Ekstremsport i haven

Nej! - jeg er ikke sporty på nogen måde og slet ikke tilhænger af ekstremsport, men de seneste dage har budt på ekstreme udfordringer for min stakkels utrænede krop, da jeg endevendte havens yderste bed. Jeg havde egentlig tænkt mig at det skulle strække sig over nogle dage, for jeg vidste godt det blev hårdt, men som så ofte før er jeg stædig i processen - og fortsætter til jeg næsten falder om:-)

Ja, der er dette bed der har vist sig at være lidt af et problembarn.

Bedet er nærmest trekantet og i hvert hjørne står en bærmispel-busk (Amelancier Laevis), som ikke er vokset en centimeter siden de blev sat for 4 år siden. Til gengæld er stauderne vokset sammen til én stor måtte af margeritter, staudesalvie, knopurt, skabiose og løvehale, som har klaret sig over al måde.

   Idéen med dette bed var jo egentlig at få et krat af bærmispel med smukt løv, blomstring og bær til fuglene, og stauderne var blot en måde at få dækket jorden på - så noget er gået helt galt i planen...

   Nu giver jeg buskene én chance mere!

Mange timer senere har jeg fået gravet næsten alt op og stauderne hober sig op i spande og baljer. Jeg var så optaget af mit projekt at jeg helt glemte at tage billeder, så her er jeg begyndt at plante de bedste af stauderne igen. Denne gang laver jeg et stort og dybt plantehul i midten af bedet og putter alle 3 buske ned sammen. Jorden var stenhård - og tør - med en næsten ugennemtrængelig skorpe et halvt spadestik nede, så jeg huggede mig igennem og blandede flis i jorden, og vandede, inden de blev sat igen. Hvis ikke det virker vil jeg opgive dem og finde på noget andet.

Dette var i fredags, og lørdag kunne jeg næsten ikke kravle ud af sengen. Hver eneste fiber i kroppen råbte hjælp! - men der var fællesarbejde i kolonien, så det nyttede ikke noget:) Vel hjemme igen sprang sofaen op på ryggen af mig og det eneste der skete var at jeg gav bedet en ordentlig vanding ud på aftenen. 

Men i dag fik jeg så gjort opgaven færdig. Den sidste plante kom i jorden og flis ud over det hele. Jeg kan se det virker jordforbedrende med vores fin-snittede flis, for der hvor det har ligget er jorden fugtig og der er mange flere regnorme, så det er ikke helt forgæves.

Denne gang har jeg sorteret i stauderne. De står nu i større grupper, som jeg håber at kunne styre. De 3 bærmispler står som en isoleret klump (inde i buret - af hensyn til harerne), så de ikke får så meget konkurrence.
   En bjergmynte har blomstret hele sommeren og trækker stadig mange insekter. Den har også sået sig selv hvilket jeg er rigtig glad for. Til næste år vil der stå én i begge ender af bedet. 

En ting der ikke har fungeret særlig godt i år er vores baljer på morgenterrassen. Lige nu er der ikke så meget at gøre, for nu er georginerne endelig begyndt at blomstre, og jeg nænner ikke at fjerne dem, men et par nye planter er det dog blevet til i den lave balje. 2 chrysantemum og et par planter fra haven må gøre det ud for høstdekorationen.

Mens jeg stod på hovedet i mit gravearbejde gik John til tops. Det var nemlig lige vejr til at afmontere den grimme parabolantenne på taget - stille og tørt. Selve stangen kan ikke fjernes uden at lave hul i taget, så den bliver stående, og nu diskuterer vi om vi måske skal have en lille vindmølle der kan lave strøm til fjernsynet:-) Jeg mener, i disse tider...

Der skulle jo også slås græs, og det er lidt af et job med alle muldvarpens udgravninger,

men her ligger så muldvarpen efter naboens kat har haft fat i den. Denne lille fyr giver ikke flere problemer!

Efter al denne aktivitet er det på tide at falde til ro over et par billeder med høstens dejlige farver. De røde og gyldne nuancer begynder at blive mere synlige.

Med hjem fra kolonien kom en spandfuld tagetes. De står nu og spreder solskin i stuen, og vi kan godt leve med lugten:-)

Vejrlig og sol

September har været usædvanlig omskiftelig i forhold til de sommerlige tilstande vi efterhånden har vænnet os til, og det sker ofte, at man må smide hvad man har i hænderne og styrte ind i tørvejr, når mørke skyer rumler ind over og kaster lidt regn af sig i en heftig byge.
- Vejrlig kalder man det på arbejdsmarkedet, her bliver det ofte til en god kaffepause.

Så er det lige oppe over...

... og en halv time senere er det hele glemt igen. Alt er vådt, men i måleren kommer der måske 0,5-1,0 mm og det er jo ikke noget at prale af.

I år har solbedet haft det svært, selvom mange af planterne er valgt netop fordi de kan klare solen og en del vandmangel, men nu er de ved at live op og give os en fin finale. Regnen har altså alligevel haft en virkning og der er gode farver i dette bed netop nu.

   De mørkerøde Sedum er endelig ved at falde til og her i deres 3. år ser de faktisk godt ud sammen med potentilbuskens orange blomster, men nu er der også lidt mere skygge fra træer og buske.

