Regnvejrsbilleder

Farver er egentlig nemmere at se i gråvejr, eller er det bare mine øjne der slapper mere af når solen ikke skinner? I hvert fald er det nemmere at fotografere farverne i dæmpet lys, og jeg er meget optaget af farver i det hele taget. Jeg elsker farver, og elsker at sætte dem sammen så de giver et godt indtryk. Det kan være harmonisk eller med kontraster og tju-hej - men det skal se dejligt ud!

I haven skal de grønne farver være det bærende, og jeg har efterhånden mange grønne kulører, som spænder fra det helt gul-grønne til de støvede blå-grønne, og jeg hygger mig med at sætte dem sammen på forskellig måde.
   Her i solbedet er der mange grågrønne nuancer på Hebe og andre stedsegrønne, lammeøre og Sedum, for de tåler jo solen vældig godt,

men også gulgrønne blade som på den lille kornel, der stikker op i et hav af kulsukker.

Det er dog ikke bare farverne jeg går op i, men også strukturen. Højden på planterne er lidt svær at vurdere i en nyplantet have, men jeg tænker faktisk en del på planternes højde, bredde og vækstform, og på størrelsen og formen på bladene når jeg tilplanter bedene. Der må gerne være variation, så de forskellige planter supplerer hinanden, og klæder hinanden.
   Ja, jeg kan bruge megen tid på planlægning, og siden planter jeg om igen:)

For et par dage siden, da vi havde gravet en stor rod op i skyggebedet, gik det op for mig, at en del kæmpestenbræk, lige ved siden af hullet, ville passe meget bedre her i solbedet, hvor der manglede nogle store blade til at bryde med de mange småbladede buske  (myrtegedeblad og Hebe), så nu er jeg igang med at flytte dem. Samtidig vil de chok-pink blomster på stenbræk passe perfekt til den røde paradisæble her i foråret. Både den røde paradisæblebusk og stenbræk er anskaffet på grund af det flotte løv, så blomstringen skal på en måde bare overståes.

På denne årstid er det ret tydeligt at farveholdningen i solbedet hælder til de kølige kulører, mens det i skyggebedet er de varme. Sidenhen bliver billedet nok lidt mere blandet, når orange solbrud og potentiller springer ud i solsiden.

I skyggebedet har vi en del gule blomster og røde alunrod. En livskraftig gemserod har plantet sig selv klods op ad en Hosta, men det gør nu ikke noget, for blomsterne står og nikker i blæsten lige udenfor vinduet. For tiden blomstrer også en herlig ny vortemælk i en skøn orange. Den har jeg fået i Høneballehaven, og den er jeg meget glad for.

Her på skråningen kommer skyggebedet (til højre for græsgangen) ud af skyggen over middag, så her gentager jeg nogle af de solelskende planter fra det venstre bed, også for at få en god sammenhæng. Det gælder f.eks. Geranium Rozanne, løvefod, dagliljer og nu også forglemmigej, men de forsvinder jo af sig selv når de har blomstret. 

I disse dage regner det ind imellem, rigtigt bygevejr, og det er egentlig meget godt når jeg flytter rundt på planterne. Vandtønden fyldes kun langsomt, men i dag stak jeg hovedet ned i tønden og tog et billede, for jeg synes det var sjovt at se hvor meget pollen der ligger på vandet i denne tid. Det er jo netop nu nye generationer af planter starter deres liv.

- Og vi er ikke forvænt med regn i disse ødsle mængder om foråret, slet ikke de senere år, så det føles som den rene luksus og giver de nye planter alle muligheder for at etablere sig.

I år har jeg sat en del hornvioler og stedmoder for at fylde ud i kanten af de nye bede, og de giver lidt farveklatter rundt omkring. På længere sigt planter vi nok forårsløg , men først skal jeg lige have styr på den mere permanente beplantning, og der er et stykke vej endnu.
   Ét bed der bare fungerer er pæonbedet under kirsebærtræet, som er havens nemmeste bed med et par buske, et paradisæbletræ, bonderoser og silkepæoner, og Geranier rundt i kanten. Her har jeg fået den forenkling som jeg gik efter, og det skal ikke forstyrres. Vi har lagt påskeliljer der blomstrer i gult og hvidt sammen med de hvide blomster på frugttræerne, men lige nu er der en pause inden bonderoserne springer ud.

