mandag den 1. marts 2021

Det er forår. Alting klippes ned.

Jeg husker en af Søren Ryges haveudsendelser for mange år siden, hvor han besøgte digteren Benny Andersen i hans have i Lyngby. BA har jo været danskernes nationalpoet og -skjald i masser af år, og han har spiddet os på den mest finurlige og humoristiske måde med sine digte og sange, mens vi elskede ham for det. Bare tænk på Svantes Viser...


Som haveudsendelse var Søren Ryges projekt nok en skuffelse (med et glimt i øjet), for jeg husker at der voksede én Erantis under hækken hos Benny Andersen, og det synes han var mere end nok! 
   Den grønne overflod skræmte ham faktisk og det meste af haven henlå som græs. Et gammelt æbletræ havde fået lov at stå, som et udråbstegn i haven, men en meget stor klatreplante over terrassen var blevet fjernet da den gjorde digteren nervøs og urolig.


Jeg tænker på om de tidligere ejere af vores have havde det som ham. Her fik vi også en plæne, en hæk og et par frugttræer med i købet da vi flyttede ind i huset for godt og vel 4 år siden, men mennesker er 
jo forskellige, så vi er godt igang med at vende det enkle indtryk på hovedet, og lave haven om efter vores behov for variation og frodighed.


Enten har vi ikke forstået hvor vild og voldsom den naturlige grokraft er (og det er meget sandsynligt) eller også har vi havefolk valgt at vende det døve øre til og klø på med vores drømme, håb og tiltag, trods alle advarselsblink og nervøse digtere.
   En del af vores drøm er vel også den at vi - ja, lige netop os - kan bevare kontrollen og styre de ustyrlige planter netop derhen hvor vi gerne vil have dem, og når det lykkes er det jo også en vældig tilfredsstillelse. Ikke sandt?


Det kan godt være Benny Andersen ikke var noget havemenneske, men han havde dog forstået at om foråret der klipper man ned. Således også her hos os. Vi kom i mål med beskæring af hækken i kolonihaven i fint og lunt februarvejr for en ugestid siden. Et par frugtbuske blev tyndet og vinen beskåret sammen med nogle stauder, så vi er godt på vej med forårets sysler.



Vi fik varmen og lag på lag af trøjer og jakker røg af undervejs, men det er dejligt at være nået i mål.


Karakteristisk nok er Benny Andersens forårsvise mere en sang om pengesorger end om de grønne forårsglæder og alligevel mærker man hvordan hans optimisme ligger og bobler nedenunder dagliglivets fortrædeligheder, ligesom foråret ligger på spring til at pible og spire frem, når forårssolen rammer os.
   Her får I teksten, og så må I selv lægge Poul Dissings stemme og poetens poetiske klaverspil til for at få det fulde udbytte: 
 

            Det er forår. Alting klippes ned.
            Der beskæres i buskadser og budgetter.
            Slut med fordums fede ødselhed.
            Vi begynder at træne til skeletter.
            Jeg blir fem år ældre
            ved hvert indgreb i min pung,
            men når forårssolen skinner,
            blir jeg ung!

            Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
            Men i så fald sku jeg altid komme kryv'nde,
            hver gang skatten gir sig til at flå
            mine sidste mønter fra mig hver den tyv'nde
            Jeg blir tom i hjernen,
            træt og tung i sjæl og krop,
            men når forårssolen skinner
            står jeg op!

            Og jeg fægter med min sparekniv.
            Men den skraber bare hult i sparegrisen.
            Der er ikke meget tegn på liv.
            Selv i vinter var der dog en ko på isen.
            Jeg har længe næret en
            istap ved min barm,
            men når forårssolen skinner,
            blir jeg varm!

            Solen skinner på fallittens rand.
            Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
            Der er caries i tidens tand.
            Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
            Snart skal jeg og mine sidste
            tænder skilles ad,
            men når forårssolen skinner,
            blir jeg glad!

