Juli-haven kræver handling

Det er nu man savner et helt hold af hjælpsomme folk som kan få styr på den ustyrlige plantevækst i haven, men da jeg bare er mig, må jeg tage det skridt for skridt. Juni var så våd og blæsende at jeg aldrig kom igennem hækklipningen, og da de stedsegrønne buske har lagt en halv meter til størrelsen siden studsning i foråret er der sådan set nok at lave, men lige nu er jeg hoppet på stauderne.

Ja, faktisk er det kun én staude der foreløbig har fået kærligheden at føle, nemlig den lyserøde geranium, Rose Clair, rundt om hullet i haven. Det var på høje tid at få den skåret ned.

Den blomstrer stadig overdådigt, men stilkene er en meter lange, og har lagt sig ned til alle sider.

Timer senere er hele den lyserøde farveklat midt i haven borte, og det føles nærmest som en lettelse. Jeg toppede op med halvt omsat kompost og en ordentlig vanding, så nu må de selv klare resten.

På marken bagved haven er der også skåret kraftigt ned på plantevæksten, som nu er blevet til ensilage-baller på et par dage. Ja, også natten måtte tages til hjælp, så vi havde en stor traktor med et slags pakke-aggregat kørende rundt i mørket med flere projektører i går nat, og det virkede næsten som om der var landet et rumskib her hvor vi er vant til mørke og stilhed.
Der kom dog ingen små grønne rummænd ud af de grønne baller, og morgenstunden var helt stille - selv vinden holdt pause...

... og midt mellem tomaterne i højbedet fejrede denne selvsåede valmue den nye dag med en blomst.

I yderkanten af haven står der 3 ribsbuske og kalder på assistance. Jeg kommer ikke til at kede mig lige foreløbig, men man skal huske at nyde de stille stunder.

I dag er vi vågnet til en gråvejrsdag med finregn, men haven har sine egne farver, som forskønner livet!

De ukuelige stauder

For tiden går jeg undrende rundt i haven og kigger på staudebede i øjenhøjde. Når man tænker på at jeg for 40-50 dage siden skulle bukke mig ned for at se om det ene og det andet havde stukket et par blade frem, så er hele molevitten nu hævet som en gærdej, og selvom jeg sandt at sige ikke hører til de højeste, så er det alligevel utroligt.

De gamle dagliljer i orange, som vi fandt i udkanten af haven for 6 år siden var dengang 0,5 meter høje, men nu skal jeg kigge op på dem, og løvstikken som skulle give 'lidt højde' på skråningen foran huset, har sandelig leveret! 

   Et eller andet må vi have gjort rigtigt, og så hjælper det jo også når vejret er med os. 60-70 mm regn i både maj og juni har gjort underværker.

Jeg har allerede fjernet de fleste fingerbøl, hvoraf mange var 2 meter høje og var begyndt at falde omkuld, og løvehalerne må også væk. De er alt for gode til at sprede sig med frø. Et andet problem er at græsserne hænger fast i 'løvernes' ru blade og blomsterstande, så de knækker når blæsten er stærk.

   I græsbedet hersker de blå og gule farver nu, og man kan faktisk ikke se jeg har tyndet ud her den sidste uges tid.

Når det kommer til de ukuelige er en ganske lav og meget rød studenternellike virkelig kandidat til førstepladsen, og det er egentlig slet ikke en plante jeg er særligt glad for. Den blev anskaffet som krukkevækst til kolonihaven for mange år siden, og har vist sig så sejlivet at den er fulgt med rundt i begge haver og plantes der, hvor intet andet vil gro. For tiden er den en farveklat i solbedet på en udsat plads, men heldigvis er der andet rødt lige omkring den. Røde grene og blade på korneller, rødbladede blærespirea og prydæbler, lidt overlevende løvemund og nogle meget små knaldrøde potentiller.

   Jeg kan ikke nænne at smide den ud...

Alt er ikke kulørt for de grønne blade har altid hovedrollen, og det er godt. For tiden indtager Hosta en fremtrædende plads - og de er ikke meterhøje, men kan nydes oppefra i deres forskellige grønne nuancer og og mønstre.

