lørdag den 28. januar 2017

Frostklar dag med festlig afslutning

Sikken et svir i dag (og i går): solskin hele dagen! 
Hold op hvor jeg nyder det ovenpå gråtonerne i den seneste tid.


Efter sigende et par graders varme, men det var ikke hele kolonihaven der havde opdaget det, så vi havde de fineste små forfrosne mosser i græsset. Næsten som en miniature-granskov med knitrende lyd under skosålerne.

Egentlig ville jeg gerne have revet alle de visne blade på gangene og langs hækken sammen, men det viste sig at være umuligt at komme ind i skuret til riven og trillebøren. Låsen er simpelthen gået i baglås, og det hjælper ikke med hverken frostvæske eller rustmiddel eller for den sags skyld mere voldsomme metoder. Næste gang køber vi en boltsaks og får adgang til haveredskaberne...


I dag måtte vi nøjes med lidt bagværk og nogle beskæringsopgaver.


Både sveskeblommen og troldpilen fik tyndet ud i kronen, og jeg tog en god buket blommegrene med hjem til vasen. Og så er de nye frugttræer på rionettet bundet til og også tyndet ud.


Ellers var det bare om at nyde vejret og haven, hvor de stedsegrønne planter dominerer. Ja ja, der er skam også enkelte vintergækker og erantisser som stikker næsen op, men dem havde jeg ikke rigtig blik for i dag. Men her er nye skud på kristtornen og takshækken bliver nok også fin engang.


Jeg glæder mig over kirsebærlaurbærrene, bøge-hæk-planterne, som er sat i grupper og skal klippes tæt som pur, og de lave cypresser vi fik med fra Johns have. Det er så dejligt at have dem navnlig her om vinteren.


De fleste stauder er klippet ned, men jeg nænner ikke at tage Skt. Hansurt og Astilbe endnu. De er så smukke i den lave vintersol.



Det var en dejlig tur til kolonihaven trods forhindringer.

Vel hjemme i vindueskarmen og varmen igen fik vi besøg af en flok halemejser, som hvirvlede tæt om mejsekuglerne. Det var en hel fest de holdt, og der var rift om maden. Nogle gange 5 på hver fedtkugle ad gangen. Jeg knipsede løs og fik et par gode billeder i kassen.



 Ikke nemt at være gråspurv i den forvirrede forsamling.

onsdag den 25. januar 2017

Gale høns i haven


Et par flotte fasan-fyre kom ind i haven for at se om de kunne tiltuske sig lidt føde. Den ene var denne grønne fasan, som mente der nok var noget interessant oppe i fuglehuset.


Den anden blev ganske hurtigt set af genboens hane, og jaget på flugt med stor energi og et sideblik til hønen. Ser hun nu hvor stor og stærk jeg er?


Til sidst måtte begge gæsterne luske slukørede væk...


... mens de (næsten) hjemmehørende høns indtog foderpladsen uden yderligere indblanding.


Her bor vi nemlig!


mandag den 23. januar 2017

Og vejret... tja-bom-bom

Vi tusser rundt med skyerne nede om ørerne for tiden - gråt i gråt (Hammershøi ville have elsket det). Indrømmet: fredag var flot! Men både før og efter har det nærmest været tåge afløst af dis.
   Man kunne tro vi nærmede os en vinterdepression, men tværtimod. Faktisk holder vi humøret højt og er oven i købet grebet af forårsfornemmelser.


Hele efteråret er gået med istandsættelse og indflytning i vores nye hus, og haven ligger ret uberørt hen, ubeskrevet som et blankt stykke papir.


Som det ses er her plads til nye tiltag. Jeg tumler med planer (naturligvis) men de er endnu ikke kommet ned på papir, så i mellemtiden har vi beskæftiget os med at rydde ud i den eksisterende - sparsomme - beplantning.


I efteråret nåede vi at klippe omkring en meter ind i den kraftige vedben, som dækker hegnet ind til naboen, men kun langs med huset. Hvis ikke vi får gjort det færdigt ender det med at hegnet vælter ind på vores grund, så det er en bunden opgave. Hegnet er ikke særlig kønt, men fremover vil vi forsøge at holde alt det grønne i skak med hækklipperen.



Nu er der kommet hul igennem bagved den store ribesbusk, og fuglene har tilgivet at vi samtidig fjernede en del store grene ind mod hegnet. De sad på spring til mejsekuglerne lige så snart vi vendte ryggen til. Og genboens høns var heller ikke sene til at indtage deres domæne igen.




Det er en ren jungle at klippe sig igennem, men heldigvis findes der enkelte gode overraskelser i den tætte måtte af vedben. F.eks. juleroser og vintergækker.


Kompostbunken er vokset kraftigt i løbet af de sidste par dage, men der sker fremskridt og vi får samtidig fjernet en masse gamle visne kaprifolier og ikke mindst brombær undervejs, så det er sliddet værd. Og nu mangler der ikke meget.



Se bare hvor det lysner (trods vejret)!


På lidt længere sigt lægger vi nok kompostbunken her ind langs hegnet, hvor der er skygge hele dagen, og så vil der blive en sti gennem en ny bevoksning af træer og buske. Men det er en helt anden historie, og den vender jeg tilbage til.

onsdag den 18. januar 2017

Det rene pip

Mens jeg ligger på den lade side og bruger vintermånederne på afslapning og indendørs sysler er der andre der har travlt i haven. Den store ribesbusk lige udenfor vinduet summer af aktivitet dagen igennem, og jeg kan bruge megen tid ved dette vindue.

På busken hænger mejsekugler til stor fornøjelse for både blåmejser og musvitter, men sandelig også gråspurve og skovspurve. Det er de faste pensionærer, og spurvene lærer efterhånden at hænge fast i fedtkuglerne med hovedet både op og ned, så de kan få fat i de lækre kerner ligesom mejserne.
   Jeg prøver at fotografere gennem ruden med mit idotsikrede kamera, og et ud af 20 billeder bliver nogenlunde acceptabelt, så I må tage det som det er. 





I de lave grene sidder rødhalsen og venter på de smuler som falder ned på jorden. Den vil ikke forsøge sig på mejsekuglerne, men holder sig til brød og kerner som kan samles op forneden. Til gengæld er den langt roligere og sidder selvbevidst på sin udkigspost, godt isoleret bag sin oppustede fjerdragt.



De sjældnere gæster ved foderet tæller både spætmejsen, spætten, halemejser og sumpmejser. Ved fuglebadet har vi haft en hel familie af fuglekonger i bad, mens den flotte skovskade og den nuttede gærdesmutte smutter igennem haven af og til. 
   Vi bor tæt ved skoven og ud til de åbne marker, så her har været drama med duehøgen, som tog en solsort på terrassen efter de begge havde været i kollision med ruden, og i luften over os har vi set havørne flere gange.
   Det er en stor fornøjelse med alt dette fugleliv. Blandt de mere festlige fugle hører genboens høns, som patruljerer dagligt og tjekker op på menuen.


Og trækfugle har vi selvfølgelig masser af, navnlig gæs. I går ved solnedgangstid havde en flok slået sig ned på en vintersædmark og her fik de et godt aftensmåltid før sengetid. Måske kan man skimte dem ude i det grønne.



En flot aftenhimmel at slutte alt dette pip af med.

søndag den 15. januar 2017

Året i billeder

Kalender med egne billeder i både tusch, akvarel og akryl plus et par blade og blomster scannet ind i computeren - og sågar lidt papirklip. Samlet sammen over mange år, hvor de kreative kræfter er gået ud over andet og mere end haven.

Rigtig godt nytår!