mandag den 16. september 2019

Et nøk videre

En af de sidste varme sommerdage i august lå vi på knæ i kolonihaven for at få monteret kanter på vores to staudebede. Det er et altid et værre slid at få den slags på plads, men det skulle jo egentlig også have været gjort for flere år siden. 


Stauderne var vokset langt ud over kanten og ukrudtet langt ind i bedene.


Men når man endelig har fået taget sig sammen og arbejdet er gjort bliver man så glad for resultatet, og nu passer disse bede også bedre ind i helheden.




Nu kan vi komme videre med at gennemgrave det areal der skal blive til en grøn terrasse med græs, og det er navnlig mælkebøtterne vi skal have fjernet.



De sidste fliser fra den gamle terrasse genbruger vi på havegangen mellem de to staudebede, og måske finder vi også ud af at få anbragt andre gamle fliser på arealet, når først niveauet er fundet og græsset etableret. Vi har mange fliser i alle mulige størrelser liggende i stabler rundt omkring, og måske kan vi genbruge dem lidt smart. Det vil tiden vise.


De nye hortensier i det rosa bed har rettet ryggen efter der kom regn. I forgrunden er det en syrenhortensia som nu skyder lange skud rundt om blomsterne, bag den stikker den egebladede hortensia sine flotte blade frem mellem pæoner (som også har flotte blade) og Skt. Hansurt. Jeg har fjernet blomsterne på den, da jeg hellere vil se på bladværket.



Og ellers er det jo Skt. Hansurtens tur til at lyse og tiltrække bier her på denne årstid, hvilket bare er en fryd at se på. Mon der er nogen der kan forklare mig hvorfor vi kalder den Skt. Hansurt, når den blomstrer i september...



tirsdag den 10. september 2019

Dejligt vejr

- til lidt skriveri. Regn i næsten et døgn, det er noget vi kan lide! Foreløbig 30 mm, og tørkeindekset er faldet fra 8-9 til 4-5 i risiko, så det hjælper.

Jeg var i haven og lægge krokus- og pinseliljeløg i går og det var en meget mudret affære. Løgene kom ned i et nyt bed som jeg er ved at anlægge udenfor stuevinduerne mod vest.


Her fik vi bygget en dejlig pergola i sommer. Lærketræ i topkvalitet helt igennem, så den skal hverken behandles eller males, men til gengæld helst dækkes af klatrehortensier som kan give tiltrængt skygge for stuen i de efterhånden meget varme sommermåneder.


Pergolaen er kun en meter bred og den er bygget så der er plads mellem hus og overliggere. På den måde håber vi at kunne styre klatreplanterne så de ikke kryber ind under taget. Det er meningen at udvide bedet nedenunder hen til den sidste bærende stolpe ved lejlighed. Ind mod huset bliver der en smal stibe græs. Selve haverummet er kun små 3 meter bredt.


Foreløbig har jeg plantet forskellige tiloversblevne stauder og bregner som kan vokse i skyggen. I forvejen er her rigeligt med vedben og ingefær, som man kan se, men med løgene er her sikret noget blomstring til foråret, og påskeliljer skal vi selvfølgelig også have.
Stauderne indtil videre er vortemælk, kærmindesøster, gul lærkespore, påskeklokker og Geranium phaeum, så det er gode bladplanter der fylder godt.

Og ellers drypper og siler det allevegne på sådan en rigtig efterårsdag. Den gule klematis blomstrer, hyldebærrene modner, græsset bøjer sig yndefuldt i det våde vejr og de forvirrede, stumprumpede fasankyllinger er blevet lukket ud af deres bur i skoven og tuller rundt overalt.





Vi sprang årets sommerblomster over og købte i stedet nogle fine stauder der senere kan bruges i bedene. Før vi tog på ferie stod der hornvioler i baljerne, og da vi kom hjem i slutningen af juli var sommerblomsterne et overstået kapitel i planteskolen, så vi fik i stedet flere flotte alunrod, pletter-i-luften, en dejlig spinkel lysegul daglilje og en kraftig lysegul margerit med hjem.



Og nu hvor blomsterne er færdige står det hele stadig frodigt med de mange fine bladformer og -farver og kan passende afrunde dette lille regnvejrs-skriveri.




lørdag den 7. september 2019

Skotsk havekunst

Cowdor Castle i nærheden af Inverness. En af sommerferiens helt store oplevelser. Et slot med en meget lang historie, og som man kan se oprindelig bygget til forsvar med vindebro og voldgrav og alskens finurlige forsvarsmekanismer.


Et stadig privatejet herresæde i modsætning til de mange, som nu ejes og drives af National Trust. Og ikke et ondt ord om denne private fond, som utvivlsomt har reddet masser af kulturarv for briterne, men der er nu en særlig stemning der hvor familien selv holder ved og trækker sit liv og sin historie med op gennem tiderne. Der hvor livet stadig leves og forandringer indføres naturligt.


Jeg må indrømme vi sprang slottet over og gik direkte til haven, og der var sandelig også rigeligt at se på. Fuglefodrings-skulptur som den i bronze ovenfor f.eks. Imponerende flot og sandelig også værdsat af fuglene. Der var i hvert fald en del bogfinker som nød godt af nødder og frø i de bladlignende skåle.


Stemningen var i det hele taget ret eventyrlig her i denne have, hvor gartnernes trillebøre og redskaber stod rundt omkring, og man fik indtryk af at her arbejdede rigtige mennesker med rigtigt ukrudt. Det havde regnet hele natten og det dryppede stadig fra hvert et blad. Alt virkede frisk og i det grå lys glimtede farverne dæmpet men smukt.


