanget dette edderkoppespind i en asparges. Vi har stoppet asparges-sæsonen, og nu får de lov til at vokse som de vil, men det har været en fornøjelse at guffe løs de sidste par måneder.
Blåbærrene er på vej og ser lovende ud i aftenlyset...
... mens ribsene måske bliver fugleføde inden vi får plukket dem.
Dejligt at nå så meget havearbejde inden dagligdagen kalder igen. Også inde i huset er der sket fremskridt, men mere om det en anden gang.
Nu vender året og vi må nyde de lange lyse aftener mens de er her. Sommeren har allerede varet et par måneder, og foreløbig ser det ud som om den fortsætter ind i juli, men hvem ved hvad der så skal ske. Får vi regn engang eller bliver det voldsomme regnskyl, som spuler jorden væk? Der er grund til bekymring, men lige nu er jeg glad for den ferie jeg har holdt herhjemme med masser af gode oplevelser og nyttige opgaver.