tirsdag den 24. november 2020

På myrens fodsti

I  efteråret 2015 flyttede vi ind huset her og denne triste have. Plænen lå som et ubeskrevet blad og fristede med uanede muligheder lige udenfor vinduerne, og jeg begyndte at fantasere om havens form, stil og anvendelse fremover.  


I 2016 havde vi travlt med huset og de 3 terrasser rundt om huset. Jeg fortsatte mine tanker om haven, og vi var helt enige om at udsigten fra huset i hvert fald skulle bevares. 


I 2017 skete der stadig intet på den store grønne plæne, men vi fortsatte vores arbejde med hegn og hække, kompost og oprydning i alle hjørner og kroge. I øvrigt var vi også travlt optaget af kolonihaven dette år, og jeg tror faktisk det var godt at bruge et par år på at finde ud af havens muligheder.

2018 husker vi som et mærkeligt år hvor vi sloges med store mængder sne i marts og dernæst oplevede flere måneders tørke og varme, som varede helt hen i eftersommeren. Da der endelig kom lidt regn fik vi puttet et par træer i jorden, men ikke uden en meget grundig vanding både før og efter. Jeg kan huske jeg startede med at vande et par dage før vi plantede, for vandet sank meget langsomt ned i en jord der mest lignede beton.



Yderst i havens nordvestlige hjørne satte vi 3 bærmispler, både på grund af deres mange gode fortrin med hensyn til blomstring, bær og høstfarver, men sandelig også fordi de er meget robuste.


Inden de første træer og buske kom i jorden blev der dog også tid til at anlægge et staudebed i nærheden af huset. Dette skete i foråret


mens de to næste kom til i det sene efterår.



Her ligger de på rad og række sidst på året. Det fjerneste bed er anlagt under kirsebærtræet og er en samling af pæoner og bonderoser vi fandt rundt omkring i havens hjørner.


Allerede i foråret 2019 gjorde pæonbedet en god figur


og i skyggebedet tog jeg et ordentligt skridt fremad med et storindkøb af stauder og buske.




Inden året var omme havde jeg fjernet græstørv helt ned til æbletræet, og de fleste af de nyplantede klarede sig godt. Til gengæld var det nødvendigt at skære den store gamle blodribs kraftigt tilbage. Den havde ikke haft godt af den tørre sommer året før.


Her i slutningen af 2019 kan man se der er kommet endnu et par bede til i solsiden af haven.


Så er jeg nået frem til 2020.


I år har vi arbejdet videre på de 5 bede i græsplænen. Der er blevet udvidet og plantet både stauder, græsser, buske og træer, men ikke lavet nye bede. Jeg tænker vi fremover udvider og udvikler disse bede, som er ret forskellige.
   Havens yderste bed med de tre bærmispler, har et vist grøftekantspræg som passer til græsmarken bagved hegnet. Det er margurit, salvie, solbrud og løvehale der dominerer, og dette bed tiltrækker masser af insekter. 


I skyggebedet er skyggen delvist forsvundet da vi skar blodribsen ned, så de blomstrende stauder har haft gode vilkår midt på sommeren.


Det allerførste staudebed ser sådan ud fra terrassen. Her har jeg suppleret den store buksbom med andre stedsegrønne, og de mange runde kugler giver en sjov virkning, nu hvor de er vokset lidt til. Samtidig er det rart at have det grønne kig inde fra huset i vintertiden.


I solsiden af haven er der gravet meget græstørv væk i år og det første lille bed fra 2019 har bredt sig til højre og venstre. I dette bed er der farver på paradistræer og den nye røn, kornelbuske, stedsegrønne og forskellige Sedum. Også et par græsser, bunddækkeplanter, ribsbuske og en del Hebe er med til at give fylde. Dette bed skal stadig vokse en del, og jeg har mange stiklinger på vej.



Vi har nydt efterårets fine farver i bedene i år, og nu synes jeg haven er godt i vej. Stilen er lagt og planerne udvikler sig undervejs. Vi har fået meget at se på og tjekke op på, når vi går vores haverunder, og udsigten ud af vinduerne er nu både en have-udsigt og et kig ud i det omgivende landskab.


