Som et strejf af en dråbe

'Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting der skal komme
førend livet er omme'

Jeg havde nær kaldt dette indlæg for 'Jammersminde', men så kom jeg til at tænke på at sommeren først lige er begyndt, og ingen ved hvordan den ender endnu, så det var måske nok lidt tidligt at sætte punktum.
   Til gengæld dryppede Gasolins gode gamle sang lige ned i hovedet på mig som en slags sørgmodig inspiration, så hvorfor ikke indlede med den lille tekst? Hvis man tager teksten bogstaveligt er det jo lige netop den situation vi befinder os i nu.
   Nogle har fået regn i spandevis - og tillykke med det - men her har vi fået 3,8 mm i dag og det er selvfølgelig en god start og har givet en dejlig afvaskning af haven og god klarhed i luften, men spørgsmålet er som vanligt: kommer der mere? Og svaret ligeså forudsigeligt: vi får se!

Lidt udtværet blev udsigten, men det var vidunderligt at mærke hvordan jorden tog imod og temperaturen faldt med omkring 10 grader på en halv time. Nu kan vi trække vejret igen, og regnen var ikke så hård at den væltede planterne.

I de varme dage op til denne begivenhedsrige mandag tog jeg en del billeder af alt det der blomstrer lige nu, og ellers er jeg så småt i gang med at klippe hækkene, og kan heldigvis bruge afklippet som jorddække i bedene.

Solen har været hård ved pelargoniens blade, men der ser faktisk godt ud med de røde misfarvninger, og i de andre baljer er der ved at komme blomster i tagetes og Georginer.

I sommerblomstbedet er der nu blomster i citrontagetes og morgenfruer,

men det er nu valmuerne der trækker opmærksomheden. Der er to forskellige. De hvide er resultatet af et glas birkesfrø, mens de rødviolette er frø fra sidste års planter.

Honningurt er ret dominerende, men det er bare godt synes jeg - og alle humlebierne, som leverer lydsiden af dette bed. En dyb brummen.

Dagliljerne er i gang med heftig blomstring. Dette bed skulle have været renset for længst for visne guldnælder, men jeg kan simpelthen ikke komme i jorden, så det må vente. Hvis jeg begynder at grave giver det flere problemer end resultater, og heldigvis lægger løvefod nu et lysegult slør ud over elendigheden.

Sankt Hans aften foregik som den plejer med stort bål på stranden i Præstø, musikunderholdning og tale af borgmesteren. Brandvæsnet var til stede med to biler og en drone der svævede over området, men jeg synes alligevel det er mærkeligt det kunne lade sig gøre, for vi bor jo nok på det mest udtørrede sted i Danmark. - Men flot og stemningsfuldt var det jo, og vejret var helt fantastisk.

Der var masser af mennesker, og vi nød synet oppefra skrænten med min gamle far som netop har fejret sin 100 års fødselsdag.

Alt er jo heller ikke elendighed. Haven klarer sig nogenlunde, og 20 mm regn kunne stadig gøre en forskel. Solsorten er begyndt at jage regnorme i krukkerne og det giver lidt roderi, men i forgårs tog vi en solnedgangstur til stranden for at hente sten til at lægge ovenpå jorden, så må vi se om det hjælper.

Det var en af disse helt vidunderlige aftner hvor vandet er spejlblankt og alt ånder fred.

Endnu en smuk og meget varm aften. Som et strejf af en dråbe...

Om at leve i håbet

Disse målinger er hvad vejrstationen har givet os de sidste 4 dage:

0,2 - 0,2 - 0,4 - 0,9 - 0,2 - og ja, det drejer sig om millimeter regn.

Nu er det samlede resultat for juni altså oppe på hele 1,9 mm!

I maj måned fik vi knap 6 mm, og jeg tror vi skal helt hen i juli måned før der sker noget.

Selv hylden ser tørlagt ud og både blomster og blade er mindre end de plejer, men krydderurter og græsser kan endnu, og sommerblomsterne får vand i baljer og krukker.

Haven har fået vand fra slangen sådan lidt ind imellem. Mest for at dulme mine egne nerver, men det giver også dårlig samvittighed når vi nu skal spare på vandet. I virkeligheden er dette den store test på havens robusthed - og min - og haven klarer sig faktisk bedre end jeg havde turdet håbe.

Honningurt, salvie og løvehale er 3 af de virkelig tørkeresistente, og de trækker store mængder af insekter til. Humlebier, svirrefluer og også sommerfugle.

3 blomstrende buske der har gjort det godt i år er trælupin, jasmin og blærespirea. Også her er der insekter - navnlig humlebier.

Jeg er så småt i gang med at klippe og er startet med syrenen, hvor jeg klipper den nederste etage som en stor pude. Dette er det yderste hjørne af haven og det meste vokser vildt her, men i år har jeg sat en benved og en syrenhortensia på hver sin side af rabarberen til venstre, og de skal naturligvis vandes. 