Sådan en knaldrød bænk foran de fint klippede takshække sætter lige prikken over i'et.


Vi gik først på opdagelse i de mange haverum med stauder, både de traditionelle lange flotte "borders", og siden ind i mindre haverum med mere moderne beplantninger.



Her præriebed på skotsk.


Disse gule taks stod som et udråbstegn midt i haven


- og det var først her ved rosenhaven, vi opdagede at der var en tydelig midterakse gennem haven ud for slottet, midt mellem de gule og grønne taks.


Haven var præget af en stor planteglæde også når det kom til træer og buske. Koreakorneller stod flot rundt omkring sammen med japanske ahorn.


For et par hundrede år siden var slottets indehaver heldigvis interesseret i haven, og ikke mindst i træerne. Han brugte en formue på at plante tusindvis af træer, og langs floden som Cowdor Castle ligger ved, skabte han en meget blandet skov, med både Rhodondendron og alverdens flotte stedsegrønne træer samt en mængde løvfældende. Jeg er ikke ekspert, men måtte jo bare tage hatten af for sådan et skønt sted, hvor også mammuttræer fik plads til at udfolde sig - både i højden og drøjden. 





Når man så skovbrynet fra afstand stak de enorme Sequoiadendron giganteum op som fyrtårne, dobbelt så høje som de andre store gamle træer.

Nu var vi vel færdige med dette dejlige sted, tænkte vi efter frokost og besigtigelse af den private golfbane, men opdagede vi havde glemt at besøge "the walled garden". Heldigvis kunne vi lukkes ind igen på de samme billetter, og det var vi rigtig glade for.


Her var ingen espallierede frugttræer og dekorative grønsagsbede med salater i grønt og rødt, her var dejlige klippede hække, krydderurter, stauder, roser, skulpturer og en kæmpestor labyrint. Altsammen meget smukt anlagt og passet.







Labyrinten var lukket, så vi slap for at fare vild i de snævre gange mellem klippede kristtorn(!), som oven i købet stadig var regnvåde. En vældig flot blomsterkarselignende klatreplante havde invaderet et hjørne længst væk fra Minotaurus, som stak hovedet op i midten.


Hyggelige hjørner og haverum


- og flot klippearbejde.


Så kom vi igennem det hele. Og dog...


En superblå dør lokkede bag disse gamle ahorntræer, og den ledte til en lige så blå bro over floden. Fint punktum for en rigtig dejlig oplevelse af planteglæde, legelyst, havearkitektur og frodighed i Cowdor Castle and Gardens.



tirsdag den 3. september 2019

Hen over en sommersæson

Det er blevet efterår ifølge kalenderen, og vejrskiftet fra hedebølge til frisk vind, humane temperaturer og regnbyger trådte også i kraft præcis på dato, så det lugter lidt af efterår. Jeg er slet ikke utilfreds, for den fugtige varme i sidste uge gjorde det næsten umuligt at lave noget fornuftigt i haven.


Der er også brug for vand til vores tørre jord, så selvom bygerne er voldsomme giver de dog den væde vi vil have, og kan måske rette lidt op på ubalancen. Billedet herover viser de mange fine grønne farver i et af bedene vi startede på for et lille år siden. Jeg er tilfreds med at alle planter har overlevet, og nogle af dem fylder da også deres plads godt ud.

Bedet herunder er det første jeg plantede til i vores "nye" have. Buksbommen stod der i forvejen, men resten er sat indenfor det seneste 1,5 år. Også her er der vægt på de grønne planter med varieret løv, og Geranium Rozanne har stået for den overdådige blomstring henover hele sommeren.


Det lille runde bed i baggrunden er pæonbedet som blev "født" sidste efterår med alle de pæoner og bonderoser vi kunne finde rundt om i haven, suppleret med et fint lille paradisæbletræ, en Viburnum og Geranier i kanten.


Og sådan så det ud fra starten af sæsonen hvor bonderoserne foldede sig ud i april


- maj


- juli med Geranier


- og nu, hvor Georginerne, som blev puttet ned i mellemrummene, blomstrer. Geranierne er netop skåret tilbage.


Jeg må indrømme at jeg hverken er specielt interesseret i Pæoner eller Georginer, men når man nu har dem ved hånden og ikke nænner at smide noget levedygtigt væk, så synes jeg egentlig at vi har fået rigtig mange gode oplevelser ud af dette bed under kirsebærtræet, og senere bliver paradisæblerne gule sammen med kirsebærbladene. Der er stadig noget i vente.

Et sidste lille bed i udkanten af haven så dagens lys i foråret. Bedet er anlagt for at sammenføje tre bærmispler som gerne skulle vokse op og give læ mod nordvest.



I juni havde vi stor glæde af margeritterne og alle de blå staudesalvier.



Også solbrud trives i den tørre juli måned


og fylder godt i bunden sammen med bjergmynte, mens den lysegule skabiose svæver over det hele og giver lethed.


Også dette bed har været en fornøjelse hele sommeren og da vi oftest nyder det på afstand og på baggund af naboens græsmark er det vigtigt med de små blomster og ikke alt for dominerende farver. Ydermere har det klaret sig næsten uden vanding.

Ja, sådan har de nye bede klaret sig igennem en sommersæson, og vi har fået masser at kigge på og følge med i. En særlig stor fornøjelse har de mange insekter givet, for alle disse stauder tiltrækker mange bier, humlebier, sommerfugle, svirrefluer og alverdens kryb, som jeg slet ikke kender navene på.
   Det har taget sin tid at komme igang med at anlægge ny have, men nu er proppen røget af og resten kommer nok af sig selv. For tiden arbejdes der f.eks. på et skovbundsbed under den nye pergola, men mere om dette senere.