I det grå vejr

- kan man godt få noget fra hånden, og når det regner ind imellem, bliver jorden nem at arbejde med. Det har jeg udnyttet i denne weekend til at få gjort pergolabedet færdigt.

Der kan selvfølgelig stadig plantes en del mere, men selve gravearbejdet er færdigt.

Inderst i hjørnet har jeg allerede længe plantet forskellige løg, som jeg har fundet rundt omkring, men nu er der kommet flere til. Krokus og pinseliljer her og i det næste afsnit. Jeg har markeret dem med en håndfuld grus, for at kunne huske hvor de ligger.

Den sidste ende af bedet er nu også anlagt, og da jeg løb tør for grus, ligger de små dejlige påskeliljer og vibeæg markeret med strikkepinde.

Dette sidste stykke bed er også suppleret med et par bregner, kærmindesøster, vortemælk, lærkespore og liljekonvaller, og her skal der også arbejdes videre med beplantningen de kommende år.

Der er stadig mange påskeliljer at putte i jorden, men de skal ligge et andet sted i haven.

Det grå lys giver efterårsfarverne mulighed for at lyse op og det er hyggeligt at trave haven igennem med sit kamera og opdage detaljerne. Hosta går hurtigt på hæld, nogle med mere ynde end andre. Denne lyse sort får næsten gennemsigtige blade med flotte gyldne toner,

mens disse stedsegrønne bregner næsten står allerflottest nu, hvor vi har fået noget vand fra oven.

I den grønne ende af farvespektret står også den ægte kastanie med ikke mindre end 4 kastanier, som vi håber at kunne nyde senere. Under træet har jeg sat et par små frøplanter af spisekastanier for at supplere det ranglede træ og måske hjælpe med bestøvning om nogle år.

De sidste Filippa æbler er store og flotte,

mens Annanas-æbletræet begynder at få høstfarver.

Den sibiriske valmue kan stadig finde på at blomstre,

og canadisk hønsebær skifter fra grønt til rødt på bladene.

Brogetbladet pileurt blomstrer så diskret at jeg først har opdaget det i dag.

Og for nu at blive ved blomsterne lidt endnu, så har primulaerne blomstret uafbrudt siden det tidlige forår, hvor jeg delte dem. Lige nu nyder de godt af regnen og giver den gas med klare farver,

også her bag troldnøddens marmorerede blade.

Røde hyben hænger smukt over komposten og kan passende runde denne havevandring af.

Høsttoner

Nej, dette er ikke et høstbillede! Det er sådan den lille nye benved så ud i foråret med friske grønne blade og røde bladstilke. Jeg synes det var noget så elegant.

Sådan så den ud med blomster i sommers,

og her begynder den at skille sig ud fra alt det grønne med sine høstfarver.

I dag var jeg tidligt oppe og kigge ud i haven mens der stadig lå dis og masser af dug i græsset, og nu er der da kommet gang i de knaldrøde efterårsfarver. Fantastisk flot syn!

Den fylder jo ikke meget i det store bed men gør alligevel opmærksom på sig selv. Helt til højre har jeg et par røde alunrod, og dem må jeg have lidt flere af. Den store blodribs har næsten givet op i løbet af august, hvor den smed masser af blade. Vi har stort set halveret den. To års tørre somre har ikke gavnet den, og måske skærer vi den helt ned i vinterens løb.

Lidt høsttoner har sneget sig ind i pottesamlingen, hvor rødbøgen nu gulner. Men her er også fine nyanskaffelser, som bare venter på at komme i jorden i endnu et nyt bed(!)
   To paradisæbletræer, det ene en Professor Sprenger med orange æbler, den anden en rødbladet og buskformet Freja, hvor både grene, blade og frugter nærmest er mahognifarvede. Den glæder jeg mig til at få placeret i haven. Tre helt almindelige røde ribsbuske skal fylde ud og give fine bær til både fuglene og os.
   Forrest står en stiklingeformeret gulbladet kornel, og tilsammen kan disse nye buske og træer nok give kulør til haven næste år.

I kolonihaven lyser blyrodens blomster om kap med septemberhimlens blå, men bladene er jo også fine i de røde toner.