I aftes, lige før lyset helt forsvandt, trak en ny byge ind fra vest og skabte en blå time, som næsten antydede at man befandt sig under vand, men helt så slemt blev det nu ikke. Jeg gætter på vi når op på 100 mm regn i maj.

Rodbehandling

I marts 2019 havde vi denne store blodribs stående lige udenfor huset på kanten af en skråning ned fra terrassen. I blomstringstiden var busken fyldt med bier og humlebier, og summede dagen lang af aktivitet. Det var en af de eneste buske der fulgte med haven da vi flyttede ind i 2016, og jeg havde tænkt den skulle være udgangspunkt for et skyggebed på skråningen.

Desværre visnede blodribsen mere og mere, og vi skar mere og mere væk, så i  foråret 2020 var der ikke meget tilbage af den gamle busk. De tørre somre og vores beskæring har sikkert begge bidraget til den uheldige udvikling.

I år er busken helt død, og nu måtte der tænkes nyt.

Jeg har været igang i flere dage med at grave frit omkring den. Spandevis af skvalderkål, steffensurt, vedben og brændenælder er gravet op, og stauderne renset for ukrudt og genplantet. 

Det var her alle vores forglemmigej stod i en stor sø af blåt, og de er nu fordelt igennem begge bede på skråningen.

Så er vi klar til at grave roden op og komme igang med nyplantning af området.

Og så kom John med på holdet til den store rodbehandling på en blæsende kølig dag. Vi graver ind under rodklumpen i solidt blåler, men rødderne knækker ret nemt af, for de er stendøde.

Ja, den gav sig til sidst og kunne lægges ned, men tung var den! Jeg brugte en del tid på at hakke så meget ler væk som muligt, og fjernede også alle rester i bunden af hullet, for hvis blodribsen var ramt af sygdom eller honningsvamp, skal vi ikke overføre det skidt til den nye plante.

Jeg holder fast i planen om et skyggebed, så her skal stå et træ eller en stor busk igen. Jeg har tænkt at en rød hassel ville være fin, da vi fra terrassen vil opleve de røde blade i modlys, hvilket er flot. En hassel vil også give insekterne føde tidligt på året og vil sikkert trives bedre i den tunge lerjord end en ahorn, og så vokser den hurtigt. Den kan skæres helt ned, hvis den bliver for voldsom, eller formes som et lille flerstammet træ. Mulighederne er mange.
   Men foreløbig står vi med et ordentligt krater som skal fyldes med kompostjord inden vi planter nyt. Vi har heldigvis en pæn stor mængde kompost fra sidste år, som indeholder en del halvt omsat græstørv, så det bliver fine forhold for den nye plantning.

Som bunddække overvejer jeg alvorligt at bruge bispehue. Det er en staude jeg længe gerne har villet prøve i haven, og det tiltaler mig meget at den beholder bladene henover vinteren, netop fordi bladene er så kønne.

   Det er dejligt at lægge planer for et nyt lille område i haven, og sætte sit eget præg på endnu et par kvadratmeter. En arbejdsom proces er overstået på en flot men kold dag, og det sjove står tilbage.

Oldenborren - en gyserhistorie

Forleden aften lød der er ordentligt bump på vinduet, da solen forlængst var forsvundet under horisonten. Det var en oldenborre (Melolontha melolontha af Torbisterfamilien)som var ude på aftentur, og kort tid efter var flagermusen dér i et sving hen langs ruden.

Nu har jeg i mellemtiden læst lidt om oldenborren, for jeg kan huske fra min barndom at man dengang talte om oldenborre-år, når man traf en flok af de store biller sværmende omkring trækronerne. Der var noget mystisk over det, synes jeg dengang, men når man ved det tager billens larver 3 år at nå fuld størrelse, er det jo ikke så mystisk, at det kan være oldenborre-år hvert fjerde år. I øvrigt viser det sig at billen faktisk kan høre flagermusens skrig, og lader sig falde til jorden når den hører det. Således undgår den ofte at blive spist af en flagermus.