Juni sluttede i blandet lavtryksvejr med megen blæst og regn, men nu har vinden lagt sig og vi skal have varme dage i begyndelsen af juli. Græsmarkerne omkring os er blevet slået i går, og forhåbentlig får man høet tørret ordentligt op i løbet af de næste dage.

Sankt Hans dag

Der er visse planter som tiltrækker sig næsten al opmærksomhed i juni, og de store farvestrålende løber nemt afsted med mit fokus, men nu er det tid til at se lidt på nogle af de andre, som også er med til at danne bedenes struktur og skelet.
   Det er egentlig dem der bærer hele idéen i bedenes sammensætning, og nu f.eks. blærenødden, som kan blive en rigtig stor busk, er begyndt at tage fat og viser også hvorfor den har fået sit navn.

I år har den blomstret og her er dens oppustede blærenødder. Busken er vist ved at føle sig hjemme og da den var tiltænkt en stor plads i solbedet, er den meget velkommen til at vokse.
   I nærheden af busken har jeg to pænt store elefantgræsser stående og mellem dem er den krybende klokke et godt valg som bunddække i den tørre jord.

I går fik jeg reddet to af de nye græsser ud af græsbedets overdådige frodighed og sat dem her i fuld sol. Det er præriegræs som ikke vil begraves i frodige stauder for de trænger til lys og luft. På dansk kaldes de Liden Præriegræs eller Lille Kalkunfod, og de får meget flotte høstfarver i den rød-violette ende af skalaen.

I græsbedet klarer elefantgræsser sig godt blandt de kraftige stauder som f.eks. fennikel, og de klæder hinanden med deres meget forskellige vækst. Det er Miscanthus sinensis Dronning Ingrid som får rødlige stængler og toppe senere, mens fennikel får gule skærme. I baggrunden er staudesolsikke på vej.

Den prikbladede perikon står mange steder i græsbedet og er parat til at blomstre i gult når løvehalen er færdig. Det er en opret vild plante som får lov at så sig selv fordi den ikke fylder alverden, og fordi den er så køn - også som vinterstander.
   Yderst i græsbedet står Calamagrostis Karl Foerster og kæmper i vinden. Det er en sej græs som har været i haven i mange år og er blevet delt flere gang. Jeg synes de blå staudesalvier klæder den ualmindeligt godt.

Andre steder i haven er der gode stauder som jeg har haft i mange år. Den japanske astilbe - eller pragtspir - er en lille robust plante med meget kønne blade som får de fineste rød-gyldne farver i efteråret og trives godt i kanten af skyggebedet.
   Man kan jo også være heldig ind imellem når vilde blomster sår sig det helt rigtige sted. En dejlig rød valmue har slået sig ned foran ribsbuskene,

og honningurt klæder også denne ualmindeligt gule hjortetunge bregne ligesom de blå blade af Hosta.

I disse dage omkring Sankt Hans rammes vi af kraftige byger og en del mere rolig regn, men blæsten er også skrap, og jeg håber haven klarer de omskiftelige forhold. Regnen kunne vi god bruge, men blæsten holdt os indendørs i går, og vi klarede os igennem aftenen med to tændte stearinlys:-) De sidste par år har vi haft det skønneste stille og klare vejr på Sankt Hans aften, og det kan man jo ikke forlange hvert år. 

Denne perikonbusk er kommet af sig selv og sår sig rundt omkring. Jeg ved ikke hvad den hedder, men den er køn på alle årstider, så det er en jeg sætter pris på.
   De stedsegrønne er nu forsvundet i alt det øvrige grønne, men mellem terrasserne står en gruppe som en flerfarvet grøn installation i sommerens midte. Det er også et godt eksempel på havens skelet.

Vi arbejder på sagen

I denne midsommer weekend har vi haft fællesarbejde i kolonien, og i går fik alle styr på hække og stier og andre fællesarealer i foreningen, men vi fik også sat endnu et godt stykke rådyrhegn op langs en af de haver, som ikke var helt lukket ud mod omverdenen. Nu har har vi et par sektioner mere tilbage og de skal nok blive klaret inden sæsonen er gået.
 