- Og som rosinen i pølseenden kommer her silkepæonernes andet højdepunkt med dejlige rødlige blade. Det er en statelig gammel staude, som jeg holder meget af.

Det har været en skøn september weekend, men året er nu gået ind i vinterhalvåret efter jævndøgn og mørket bliver mere mærkbart. Vi må vænne os til nye tider, men fik dog et godt energitilskud med solen og varmen de sidste par dage.

Et nøk videre

En af de sidste varme sommerdage i august lå vi på knæ i kolonihaven for at få monteret kanter på vores to staudebede. Det er et altid et værre slid at få den slags på plads, men det skulle jo egentlig også have været gjort for flere år siden. 

Stauderne var vokset langt ud over kanten og ukrudtet langt ind i bedene.

Men når man endelig har fået taget sig sammen og arbejdet er gjort bliver man så glad for resultatet, og nu passer disse bede også bedre ind i helheden.

Nu kan vi komme videre med at gennemgrave det areal der skal blive til en grøn terrasse med græs, og det er navnlig mælkebøtterne vi skal have fjernet.

De sidste fliser fra den gamle terrasse genbruger vi på havegangen mellem de to staudebede, og måske finder vi også ud af at få anbragt andre gamle fliser på arealet, når først niveauet er fundet og græsset etableret. Vi har mange fliser i alle mulige størrelser liggende i stabler rundt omkring, og måske kan vi genbruge dem lidt smart. Det vil tiden vise.

De nye hortensier i det rosa bed har rettet ryggen efter der kom regn. I forgrunden er det en syrenhortensia som nu skyder lange skud rundt om blomsterne, bag den stikker den egebladede hortensia sine flotte blade frem mellem pæoner (som også har flotte blade) og Skt. Hansurt. Jeg har fjernet blomsterne på den, da jeg hellere vil se på bladværket.

Og ellers er det jo Skt. Hansurtens tur til at lyse og tiltrække bier her på denne årstid, hvilket bare er en fryd at se på. Mon der er nogen der kan forklare mig hvorfor vi kalder den Skt. Hansurt, når den blomstrer i september...

Dejligt vejr

- til lidt skriveri. Regn i næsten et døgn, det er noget vi kan lide! Foreløbig 30 mm, og tørkeindekset er faldet fra 8-9 til 4-5 i risiko, så det hjælper.

Jeg var i haven og lægge krokus- og pinseliljeløg i går og det var en meget mudret affære. Løgene kom ned i et nyt bed som jeg er ved at anlægge udenfor stuevinduerne mod vest.

Her fik vi bygget en dejlig pergola i sommer. Lærketræ i topkvalitet helt igennem, så den skal hverken behandles eller males, men til gengæld helst dækkes af klatrehortensier som kan give tiltrængt skygge for stuen i de efterhånden meget varme sommermåneder.

Pergolaen er kun en meter bred og den er bygget så der er plads mellem hus og overliggere. På den måde håber vi at kunne styre klatreplanterne så de ikke kryber ind under taget. Det er meningen at udvide bedet nedenunder hen til den sidste bærende stolpe ved lejlighed. Ind mod huset bliver der en smal stibe græs. Selve haverummet er kun små 3 meter bredt.

Foreløbig har jeg plantet forskellige tiloversblevne stauder og bregner som kan vokse i skyggen. I forvejen er her rigeligt med vedben og ingefær, som man kan se, men med løgene er her sikret noget blomstring til foråret, og påskeliljer skal vi selvfølgelig også have.

Stauderne indtil videre er vortemælk, kærmindesøster, gul lærkespore, påskeklokker og Geranium phaeum, så det er gode bladplanter der fylder godt.

Og ellers drypper og siler det allevegne på sådan en rigtig efterårsdag. Den gule klematis blomstrer, hyldebærrene modner, græsset bøjer sig yndefuldt i det våde vejr og de forvirrede, stumprumpede fasankyllinger er blevet lukket ud af deres bur i skoven og tuller rundt overalt.

Vi sprang årets sommerblomster over og købte i stedet nogle fine stauder der senere kan bruges i bedene. Før vi tog på ferie stod der hornvioler i baljerne, og da vi kom hjem i slutningen af juli var sommerblomsterne et overstået kapitel i planteskolen, så vi fik i stedet flere flotte alunrod, pletter-i-luften, en dejlig spinkel lysegul daglilje og en kraftig lysegul margerit med hjem.