Oldenborren er en pænt stor bille som jeg af og til møder i haven og navnlig her i foråret, hvor den sværmer. Larverne kender vi nok allesammen fra gravearbejde i haven.

 ”Oldenborrerne er grove, plebejiske ædere, som grådigt kaster sig over alt grønt, ofte optrædende i masser, der ikke giver Orientens græshoppesværme synderligt efter”.

Sådan indleder biologen Vilhelm Bergsøe (1835 – 1911) sit 40 sider lange oldenborreafsnit i den stadig læseværdige bog “Fra Mark og Skov” (1881). Oldenborren var, som han skrev, det insekt der påførte landbruget, og skovbruget, de største skader.

Jeg har læst noget af den gode Bergsøe's beskrivelse af oldenborrens skadevirkninger i 1800-tallet og stjålet citatet derfra, og jeg må sige, det er frygtelig læsning! Der er ingen ende på de ulykker disse insekter har forvoldt på skove og marker dengang, og skadevirkningerne har ført til store økonomiske tab og formentlig sult og nød blandt landbefolkningen.

 
De voksne biller lever af træernes blade, navnlig egetræer, og har været kendt for at afløve hele skove i Danmark og andre europæiske lande. På markerne indsamlede man tonsvis af larver efter pløjning, og disse larver har været brugt som griseføde. De voksne biller samlede man ind i sække, kogte dem og brugte dem som gødning. Dette gødningsmiddel gav lige så megen værdi som halvdelen af den guano man ellers indførte fra Sydamerika, så man kan sige sig selv, der var tale om enorme mængder.

Landbruget gennemgik en effektivisering i 1800-tallet, som så meget andet, og dræning af markerne har f.eks. givet oldenborrens larver bedre betingelser for overlevelse. Bergsøe råder til at sætte stærekasser op på markerne og frede muldvarpe, som spiser store mængder af de rod-ædende larver i jorden. En slags biologisk bekæmpelse, som vi stadig kan benytte os af. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at forstyrre vores muldvarp her i haven, for nu ved jeg den hjælper mig mod grådige larver, og ikke bare spiser vores nyttige regnorme.
   Jeg glæder mig også over at se stære her i år. Vi har ganske vist ikke sat kasser op, men måske har de blot fundet ud af her er meget rart at være, og nu synger de om kap med solsorten hen under aften.

Parringen foregår om natten, og den bedste tid at fange dem på er den efterfølgende morgen, hvor de, ”stivnede af morgenkulden, våde af duggen, og enerverede af parringen, da sidder så løse, at de kan rystes ned som nødder”.

I slutningen af 1800-årene indsamledes der milliarder af oldenborre-biller og larver, og problemerne aftog efterhånden. Fra statens side gik man ind med økonomisk støtte og anbefalede i perioder, at give børnene fri om formiddagen, så de kunne hjælpe med at samle disse "enerverede" biller op i morgenkulden. Lidt lommepenge kunne erhverves på denne måde, og det har sikkert været populært.

Jeg skal ikke kunne sige hvordan man endegyldigt fik styr på oldenborrens hærgen, men formentlig er der opstået sygdom blandt så mange ensartede individer, og det har hjulpet gevaldigt med at holde bestanden nede. Sådan går det som regel. Sprøjtning i landbrug, skovbrug og havebrug har måske også sidenhen haft effekt.
   Uanset hvad, er jeg bare lykkelig for at oldenborre-problemet nu er nede på et niveau, hvor dette at møde en oldenborre blandt bregnerne i haven er en oplevelse, og ikke et forvarsel om gyselige ulykker.

Jeg har "lånt" citater fra hjemmesiden gylle.dk hvor I selv kan læse hele den skrækkelige historie om oldenborren - https://gylle.dk/en-gammel-naturhistorie-om-oldenborren-landbrugets-skraek/

Lige til at spise

Om sommeren dyrker vi grønsager i kolonihavens runde køkkenhave, og i år skal vi have mange forskellige grønsager i modsætning til sidste år, hvor hele haven var fuld af kartofler. I år bliver der lidt af hvert af alt det der smager bedst, når det er helt frisk.