I oktober tog jeg for første gang et billede af haven ude fra græsmarken, og det er sjovt at se det hele lidt fra afstand. Herfra ser haven jo ganske overkommelig ud - og det er den såmænd også. Men når man står med sin spade og forsøger at hugge hul på græsplænen ser man jo haven som et stort projekt, næsten som en myre ville opleve den.


Alt i alt burde man nok lidt oftere træde væk fra sine projekter og se dem fra god afstand:)



søndag den 15. november 2020

Gode havedage

 


Så kom georginerne op af jorden. I denne weekend har det været perfekt vejr til en masse mindre jobs i haven, og vi har fået styr på nogle af de løse ender. Georginerne stod stadig i blomst, men var blegnet en del, så det var uden beklagelse de kom i vinterhi. Det er også praktisk at jeg nu kan sætte alle stiklinger i læ i drivhus-kassen.

Det går ellers fint med alle de små. I sidste uge modtog jeg 3 fine stiklinger af blærespirea fra min nye haveven i det jyske. De har røde blade og må gerne vokse hurtigt til i deres potter, for jeg glæder mig til at sætte dem ud på blivende sted. De har allerede en god rodklump, så jeg er helt fortrøstningsfuld. 


Jeg har selv haft held med to vinter-viburnum stiklinger som står godt i en potte. I haven er der mange blomsterknopper på den busk jeg satte i foråret. Den har ellers haft det meget tørt i år, men nu kommer den tilbage, og jeg vil gerne have flere af disse fine stedsegrønne buske.

Og der er stadig farve på enkelte blade. Papirbarklønnen er blevet synlig efter georginerne kom væk, og en lille selvsået Geranium i en potte er også med på noderne.


I dag var vejret herlig mildt og vi fik skåret hækken i skellet ned. Det er en større operation eftersom naboen ikke klipper på sin side, og selvom vi gerne ville lægge lidt til i højden (af hensyn til rådyrene som kommer i hans have) var det hele blevet alt for meget efterhånden.

Det handlede mere om beskæring end klipning. John måtte op på stigen for at nå og de største grene måtte tages med ørnenæbbet.



Jeg samlede og sorterede de store grene fra, så John og græsslåmaskinen kunne pulverisere resten. Tænk alt det Liguster fyldte kun en trillebør da det først var blevet kørt over!


Her ovenfor kan man se hvordan der så ud i oktober, hvor naboens høje hæk var begyndt at hænge ud over vores side af hækken. Det er lidt bøvlet at skulle passe naboens have også, men der er ofte langt fra de aftaler man laver til den måde de administreres på, og vi kan ellers ikke klage over naboskabet.

I dag kastede solen glans over haven og hækken da vi havde fået ryddet op, men inde i skyggen på terrassen er der nu også sket lidt den sidste tid. Jeg pusler videre med de store sten og nu mangler jeg kun den ene ende af arrangementet rundt om den store græs.


Til gengæld er jeg løbet tør for både sten og fugesand, men det er der jo råd for.




tirsdag den 10. november 2020

Når november er bedst

For et par dage siden startede dagen med rim i græsset - ikke frost på termometret, blot fodkoldt. Solens første stråler fangede et egetræ på den anden side af marken. Det lovede godt for dagens vejr.

Længere nede mod fjorden gav morgendisen et fint perspektiv,

og dagen blev virkelig klar og flot.


Vi gik en tur i den lokale skov og nød både solen og den raslende lyd af visne blade om fødderne.






I skovbrynet står der heldigvis stadig gamle kæmper af både eg og bøg, men også mindre træer kan give fine udsyn, som her hvor scenen er sat til en lille komedie med rumpenisser på kanten af skovdiget. 
Ja, hvorfor egentlig ikke?:)


Nede ved engen står det gamle egetræ, jeg har kendt hele mit liv, i ophøjet ro,


mens der var liv og røre ude over vandet. Masser af gæs landede og lettede i en vældig larm, mens den store flok på vandet brokkede sig over forstyrrelsen.


Det er canadagæs der nu er ved at samle sig sammen til flyveturen sydpå, og vi havde de flotte kiler af fugle over hovedet i bølge efter bølge.


Det er sådanne tindrende klare dage man skal huske i alle de grå dage som måtte følge efter. Nu går det mod vinter og gæssene fik mig til at tænke på et vers i det gamle digt af Steen Steensen Blicher:

Sig nærmer tiden, hvor jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme,
thi også jeg er kun her på træk,
og haver anden steds hjemme.