Og nu hvor blomsterne er færdige står det hele stadig frodigt med de mange fine bladformer og -farver og kan passende afrunde dette lille regnvejrs-skriveri.

Skotsk havekunst

Cowdor Castle i nærheden af Inverness. En af sommerferiens helt store oplevelser. Et slot med en meget lang historie, og som man kan se oprindelig bygget til forsvar med vindebro og voldgrav og alskens finurlige forsvarsmekanismer.

Et stadig privatejet herresæde i modsætning til de mange, som nu ejes og drives af National Trust. Og ikke et ondt ord om denne private fond, som utvivlsomt har reddet masser af kulturarv for briterne, men der er nu en særlig stemning der hvor familien selv holder ved og trækker sit liv og sin historie med op gennem tiderne. Der hvor livet stadig leves og forandringer indføres naturligt.

Jeg må indrømme vi sprang slottet over og gik direkte til haven, og der var sandelig også rigeligt at se på. Fuglefodrings-skulptur som den i bronze ovenfor f.eks. Imponerende flot og sandelig også værdsat af fuglene. Der var i hvert fald en del bogfinker som nød godt af nødder og frø i de bladlignende skåle.

Stemningen var i det hele taget ret eventyrlig her i denne have, hvor gartnernes trillebøre og redskaber stod rundt omkring, og man fik indtryk af at her arbejdede rigtige mennesker med rigtigt ukrudt. Det havde regnet hele natten og det dryppede stadig fra hvert et blad. Alt virkede frisk og i det grå lys glimtede farverne dæmpet men smukt.

Sådan en knaldrød bænk foran de fint klippede takshække sætter lige prikken over i'et.

Vi gik først på opdagelse i de mange haverum med stauder, både de traditionelle lange flotte "borders", og siden ind i mindre haverum med mere moderne beplantninger.

Her præriebed på skotsk.

Disse gule taks stod som et udråbstegn midt i haven

- og det var først her ved rosenhaven, vi opdagede at der var en tydelig midterakse gennem haven ud for slottet, midt mellem de gule og grønne taks.

Haven var præget af en stor planteglæde også når det kom til træer og buske. Koreakorneller stod flot rundt omkring sammen med japanske ahorn.

For et par hundrede år siden var slottets indehaver heldigvis interesseret i haven, og ikke mindst i træerne. Han brugte en formue på at plante tusindvis af træer, og langs floden som Cowdor Castle ligger ved, skabte han en meget blandet skov, med både Rhodondendron og alverdens flotte stedsegrønne træer samt en mængde løvfældende. Jeg er ikke ekspert, men måtte jo bare tage hatten af for sådan et skønt sted, hvor også mammuttræer fik plads til at udfolde sig - både i højden og drøjden. 

Når man så skovbrynet fra afstand stak de enorme Sequoiadendron giganteum op som fyrtårne, dobbelt så høje som de andre store gamle træer.

Nu var vi vel færdige med dette dejlige sted, tænkte vi efter frokost og besigtigelse af den private golfbane, men opdagede vi havde glemt at besøge "the walled garden". Heldigvis kunne vi lukkes ind igen på de samme billetter, og det var vi rigtig glade for.

Her var ingen espallierede frugttræer og dekorative grønsagsbede med salater i grønt og rødt, her var dejlige klippede hække, krydderurter, stauder, roser, skulpturer og en kæmpestor labyrint. Altsammen meget smukt anlagt og passet.

Labyrinten var lukket, så vi slap for at fare vild i de snævre gange mellem klippede kristtorn(!), som oven i købet stadig var regnvåde. En vældig flot blomsterkarselignende klatreplante havde invaderet et hjørne længst væk fra Minotaurus, som stak hovedet op i midten.

Hyggelige hjørner og haverum

- og flot klippearbejde.

Så kom vi igennem det hele. Og dog...

En superblå dør lokkede bag disse gamle ahorntræer, og den ledte til en lige så blå bro over floden. Fint punktum for en rigtig dejlig oplevelse af planteglæde, legelyst, havearkitektur og frodighed i Cowdor Castle and Gardens.