Næste klipning var på terrassen, hvor jeg fik studset kirsebærlaurbær. De afklippede kviste kom ned i pæonbedet som jorddække.

Solbedet er stadig det sværeste at få til at trives, for her er der bare pletter, hvor der mangler bunddække. Jeg har forsøgt mig med meget forskelligt, og sankthansurt er nok bedste bud sammen med en lavtvoksende kulsukker. Jeg har flyttet nogle høstanemoner hertil i foråret, og tænker de nok vil slå an når der kommer regn engang, og ellers er pudenellike, kæmpestenbræk og græsser også gode, men det allerbedste var nok krydderurter som timian og merian.

De planter som jeg er mest bekymret for er vores små træer, for dem vil jeg gerne bevare. Disse planter er bare 5 år gamle i haven, og paradisæbletræerne klarer sig godt, mens røn, kastanje og hassel står lidt i stampe. Stauderne skal egentlig bare dække jorden så den ikke tørrer ud, og det er her jeg stadig er på udkig efter de robuste løsninger.

Næste år skal jeg beslutte hvordan sommerblomstbedet skal beplantes. Det har naturligvis været svært at løbe det i gang i dette tørre år, for det ligger også udsat for sol og vind, men jeg tror det ender med et græsbed med udvalgte stauder, når det bliver aktuelt. I år er i hvert fald honningurt kommet godt fra start, og nu følger morgenfrue og tagetes efter. Løvemund og stolte kavalerer er på vej, og snart skal jeg se de første valmuer i blomst. 

Det mest overbevisende bed er stadig skyggebedet, som var noget af det første jeg lavede for 5 år siden, men her er også store områder som vokser temmelig vildt. I går sprang årets første daglilje ud, og den må stå som et orange udråbstegn midt i havens kamp for overlevelse!

Fart på!

Vi er midt i juni med tørke og varme og masser af sol, så det er vel ikke mærkeligt at planterne skynder sig at blomstre. Nu har vi også fået vandingsforbud her, så haveslangen er rullet sammen, mens jeg slæber vandkander rundt til de allermest trængende, og det er noget der kan mærkes i arme og ben.
   20 liter vand til en bregne der næsten ligger ned af udmattelse giver faktisk en kortvarig effekt, men sådan kan det jo ikke blive ved. Jeg ved godt jeg bare burde give op og sætte mig på en stol for at nyde livet, men det er svært, når man sidder i et hav af nødlidende! Fremover vil jeg bare forsøge at redde de største buske og træer, og så håbe på stauderne kommer igen til næste år - det er i hvert fald planen!

Den hurtige blomstring skal i det mindste nydes så længe den varer, og så må vi se om insekterne kan følge med i det rasende tempo. Her er mange admiraler i purløgene, og det store sommerblomstbed lægger an til masser af arbejde for bierne. Honningurt er ved at springe ud så her skal det snart gå stærkt! 

Der ligger en vis ironi i at have brugt vinteren på at grave hul til både store regnmængder - og som alternativ en hyggelig bålplads - når der intet vand kommer og det ville være decideret dumt at tænde ild midt i haven, men den slags er jo svært at vide på forhånd:-)

I solbedet er der virkelig brug for nødhjælp, for her er det stadig svært at få dækket jorden med plantevækst. Jeg har smidt mange valmuefrø som så småt begynder at blomstre, men planterne er små og korte og bruger al energien på selve blomsterne. Buske som trælupin og blærespirea er i fuld gang, og de 3 billeder viser hvordan blærespirea nærmest er gået i panik over 3 dage.

Staudesalvie klarer skærene i havens yderste og tørreste bed, og akelejerne der sår sig selv her og der er ved at være færdige sammen med dværgsyrenen, men solsorten nyder sit lyn-bad ind imellem turene frem og tilbage til reden. Jeg tænker det er svært at finde regnorme i år.

Kolonihaven lider sandelig også under tørken, men det værste her er stadig rådyrene. Det rosa staudebed, som plejer at være på toppen i juni, er helt græsset ned, og kun silkepæoner og lavendel står tilbage. Jeg har forsøgt mig med en slags 'barriere' af pinde og tyl, og nu ser det ud som om der hænger sørgeflor i bedet - hvilket der jo egentlig også gør:-)

I det gule bed har jeg efterhånden fået sat planter der ikke falder i rådyrenes smag: løvehale, løvefod, iris og vortemælk, og rundt om køkkenhaven - med de tørstige kartofler - vokser løvehale og fingerbøl flot.

Min største bekymring er nu for den japanske ahorn som pelses forneden af dyrene og visner i toppen af tørken... Den skal have også vand! Livet som haveejer er sandelig ikke nemt.