mandag den 14. oktober 2019

Plantevejr

Det har regnet en hel del her i oktober, og det er godt plantevejr. Et nyt bed er ved at tage form i vores have, et bed med fine farver på løv, blomster og frugter.
   Jeg fik de første planter i jorden en dag hvor vinden var hård ved både mig og de nye buske. Det er et par uger siden.


For en uge siden fik jeg gravet noget af græstørven væk og fik plantet nogle flere bunddækkende buske. Det er forskellige krybende stedsegrønne i blågrønne toner, som skal give fylde under de løvfældende.


Ganske sveddryppende...


Arbejdet skrider frem ligesom de tegninger, hvor man forbinder en masse punkter - fra punkt 1 til 2 til 3 og videre til motivet bliver genkendeligt. Her er det dog os der bestemmer formen til sidst, for lige nu ser det faktisk lidt mærkeligt ud, men det letter turen rundt med græsslåmaskinen.


Et tykt lag af vores egen kompost bliver lagt ud inden jeg planter.


Rådyrene har allerede være på spil, så vi indhegner buskene hver for sig. Deres fodspor i den løse jord og bid på grenene afslører dem, og jeg er så irriteret over deres tilstedeværelse efter vi satte dyrehegn op mod marken. Nu må vi lade hækken ind til naboen vokse sig højere, før vi kan føle os sikre.
   Så langt kom jeg med dette bed i dag. Her er to forskellige paradisæbler, tre ribsbuske, en kornel og fire stedsegrønne. I dag fik jeg også sat nogle Hebe af den billige slags man kan finde på tilbud i supermarkeder.


Vi fik dog også sat vores fuglefodring i system, så jeg er meget tilfreds med dagens dont.


Måske ikke så mange point for det kunstneriske indtryk, men nu kan vi se fuglene inde fra stuen og slipper for fuglefrø i bedene.


Og ellers skrider efteråret planmæssigt frem og afslører nye kulører. De knaldrøde blade har sluppet deres tag i benved-busken og nu er det de orange bær der lyser op.


 
Én høststenbræk har overlevet fra sidste år og blomstrer behersket, men køn er den.


Det har foreløbig været en fin oktober måned med masser af dejlig regn og nu milde temperaturer.



søndag den 6. oktober 2019

Leopardlilje

Historien om leopardliljen i vores have starter tilbage i 2017, hvor vi besøgte gamle venner i Virginia, USA. Nedenunder er et billede fra et af deres store staudebede, hvor en velsignelse af frø fra Belamcanda chinensis, Blackberry Lilly, brombærlilje (og i virkeligheden er det faktisk en Iris) fristede mig til at tage en håndfuld med hjem.


Som sagt så gjort, og dernæst glemte jeg alt om dem. Hele vinteren lå de i en kuvert indtil jeg fandt dem henad foråret og puttede dem i fryseren et par uger - uden at ane om det var godt eller skidt i øvrigt. Men i jorden kom de til sidst, og i 2018 stod de fint med lysegrønne blade her i forgrunden af urtebedet.


Sidste vinter var de godt dækket af visne blade og grangrene sammen med Montbretia som står i baggrunden op ad drivhussoklen. Og de kom så småt frem


- selvom de skulle slås med timian og merian. I juli måned var der knopper i en af planterne og jeg gik og ventede spændt på blomsterne. Troede egentlig de ville blive gule


- men blev glædeligt overrasket over at se de leopardplettede orange blomster.


Blomstringen fortsatte over en lang periode ind i august og jeg synes de slutter blomstringen af så sjovt ved at rulle kronbladene sammen og "snøre sækken" effektivt inden frøene udvikles.


Som man kan se er der noget på vej, så bestøvningen lykkedes.


Ja, nu går jeg bare og funderer på hvornår jeg skal høste, men tænker frøene skal være helt sorte (som brombær) inden jeg plukker.


Håber de når at modne inden de rådner eller falder ud. Der kunne være andre der var interesserede i at gøre forsøget med frø fra disse fine planter, og hvis ikke kan vi da sagtens selv bruge lidt flere. Jeg glæder mig til Montbretia kommer rigtigt igang med blomstring, for de klæder hinanden vældig godt.



tirsdag den 1. oktober 2019

En blæsende fornøjelse

Se her en fin larve jeg fandt på en nyplantet paradisæblebusk. Det er en bøgenonne, så vidt vi kan se, og den burde jo sidde på et bøgetræ, men lige nu er den nok i færd med at finde et sted at forpuppe sig. Og busken har stået sammen med en lille rødbøg i et par uger og ventet på at blive placeret på sit voksested i haven, så der er jo nok forklaringen.


Da regnen slap taget i os mandag eftermiddag (28 mm!) var det nemlig tid til at få flere nye planter i jorden, og det var et rigtig godt tidspunkt til at grave i plænen, men til gengæld overordentligt blæsende. Jeg måtte tøjre planterne med tentorstål for at danne mig et overblik. 


Vanen tro skal dette udvikle sig til endnu et nyt bed, men i går var det rigeligt at grave de 6 huller og plante 2 paradisæbler, 3 ribsbuske og en gulbladet kornel i den fugtige jord med masser af kompost.

