På skovtur

Jagten er gået ind her i oktober og vi havde vores besvær med at finde ud af hvor vi kunne gå på vores skovtur i går. Afspærringer var sat op ved nogle af indgangene til skoven - men ikke alle - og inde midt i skoven var der også spærret af, men vi kom igennem uden at få hagl i kroppen, og hørte kun et par enkelte skud blive løsnet. Alligevel er det med en vis spænding man bevæger sig rundt under disse forhold:-)

Ved indgangen til 'vores skov' ligger resterne af den gamle eg der blev ramt af lynet i sommer. Dengang lynet slog ned flækkede det halve af kronen af, og nogle dage senere blev resten af træet fældet. Som man kan se er hele stammen også flækket, så det var sikkert godt det kom væk inden resten faldt af sig selv. Der står trods alt et hus få meter derfra.

I skoven var der mange svampe efter den regn vi har fået på det sidste. Hver en gammel stub var blevet en lille 'have' med et yndigt arrangement af forskellige svampe, mosser og skovmærke. Jeg er ikke svampekyndig, så jeg kan ikke fortælle hvad de var vi så, men jeg kan da se her er mange forskellige.

Der er masser af frugt på benved i år og de pynter jo også svært.

Bregneskoven er så fin i solstrejf, og på engen gik der kvæg endnu.

Langs de store stier fandt vi blækhat, som vist er en udmærket spisesvamp, og inde mellem granerne strålede røde fluesvampe i en stor koloni. Dem skal man ikke tage med hjem til gryden!

Lyset og luften var lun og dejlig, og vi havde skoven næsten for os selv - bortset fra jagten, som det lykkedes os at holde afstand til. Et asketræ helt i gult varsler al den farvepragt der snart vil følge.

Hjemme i haven fandt John en rigtig fin kastanje fra vores ægte kastanjetræ. Vi har haft træet i 5 år, og hvert år fået mange små og indtørrede kastanjer, som ikke har været menneskeføde, så det var en stor triumf endelig at se et ordentligt resultat. Nu håber vi blot der kommer i det mindste én mere, så vi kan få lov at smage begge to:-) Her er en sammenligning mellem gnallingerne og så den store pæne:

Septembers sidste suk

Bare billeder fra de sidste dage af en smuk september. Lidt regn fik vi til sidst (15 mm over nogle dage) men ikke noget der kan imponere. De sidste æbler er ved at falde fra Filippa-træet, og de sene røde æbler modner i solen. De fleste falder ned hos naboen, så det træ har vi ikke meget ud af:-)

Stauderne trækker de sidste 'vitaminer' ned i roden til næste år, og giver glimt af nye farver på bladene.

Benved er så småt i gang med at rødme, men der er et stykke vej til den store farveeksplosion.

Cotoneasters små røde bær står så fint til kornellens grene.

På terrasserne er der gyldne farver på troldnød og tretorn.

Oktober er i gang og nu er det rigtigt efterår, men der er stadig noget at se frem til, hvis vi kan undgå frost. Først den blå-violette asters og neden under en kobberfarvet krysantemum - begge med et mylder af blomsterknopper som måske får lov at springe ud. Man kan bare håbe!

Ekstremsport i haven

Nej! - jeg er ikke sporty på nogen måde og slet ikke tilhænger af ekstremsport, men de seneste dage har budt på ekstreme udfordringer for min stakkels utrænede krop, da jeg endevendte havens yderste bed. Jeg havde egentlig tænkt mig at det skulle strække sig over nogle dage, for jeg vidste godt det blev hårdt, men som så ofte før er jeg stædig i processen - og fortsætter til jeg næsten falder om:-)

Ja, der er dette bed der har vist sig at være lidt af et problembarn.

Bedet er nærmest trekantet og i hvert hjørne står en bærmispel-busk (Amelancier Laevis), som ikke er vokset en centimeter siden de blev sat for 4 år siden. Til gengæld er stauderne vokset sammen til én stor måtte af margeritter, staudesalvie, knopurt, skabiose og løvehale, som har klaret sig over al måde.

   Idéen med dette bed var jo egentlig at få et krat af bærmispel med smukt løv, blomstring og bær til fuglene, og stauderne var blot en måde at få dækket jorden på - så noget er gået helt galt i planen...

   Nu giver jeg buskene én chance mere!

Mange timer senere har jeg fået gravet næsten alt op og stauderne hober sig op i spande og baljer. Jeg var så optaget af mit projekt at jeg helt glemte at tage billeder, så her er jeg begyndt at plante de bedste af stauderne igen. Denne gang laver jeg et stort og dybt plantehul i midten af bedet og putter alle 3 buske ned sammen. Jorden var stenhård - og tør - med en næsten ugennemtrængelig skorpe et halvt spadestik nede, så jeg huggede mig igennem og blandede flis i jorden, og vandede, inden de blev sat igen. Hvis ikke det virker vil jeg opgive dem og finde på noget andet.

