Undergravende virksomhed

På denne ualmindeligt smukke solrige septembersøndag en lille foreløbig status på terrasse-graver-arbejdet. Jeg har selv gravet alt hvad jeg orkede i sidste uge, og her i weekenden er John kommet til med friske kræfter.

Ja, vi trævler simpelthen hele arealet op fra den ene ende af, og undervejs sorteres sten, ukrudt, løgplanter, stauder og buske fra. Det er næsten lige så langsommeligt og omhyggeligt som en arkæologisk udgravning.

Nu er vi nået ind til den gamle vandpost og er dermed forbi det ene af de to kvadratiske bede på terrassen. Det skal blive spændende at se hvordan vandposten er monteret, men forhåbentlig er den blot sat fast på noget gammelt træ. Den har jo kun dekorativ funktion, men står lige præcis midt i den kommende havegang mellem bedene.

Allerede nu er det fint at kunne flytte rundt og holde pause der hvor solen skinner, så vi har taget det foreløbige plateau i brug og glæder os til det hele engang bliver færdigt.

Men vi glæder os også over alt det der gror og blomstrer rundt omkring i haven. Selvom vi ikke har tid til at passe det lige nu, så høster vi stadig dejlige grøntsager og flotte buketter, og det er i grunden ikke så tosset.

I nat er der mulighed for at se total måneformørkelse, blodmåne og supermåne og hvad ved jeg. Tror nok jeg sætter vækkeuret til kl. 4 og ser om det er muligt at slæbe den trætte krop ud til oplevelserne.

Endnu et skarpt hjørne

Imellem byger og andre projekter fortsætter vi stædigt terrassebygning og niveau-overvejelser i kolonihaven. Jeg kan godt selv grave og flytte jord, men det er ærligt talt rart at have John ved hånden, både til det rent praktiske naturligvis, men navnlig til at"tænke højt" med. Vi har fundet ud af vi tænker bedst sammen - altså 2 hjerneceller er bedre end 1.

Her forleden troede jeg f.eks. at jeg havde regnet hele den sidste side af terrasse-niveauet ud. Jeg tænkte at vi blot skulle grave stolperne ned og montere nogle brædder - som sædvanlig fuld af optimisme.

I virkelighedens verden måtte jeg først flytte hele konstruktionen 10-20 cm ind, da jeg gravede lige ned i et vandrør. Da vi sammen kastede os over stolpehullerne, måtte vi også sande at der bliver to niveauer på denne side. Terrænet stiger mere end jeg havde forestillet mig, og vi vil jo gerne skabe et sammenhængende stisystem rundt om terrassen.

Vi rundede dog ved fælles hjælp endnu et skarpt hjørne i går, og fik styr på halvdelen af denne sidste side af det nye anlæg i haven. Jeg glæder mig til alt tænkearbejdet er ovre, og det bare handler om at grave og fordele jorden og få anlagt de to kvadratiske bede på terrassen.

   I øvrigt viste det sig at vandrøret, som flyttede hele molevitten, endte blindt, men da var det altså for sent at flytte tilbage igen, så nu bliver det bare sådan.

Og samtidigt andetsteds i haven...

... er der plantet en hulens masse bregner ud i kanten af haven. Jeg glæder mig til at se om de klarer sig her i skyggesiden blandt hosta, høstanemoner, geranier, buske og træer, men forventer naturligvis det bliver en stor succes.

Energi til krop og sjæl

Midt i gravearbejdet skal vi jo ikke glemme den energi man kan tage med hjem til gryderne, f.eks. bønner og ærter, som stadig kan høstes.

Sæsonen hælder mod de glødende og brændte farver - foreløbig i havens blomster.

Sådan en lille tæt buket af tagetes, tallerkensmækker og morgenfrue bringer solskin ind i stuen på selv den gråeste dag, og jeg slæber dejlige buketter hjem i tide og utide.

Landvinding

Så vidt nåede jeg på en eftermiddag i sidste uge. 6 stolper i jorden v.h.a. en spade og en lille mukkert. Til sidst kunne jeg ikke løfte armen mere, men til gengæld var det faktisk mere eller mindre i overensstemmelse med vaterpasset, som John bragte til huse i weekenden. 

I dag kom vi ved fælles hjælp et stort skridt videre og fik afsluttet afstivning i det vanskellige hjørne ved huset og rundt om den store stub.

Faktisk måtte vi lave et hul i et af brædderne for at komme udenom en stor rod, men så er det jo godt man har en tømrer med ordentligt værktøj lige i nabolaget. Et stemmejern var helt uundværligt.

Det føles som vi erobrer stadig mere land i vores egen have for hver gang vi laver noget nyt, og jeg begynder at kunne se terrassen for mit indre blik.

Septembers himmel er så blå

Vi lægger nakken tilbage når vi skal nyde de gule solsikker, men så får vi jo også set lidt på den klare blå himmel, som jeg altid har elsket september for. Lige i denne uge er der da virkelig knald på.