Som man kan se vender alle bladene vrangen ud når man ser dem fra vindsiden, og her er det netop blandt andet bladfarver det handler om. Set fra huset står den mahogni-røde paradisæble Freja yderst og bagved den vil en fin lys kornel titte frem. De 3 ribsbuske skal fylde bagved paradisæbletræet med de orange æbler. Professor Sprenger hedder den. Og samtidig har vi bevaret det lange kig til fjorden i det fjerne.


Resten af bedet skal med tiden rumme en rigtig flot røn, nogle stedsegrønne bunddækkere, et stedsegrønt lille træ og masser af Skt. Hansurt i forskellige farver rundt i kanten. Ja-ja, jeg ser det allerede for mig...

- Og mens jeg drømmer om fremtidige bede er der faktisk meget godt gang i de allerede eksisterende. Det skal man jo ikke glemme at nyde. Se blot hvor fint knopurt og solbrud er i gang med anden blomstring.



Det er som små sole der kigger frem efter regnen.



søndag den 29. september 2019

I det grå vejr

- kan man godt få noget fra hånden, og når det regner ind imellem, bliver jorden nem at arbejde med. Det har jeg udnyttet i denne weekend til at få gjort pergolabedet færdigt.


Der kan selvfølgelig stadig plantes en del mere, men selve gravearbejdet er færdigt.


Inderst i hjørnet har jeg allerede længe plantet forskellige løg, som jeg har fundet rundt omkring, men nu er der kommet flere til. Krokus og pinseliljer her og i det næste afsnit. Jeg har markeret dem med en håndfuld grus, for at kunne huske hvor de ligger.


Den sidste ende af bedet er nu også anlagt, og da jeg løb tør for grus, ligger de små dejlige påskeliljer og vibeæg markeret med strikkepinde.


Dette sidste stykke bed er også suppleret med et par bregner, kærmindesøster, vortemælk, lærkespore og liljekonvaller, og her skal der også arbejdes videre med beplantningen de kommende år.


Der er stadig mange påskeliljer at putte i jorden, men de skal ligge et andet sted i haven.


Det grå lys giver efterårsfarverne mulighed for at lyse op og det er hyggeligt at trave haven igennem med sit kamera og opdage detaljerne. Hosta går hurtigt på hæld, nogle med mere ynde end andre. Denne lyse sort får næsten gennemsigtige blade med flotte gyldne toner,


mens disse stedsegrønne bregner næsten står allerflottest nu, hvor vi har fået noget vand fra oven.


I den grønne ende af farvespektret står også den ægte kastanie med ikke mindre end 4 kastanier, som vi håber at kunne nyde senere. Under træet har jeg sat et par små frøplanter af spisekastanier for at supplere det ranglede træ og måske hjælpe med bestøvning om nogle år.



De sidste Filippa æbler er store og flotte,


mens Annanas-æbletræet begynder at få høstfarver.


Den sibiriske valmue kan stadig finde på at blomstre,


og canadisk hønsebær skifter fra grønt til rødt på bladene.


Brogetbladet pileurt blomstrer så diskret at jeg først har opdaget det i dag.


Og for nu at blive ved blomsterne lidt endnu, så har primulaerne blomstret uafbrudt siden det tidlige forår, hvor jeg delte dem. Lige nu nyder de godt af regnen og giver den gas med klare farver,


også her bag troldnøddens marmorerede blade.


Røde hyben hænger smukt over komposten og kan passende runde denne havevandring af.




søndag den 22. september 2019

Høsttoner

Nej, dette er ikke et høstbillede! Det er sådan den lille nye benved så ud i foråret med friske grønne blade og røde bladstilke. Jeg synes det var noget så elegant.


Sådan så den ud med blomster i sommers,


og her begynder den at skille sig ud fra alt det grønne med sine høstfarver.


I dag var jeg tidligt oppe og kigge ud i haven mens der stadig lå dis og masser af dug i græsset, og nu er der da kommet gang i de knaldrøde efterårsfarver. Fantastisk flot syn!


Den fylder jo ikke meget i det store bed men gør alligevel opmærksom på sig selv. Helt til højre har jeg et par røde alunrod, og dem må jeg have lidt flere af. Den store blodribs har næsten givet op i løbet af august, hvor den smed masser af blade. Vi har stort set halveret den. To års tørre somre har ikke gavnet den, og måske skærer vi den helt ned i vinterens løb.


Lidt høsttoner har sneget sig ind i pottesamlingen, hvor rødbøgen nu gulner. Men her er også fine nyanskaffelser, som bare venter på at komme i jorden i endnu et nyt bed(!)
   To paradisæbletræer, det ene en Professor Sprenger med orange æbler, den anden en rødbladet og buskformet Freja, hvor både grene, blade og frugter nærmest er mahognifarvede. Den glæder jeg mig til at få placeret i haven. Tre helt almindelige røde ribsbuske skal fylde ud og give fine bær til både fuglene og os.
   Forrest står en stiklingeformeret gulbladet kornel, og tilsammen kan disse nye buske og træer nok give kulør til haven næste år.


I kolonihaven lyser blyrodens blomster om kap med septemberhimlens blå, men bladene er jo også fine i de røde toner.


- Og som rosinen i pølseenden kommer her silkepæonernes andet højdepunkt med dejlige rødlige blade. Det er en statelig gammel staude, som jeg holder meget af.


Det har været en skøn september weekend, men året er nu gået ind i vinterhalvåret efter jævndøgn og mørket bliver mere mærkbart. Vi må vænne os til nye tider, men fik dog et godt energitilskud med solen og varmen de sidste par dage.