Vi har ikke så travlt med at få det hele i jorden før der kommer noget varme, men nu har vi plantet kål og ærter under net, og porrerne har fået et par rækker i hvidløgsbedet. Bønner og majs kan sagtens vente til det bliver mere sommerligt vejr. De skal helst vokse hurtigt fra starten for at kunne løbe fra ukrudt og skadedyr. For 10 dage siden såede vi lidt rodfrugter og nu er rødbeder og radiser på vej, men de har sandelig ikke travlt i det kølige vejr.

Udenfor den runde køkkenhave har vi jo også "luksusbedet", som vi har fået pakket godt ind i en stort fiskenet, for at få afgrøderne for os selv. Lige nu bugner rækken af asparges, og vi spiser store saftige asparges hver dag for tiden.

Sådan en pose kan vi hente et par gange om ugen, og så flotte har de aldrig været før, men nu er det vel også ca. 5 år siden de blev plantet.

Inden jeg vender mig mod den hjemlige have skal vi lige se den japanske løn "Orange Dream". Den er en drøm hvert år, og selvom den ikke indgår i vores måltider er den jo lige til at spise:)

I haven derhjemme dyrker vi ikke grønsager, men vi har et stort udvalg af krydderurter, som vi bruger af året rundt, og her i foråret nyder vi de saftige blade af purløg, citronmelisse og fennikel til maden. Rucola har vi taget hjem fra kolonien, da rådyrene åd den, og nu har vi den i en potte lige udenfor køkkenvinduet og kan hente de blade vi skal bruge helt friske.

I krydderbedet blomstrer citrontimian lige nu sammen med den lyslilla Geranium malviflorum, som forsvinder når den har blomstret. Til højre (oven over) kommer fransk estragon sammen med purløg, og til venstre står den grønne vintersar lige foran buksbom. Helt nede i bunden af billedet ses et par lysegrønne blade af merian.
   På det næste billede kan man ane fennikel i baggrunden bag blade af Montbretia og citronmelisse til venstre.

Jeg bruger også gerne krydderurter som prydplanter, og har f.eks. både citronmelisse og gulbladet merian i havens bede. Tidligere har jeg brugt masser af persille i et nyt staudebed og år vil jeg fylde en del huller i de nye bede med bladbeder i grønt, gult og rødt. De er gode til at klare tørke med deres solide pælerødder, og giver farve og frodighed blandt små stauder. De er så småt på vej i potterne her.

I år har vi ingen jordbær på reolen, for sidste år fandt sneglene frem til potterne, så alt er smidt ud, og næste år kan vi starte på en frisk. Til gengæld har vi planer om at prøve tomater og basilikum på friland, så det kræver jo at vejret opper sig lidt og sender os noget varme. Vi vil dyrke disse planter i et højbed på terrassen, et sted hvor der er sol det meste af dagen. Disse planter står dog stadig lunt og godt i en vindueskarm.
   Jeg slutter med et billede af et lille og meget tørt bed på terrassen. Her trives citrontimian og gulbladet merian sammen med porcelænsblomster. I øvrigt vokser der en taks, en selvsået hyld og en klematis som kravler på garagen, og de ser ud til at trives allesammen, selvom jorden mest består af stabilgrus.

Når skyggerne bliver lange

I dette kølige og blæsende forår er en aften med vindstille, sol og blå himmel en oplevelse i sig selv, og jeg tog en havevandring med kameraet i det fine aftenlys blandt lange skygger. 

Frugttræerne, fra de mindste til de største, er på toppen med blomstring lige nu.

Det store pæretræ er begyndt at drysse "sne" allerede, men lyset der spillede mellem stauder og buske, og henover den nyklippede plæne, gav anledning til en del billeder med stærke farver.

Dejligt med sådan en smuk aften på Norges nationaldag. Jeg slutter med en lille Primula som jeg bestemt ikke har set før. Det må vist være en ny frøplante, men køn med sine røde striber.