Der er sandelig også kommet farve på de almindelige sankthansurter...

... og de mange paradisæbler på professor Sprenger.

Sorbus Dodong glimrer med enkelte blanke rønnebær...

...og trælupinen har opnået en flot størrelse. Det er første år med blomstring i rønnen og første år trælupinen bor her i haven, så jeg er yderst tilfreds.

Den brede ende af solbedet vender op mod huset og her går det altså ret godt med alle planterne, mens de har det sværere i den yderste tynde ende af bedet, hvor der stort set er sol hele dagen.
   Man må glæde sig over det der lykkes, og prøve at finde på noget nyt der kan trives i solen og varmen. Jeg forsøger stadig med solbrud, men det ender måske som et græsbed med krydderurter, salvie og lammeøre, og hvis rønnen får en god størrelse med årene kan den jo skygge lidt her.
 

Midten af solbedet er næsten fyldt ud med Hebe og andet stedsegrønt, der åbenbart føler sig godt hjemme, så man kan sige det meste lykkes.

På den mere spiselige plan har vi fået bragt alle grønkål hjem fra kolonihaven og plantet dem der hvor solsikkerne stod tidligere. Efter omplantning mistede de en masse blade, men de er i gang med nye skud, og de fortsætter jo med at vokse hele vinteren, så her er rigeligt til os. 

Bøftomaterne har vi spist af et godt stykke tid, og nu hvor nætterne er kolde har vi bragt de sidste ind i vindueskarmen. De er ikke fejlfri, men de smager!

Vi har stadig til gode at se om den blå asters når at blomstre i år, men ellers er efteråret godt på vej.

Spredte indtryk i september

Vi har vel fået omkring 25 mm regn i denne måned, og om ikke andet er vandtønden fuld. Så er der dejlig blødt vand til fuglebadet, nu hvor det ikke er nødvendigt at vande mere...

En Hosta som denne har givet haft gavn af regnen. Den blomstrer på fuld kraft og har bredt sine store blade ud over adskillige planter. Mine to stakkels høststenbræk står nede under Hostaen, og det gjorde de altså ikke sidste år! Jeg lidt ked af at flytte dem, men hvis vi skal se deres blomstring må der jo gøres noget.

Det grønne er blevet lidt mere grønt efter nedbøren...

... og den røde farve har fået overtaget på Amarant. Heldigvis rødmer tomaterne også stille og roligt.

Hyldebærrene er knaldsorte og meget flotte, mens elefantgræsset skynder sig at få sin blomstring overstået. Det er som om den har stået og ventet på regnen, og nu skal det gå hurtigt inden det bliver for koldt. De røde duske holder kun få dage før de bliver hvide og modne.

Bagved elefantgræsset står en anden kineser, nemlig den hvide Sedum, som ikke er helt hvid i år. Et par blomster har fået en underlig baby-lyserød farve, som den bestemt ikke plejer.

I kolonien fik vi sat punktum for malerarbejdet med de hvide detaljer udvendigt. John kravlede til vejrs og tog det sidste på gavlen, mens jeg fik et smukt billede af en rigtig dygtig korsedderkop, som vel nok er septembers mest karakteristiske dyr.

Mens jeg venter på regn...

 ... har jeg beskæftiget mig med solsikkerne, som efterhånden er færdige med at blomstre. De 20 store planter som har glædet os sommeren over, var ved at være færdige med at se godt ud, og i den stive østenvind vi har haft på det seneste, lige ved at blæse omkuld. De skulle væk inden de laver ulykker.

Det halve af skyggehylden blev ryddet for planter, og nu kan solsikkerne ligge her og tørre. Til vinter skal de hænges op på fuglehuset, og det vil alle mejser og spætter sikkert blive glade for.

Alle de lange stilke har jeg klippet i små stykker og smidt på komposten, og til sidst blev rødderne gravet op. Nu har vi et sted vi kan sætte alle vores grønkål fra kolonihaven i vinter, men først skal der tilsættes noget frisk jord. Solsikker er krævende planter, så de har taget al næringen, og det kan man jo godt forstå, når man ser hvor meget de skal nå på få måneder.

I går fik vi en lille smule regn hen ad aften - 2,5 mm for at være præcis. I dag burde der komme en del mere, og mens jeg venter på det kan jeg glæde mig over septembers klare solskin, som hidtil har præget måneden. Her er lidt billeder fra haven i både morgen og aftenlys. Haven ændrer sig med lyset og sol- og skyggebedet bytter plads i dagens løb.

Ovnfor de lange eftermiddagsskygger i haven netop nu, hvor dagene bliver kortere, og nedenunder morgensolen der kigger ind over rygningen på taget og fanger haven fra den anden side.

De fleste æbler er faldet ned i blæsten, og mange af dem er dårlige, så dem får rådyrene ude på marken, men hvepse er der sandelig også nok af! Det store pæretræ er fuldt af flotte pærer, men de sidder i toppen, hvor vi ikke kan nå dem. Til gengæld er der hyldebær nok til en masse saft, hvis man ellers gider, og jeg er stadig meget spændt på spisekastanjerne. Dem må vi vente på, ligesom vi venter på regnen.