Dette var i fredags, og lørdag kunne jeg næsten ikke kravle ud af sengen. Hver eneste fiber i kroppen råbte hjælp! - men der var fællesarbejde i kolonien, så det nyttede ikke noget:) Vel hjemme igen sprang sofaen op på ryggen af mig og det eneste der skete var at jeg gav bedet en ordentlig vanding ud på aftenen. 

Men i dag fik jeg så gjort opgaven færdig. Den sidste plante kom i jorden og flis ud over det hele. Jeg kan se det virker jordforbedrende med vores fin-snittede flis, for der hvor det har ligget er jorden fugtig og der er mange flere regnorme, så det er ikke helt forgæves.

Denne gang har jeg sorteret i stauderne. De står nu i større grupper, som jeg håber at kunne styre. De 3 bærmispler står som en isoleret klump (inde i buret - af hensyn til harerne), så de ikke får så meget konkurrence.
   En bjergmynte har blomstret hele sommeren og trækker stadig mange insekter. Den har også sået sig selv hvilket jeg er rigtig glad for. Til næste år vil der stå én i begge ender af bedet. 

En ting der ikke har fungeret særlig godt i år er vores baljer på morgenterrassen. Lige nu er der ikke så meget at gøre, for nu er georginerne endelig begyndt at blomstre, og jeg nænner ikke at fjerne dem, men et par nye planter er det dog blevet til i den lave balje. 2 chrysantemum og et par planter fra haven må gøre det ud for høstdekorationen.

Mens jeg stod på hovedet i mit gravearbejde gik John til tops. Det var nemlig lige vejr til at afmontere den grimme parabolantenne på taget - stille og tørt. Selve stangen kan ikke fjernes uden at lave hul i taget, så den bliver stående, og nu diskuterer vi om vi måske skal have en lille vindmølle der kan lave strøm til fjernsynet:-) Jeg mener, i disse tider...

Der skulle jo også slås græs, og det er lidt af et job med alle muldvarpens udgravninger,

men her ligger så muldvarpen efter naboens kat har haft fat i den. Denne lille fyr giver ikke flere problemer!

Efter al denne aktivitet er det på tide at falde til ro over et par billeder med høstens dejlige farver. De røde og gyldne nuancer begynder at blive mere synlige.

Med hjem fra kolonien kom en spandfuld tagetes. De står nu og spreder solskin i stuen, og vi kan godt leve med lugten:-)

Vejrlig og sol

September har været usædvanlig omskiftelig i forhold til de sommerlige tilstande vi efterhånden har vænnet os til, og det sker ofte, at man må smide hvad man har i hænderne og styrte ind i tørvejr, når mørke skyer rumler ind over og kaster lidt regn af sig i en heftig byge.
- Vejrlig kalder man det på arbejdsmarkedet, her bliver det ofte til en god kaffepause.

Så er det lige oppe over...

... og en halv time senere er det hele glemt igen. Alt er vådt, men i måleren kommer der måske 0,5-1,0 mm og det er jo ikke noget at prale af.

I år har solbedet haft det svært, selvom mange af planterne er valgt netop fordi de kan klare solen og en del vandmangel, men nu er de ved at live op og give os en fin finale. Regnen har altså alligevel haft en virkning og der er gode farver i dette bed netop nu.

   De mørkerøde Sedum er endelig ved at falde til og her i deres 3. år ser de faktisk godt ud sammen med potentilbuskens orange blomster, men nu er der også lidt mere skygge fra træer og buske.

Der er sandelig også kommet farve på de almindelige sankthansurter...

... og de mange paradisæbler på professor Sprenger.

Sorbus Dodong glimrer med enkelte blanke rønnebær...

...og trælupinen har opnået en flot størrelse. Det er første år med blomstring i rønnen og første år trælupinen bor her i haven, så jeg er yderst tilfreds.

Den brede ende af solbedet vender op mod huset og her går det altså ret godt med alle planterne, mens de har det sværere i den yderste tynde ende af bedet, hvor der stort set er sol hele dagen.
   Man må glæde sig over det der lykkes, og prøve at finde på noget nyt der kan trives i solen og varmen. Jeg forsøger stadig med solbrud, men det ender måske som et græsbed med krydderurter, salvie og lammeøre, og hvis rønnen får en god størrelse med årene kan den jo skygge lidt her.
 

Midten af solbedet er næsten fyldt ud med Hebe og andet stedsegrønt, der åbenbart føler sig godt hjemme, så man kan sige det meste lykkes.

På den mere spiselige plan har vi fået bragt alle grønkål hjem fra kolonihaven og plantet dem der hvor solsikkerne stod tidligere. Efter omplantning mistede de en masse blade, men de er i gang med nye skud, og de fortsætter jo med at vokse hele vinteren, så her er rigeligt til os. 

Bøftomaterne har vi spist af et godt stykke tid, og nu hvor nætterne er kolde har vi bragt de sidste ind i vindueskarmen. De er ikke fejlfri, men de smager!

Vi har stadig til gode at se om den blå asters når at blomstre i år, men ellers er efteråret godt på vej.