Der løber stadig rådyr rundt i haverne og i min have er den nye røde hyld blevet spist hele foråret, så nu har jeg pakket den ind i net, som det kan ses på billedet herover.

Det var en stor fornøjelse at kunne lave noget fornuftigt sammen i foreningen igen, og vi afsluttede dagens arbejde med smørrebrød og hygge ved langbordet i et fantastisk dejligt vejr. Til september mødes vi igen og får lavet rådyrhegnet færdigt, men ind imellem arbejder forskellige grupper videre på projektet, så er der håb om en god sæson næste år! 

John og jeg var selv med på det første hegns-hold i maj måned, hvor vi fik lukket et hul på over 20 meter. Den dag var det et rædsomt regnvejr, så lige nu er vejret bestemt mere egnet til dette arbejde, men også dengang var humøret højt og samarbejdet godt.

Vores egen have fik en overhaling om fredagen, så nu er hækken klippet hele vejen rundt, havegangene luget og bedene vandet, græsset slået og køkkenhaven opdateret - og vi holder fri i dag!

Visse steder vokser kaprifolie og vilde roser i hækken, og dem nænner vi ikke klippe i lige nu, så de må vente til næste gang. Ja nu er det bare tid til at nyde de lange lyse dage og ønske en god Sankt Hans aften!

Om at prøve sig frem

Det nordlige hjørne af haven er det mest vindomsuste og solrige, men også det mest oversvømmede, når vinteren er meget våd, som den f.eks. var i 2022 og -24.

At inddrage dette område i beplantning har været mit mål de senere år, og det har ikke været så nemt. Området er på en måde i konstant ubalance, og af de mange planter jeg har forsøgt mig med er en del flyttet væk igen, og de tilbageværende kæmper for livet i perioder, men nogle har jo også vist sig at være præcis så robuste som man kan ønske sig på denne plads.

I 2022 anlagde jeg et lille bed rundt om Filippa-æbletræet, med buske og påskeliljer.

I 2023 anlagde jeg et stort sommerblomstbed og et hul til opsamling af (lidt af det) vand der plager os. 

- Og i 2024 omlagde jeg et lille bed med bærmispler som ikke trivedes, til et 'bænkebed' med græs, buske og timian. 

Det er efterhånden gået op for mig at jeg skal satse på græsser, da de er noget af det mest sejlivede vi har til rådighed, og de græsser der foreløbig er kommet i jorden har da også vist sig at klare opgaven fint. Græsserne jeg har valgt skal jo vokse til for at få en flot virkning, så der er fyldt ud med meget andet.
   Krydderurter klarer det meste og jeg har både fennikel, citronmelisse, citrontimian og merian imellem græsserne, ligesom de gamle stauder margerit, staudesalvie, geranier, løvehale og løvefod, som tilsyneladende overlever alt. Af nye stauder er der anskaffet staudesolsikke, solbrud, asters og dagliljer, som har erstattet sommerblomsterne i det store bed.

Jeg har eksperimenteret så meget med planter i denne ende af haven, at det hele er blevet meget kulørt, og de næste år skal nok mest bestå af udtynding og forenkling i antallet af arter. I år får det lov at udvikle sig næsten som det vil, mens jeg vil begrænse mig til at fjerne alt for voldsomme selvsåninger.

Her er en serie billeder fra den nordlige ende af haven som alle er taget i år:

Jeg er spændt på at se hvordan resten af året vil forløbe i disse 3 bede, for når jeg får ryddet de fleste af fingerbøl-planterne og tyndet ud i krydderurter som breder sig vildt på alle andres bekostning, kommer tiden med solsikker, solbrud, asters og dagliljer. Disse planter skal have plads til at udvikle sig, og efterhånden vil de give læ sammen med kraftige elefant-græsser, så der kan blive gode voksepladser for lidt finere græsser.