Og ellers er det nu mest nedad vi kigger i denne tid, hvor anlæg af den nye terrasse står på planen. Nu er der også indkøbt træ til afstivning af terrænspringet, som jeg forventer vil opstå når vi får jævnet niveauet. Kunsten er at anvende de forhåndenværende søms princip, hvilket vil sige at der ikke hverken skal køres jord væk fra haven eller ind i den, og derfor er det ret spændende hvor det endelige niveau vil lande.

   Foreløbig graver vi os videre ind i bregner, skvalderkål, seje rødder fra den gamle hæk osv.

Der er en udbredt tilfredshed at spore efter den bøvlede rod på hjørnet endelig gav efter for et rasende gravearbejde. Og her er der så ryddet foreløbig et ganske lille hjørne af det areal vi fremover vil kalde for terrasse og som vil kræve afstivning med stolper og brædder på to af siderne. Ja, det handler egentlig bare om at komme videre med resten.

Den store stub får lov til at blive stående. Engang må det have været et træ af en vis betydning - en kristtorn - og den skyder såmænd nye skud inde i vedbenbeklædningen.

Det nye sort

En klunset bordplade i meget slidt teak-træ er blevet slebet og malet med sort træbeskyttelse og fungerer fint ovenpå et sammenflikket understel af forskellige bræddestumper. Og så måtte den gamle havebænk jo også ha' en omgang. Sammen med mine hæklede "kelim"-puder synes jeg faktisk det ser ganske indbydende ud, og vi nyder da også korte stunder i møblementet mellem regnbyger og arbejdsopgaver.

Men når det kommer til det virkelig elegante i sort - lækkert som fed velour - er Nældens Takvinge og Admiralen alligevel et nøk foran. Lige nu er de helt friske ud af pupperne og stråler om kap med septembersolen. Merian og mynte lokker flokke af de skønne sommefugle til.

  

En slags status

Hvor langt kan man egentligt nå på en enkelt sommer i kolonihaven, eller rettere, hvor meget har jeg nået (med Johns hjælp!) i denne første sommer, og hvordan er det gået med haveplanen, afgrøderne og ambitionerne i denne kølige, blæsende og tørre sommer?
   Ikke så dårligt faktisk.

Først og fremmest har haven givet mange hyggelige stunder for John og mig. Madpakker, kaffe, motion, frisk luft og snak over hækken med gode naboer, og samtidig har jeg i hvert fald følt at vi gjorde gode fremskridt hele tiden i et virkelig behageligt tempo - nemlig vores eget.

Der er mange afgrøder vi har nydt og andre har været kilde til undren (hvem spiste ærterne og hvor blev timianen af?). Nogle har faktisk kun været til besvær (f.eks. de sorte toscanske kål som skulle have været store og flotte som palmer) mens andre har været en meget kort fornøjelse (spinat og rucola). Men i skrivende stund kan jeg glæde mig over en fin majs-mark med dekorative solsikker, tomater som efterhånden modner, og porrer, bønner og gulerødder som bare gror og gror.

   Og det er nok til at at stille mig tilfreds, alt taget i betragtning.

Blomster har der været rigeligt af til store flotte buketter sommeren over. Lige nu står mine tagetes fantastisk, som store buske med masser af muligheder for at høste frø til næste år.

   Jomfru-i-det-grønne har jeg stoppet ned i en stor papirsæk, og regner med der bliver frø til hele haveforeningen, ligesom morgenfruer og hestebønner er sikret for næste sæson.

Noget af det mest spændende har været at finde ud af hvad der allerede groede i haven, og indføre nye flerårige, både stauder, buske og træer. Her skal jeg nok til at passe på det ikke bliver alt for broget...

Fremover skal der være mere fokus på det stedsegrønne, og taks er med på ønskesedlen her i efteråret.

Og så er der jo haveplanen, som er revideret flere gange. Jeg er glad for at have oplevet haven fra alle vinkler og i mange vejrlig, for det har betydet at terrassen, som står næst for at skulle anlægges, har fået betydeligt mere plads og vistnok bedre vil kunne leve op til ønsket om en afslappende have fremover.

Lidt er der jo sket når man sammenligner med dette billede fra julen 2014.

Ja, der er stadig nok at glæde sig til, og selvom vi engang bliver færdige med anlæggelsesarbejdet, vil der stadig være rigeligt at gøre med renovering af huset og tilbygning af et nyt skur, justering af plantesammensætning, opsætning af espallier, vedlighold og sidst men ikke mindst placering af hængekøjen.

Sort sol

Første efterårsdag, gråvejrsmorgen og gang i de næsten sorte solsikker.

Det er flotte planter med de mørke stængler og bladnerver, og de giver virkelig majsens lysegrønne blade og hvide toppe kontrast. Jeg kan godt lide modsætningen i vækst- og bladformer også. Som sammenplantning fungerer det godt fordi de følges ad i højden.

   Solsikkerne har flere blomster på stænglen, så det kan blive et flot efterår i takt med de næste blomster springer ud, og jeg tror jeg har fundet en kombination der kan bruges igen en anden gang.