            Tag da kun min sidste spinkle mønt.
            Livets sol er min den sidste del af livet,
            for som solfanger er jeg nu begyndt
            at forstå, at Alt og Intet er os givet
            Og en gang går solen sin
            runde uden mig,
            men når forårssolen skinner,
            lever jeg!

            Benny Andersen - 1981 fra Oven visse vande


Måske har man ikke pengesorger, som en digter der fægter sig frem fra udgivelse til udgivelse eller en hyggepianist der strider sig fra job til job (BA var jo begge dele i lange perioder), men med Corona-krisen det sidste årstid, kan det godt blive trangt i økonomien alligevel, og under alle omstændigheder genkender jeg altid mig selv i mange af Andersens formuleringer.


Dette med at føle sig ung når forårssolen skinner... Jeg har i hvert fald til en vis grad overvurderet min form - og undervurderet min alder - ved at kaste mig over nye udvidelser af bede, og ryggen blev til en begyndelse stiv og øm, som den gør hvert forår. 
Det startede tilbage i januar på skråningen ned foran den lille terrasse, hvor jeg skrællede mere tørv af, og plantede hvad der var af planter til rådighed.


Nu er der en sammenhæng i linjerne her foran huset, hvor de to bede er forenet med blot en græsgang imellem sig.


Tung og træt i kroppen, det kender de fleste af os nok i vinterens mulm og mørke, og dette med at nære en istap ved sin barm fik vi lige prøvet da februar gik hen og frøs ned, men vi står op og arbejder os varme når forårssolen kigger frem!


Om det nu er tænderne eller ryggen det er galt med, så er der vel heller ikke tvivl om at man godt kan ønske sig lidt forstærkning ind i mellem. Enten slår man større brød op end man kan bage, eller også er det bare årene der æder ens kræfter og uanset, så er det meget velkomment og hyggeligt at kunne dele arbejdet med ens bedre halvdel, eller hvem man ellers har indenfor rækkevidde. Det kan jeg heldigvis!


Jeg kan godt føle mig helt på toppen, som den dejlige safrangule krokus, og så viser det sig gerne at kroppen ikke er så frisk alligevel og formen minder måske mest af alt om en frostskadet Viburnum - i hvert fald står kræfterne ikke helt mål med ambitionerne.
   Alligevel fortsætter jeg med passende mellemrum mine udgravninger og er nu ved at tilpasse det store sol-bed til den facon haveslangen har ligget i hele vinteren. Først til den ene side, hvor jeg planter selvsåninger af margurit og knopurt fra det lille nabobed,


dernæst til den anden side, hvor man måske kan se den grønne slange i græsset.


Som digteren siger: Alt og Intet er os givet!
- Jeg tolker det derhen at forårsvejret er en herlig mulighed som skal udnyttes, selv i februar, mens kræfterne må følge med så godt de kan:)


Så kom jeg så langt, og endnu et par bede er forenet med en græsgang imellem sig.
Tilbage er den lange ende af haveslangen, som nok så nonchalant antyder en ordentlig luns græsplæne, der skyder sig ud i en tange over mod skyggebedet. Den skal man lige samle lidt styrke til!


- Men det begynder da at ligne...


Benny Andersen ville nok have korset sig tre gange, hvis han så hvad der går for sig her på vores udstrakte græsmåtte, men min kreativitet udfolder sig bedst under åben himmel, og jeg der elsker at tegne streger på papir, er også glad for at tegne haven op med spade og kompost.
   Og mens jeg sveder og stønner i den ene ende af haven pibler det højt besungne forår op i den anden ende, med grønne spirer af forårsløg.


Det er som at hilse på gamle venner igen!



Nu er det marts og for alvor forår, så nu kan man godt begynde at kridte støvlerne og slibe spaden. Fra nu af bliver dagene fyldt med grokraft og nye oplevelser hver dag - uanset vejret - og man går nok hen og får vældig travlt. Jeg er glad for alt det jeg nåede i vinterpausen!


Benny Andersen døde for et par år siden, men jeg synes i allerhøjeste grad han lever nu hvor forårssolen skinner på os igen. I den forbindelse ville han sikkert selv have syntes det var helt passende han døde i Sorgenfri.



søndag den 21. februar 2021

Det ruller!

Her i min ende af landet har vi også mærket vejrskiftet fra knastør kulde til våd vår på en uge. En forskel på 20 grader i temperaturen er dog også et ordentligt skridt, når man efterhånden har vænnet sig til det grågrumsede Gajol-vejr de seneste år.

Sidste weekend var fjorden islagt og vi rullede afsted på tur med min gamle far. I flere graders frost og vindstille kan man godt nyde en kort stund på kanten af afgrunden ved Faxe kalkbrud, når blot der er kaffe i koppen og fastelavnsboller til.



Rim og frosttåge var så flot ovenpå sneen,


og vi kæmpede en daglig kamp for at holde fuglebadet flydende. 


Så kom der en mildning med mere sne,



og mulvarpens havearbejde blev skjult for en kort stund,


men det var en stakket frist.



Jeg måtte ud med skovlen og fjerne det værste, selvom jeg godt ved det også er en stakket frist!


Endelig ser man vintergækker i knop, og med dette vejr skal det ikke vare længe før de står i fuldt flor. De andre forårsløg stikker også næserne frem og det er ikke lykkedes muldvarpen at vende det hele på hovedet - heldigvis!


Den gule troldnød har blomstret gennem hele vinteren, mens den røde først nu er ved at vågne op.


Det er en sjov blomst, men meget dekorativ når man går tæt på og ser hvordan de lange kronblade ruller sig ud som bittesmå serpentiner.


Der er stadig frost i jorden, men fuglene synger og snart vil jeg også rulle mig ud af termotøj og tørklæder, rulle ærmerne op og gå i gang i haven igen! 




tirsdag den 16. februar 2021

Hækkeløb

Når vejret er tørt og uden sne fortsætter vi med det jeg nok vil kalde verdens langsomste hækkeløb i kolonihaven. Vi kravler nærmest afsted på begge sider af hækken, mens vi klipper og river lange vedbenranker ud,


men vi er da på vej med en kraftig reducering af tykkelsen nu.



Oppe fra stigen ses det tydeligt hvordan vi får en langt smallere hæk, og vi kan endda ane vandhanen (der hænger en klud på den) igen.


Den pilebladede pære får bedre mulighed for at brede sig henover hækken nu hvor den endelig er nået op i en passende højde. Det ville være dejligt at kunne gå under det lille træ fremfor at få grenene i øjnene.


Resten af haven får love at være i fred i sin vinterdvale.


- Og dog. Helt i fred er den ikke. Et rådyr har slået sig ned her i vinterens kulde, og den har gang i sin egen beskæring rundt omkring i havens bede og buskadser. Kolonihaverne ligger midt i byen, men rådyr er åbenbart også ved at blive byboere ligesom ræve har været det i mange år. 

Den sætter spor overalt,


har pelset den ellers så pæne Hebe ganske alvorligt, 


og har indrettet sig en god soveplads hvor sneen er skrabet væk i læ af hækken.


Det er et spørgsmål hvor mange tulipaner vi får lov at plukke - selv - her til foråret, og hvor mange køkkenurter man kan avle, når man skal dele herlighederne med et eller flere rådyr. Vi er endelig blevet fri for rådyr i den hjemlige have, og så flytter de ind i kolonien i stedet!

Nå, men tilbage til hækken, som jeg åbenbart selv må klare. Den er endnu ikke på rådyr-menuen.


Jeg ved slet ikke om man kan se forskel på billederne, for på trods af sneen var det en grå dag i går,


men jeg kan da se at bunkerne vokser. Midt på eftermiddagen kom sneen væltende ned fra oven og så kunne jeg godt pakke sammen og drage hjem i varmen.


Som sagt et meget langsommeligt hækkeløb som startede tilbage i januar, men nu mangler der bare 5 m i det fjerneste hjørne, så vi kommer i mål før foråret rigtig melder sig.