En tvivlsom fejring

Nu er det et helt år siden krigen i Ukraine begyndte, og det skal åbenbart fejres med taler og patriotiske forsamlinger, mens medierne svælger i analyser, bagklogskab og (dystre) fremtidsudsigter.
   Jeg synes slet ikke der er noget at fejre, og ønsker bare for alle parter at dette vanvid stopper - hellere i dag end i morgen. 

Som så mange gange før, når den ydre verden viser sine værste sider, tyr jeg til haven, hvor roen sænker sig mens jeg ligger og roder med jorden. Der sker virkelig noget derude for tiden! Påskeliljerne er langt fremme - nogle med knopper - og de mange primula jeg fik med hjem fra en kolonihave sidste år, ser ud til at have etableret sig. Det er jo en stor fornøjelse!

Forleden fik vi besøg af en flok silkehaler der spiste af ligusterhækkens bær få meter fra os. Jeg fik desværre ikke de fine nærbilleder men måtte nøjes med dette skud af fuglene nedefra i naboens piletræ.

Den gule troldnød har været i gang i over en måned med mange blomster, mens den røde er lidt mere tilbageholdende. De er dog begge et plus for haven når de rammes af solens stråler.

Jeg er ved at være igennem gravearbejdet i det store hul i haven. I værste fald skal dette kunne tage en del af vandet hvis vi skulle blive oversvømmet igen, men ellers forestiller jeg mig et godt bålsted hernede i læ, og jeg er ved at være parat til at beklæde siderne med rafter. Mere om dette senere...

De trofaste vintergækker holder stand og de dufter helt fantastisk når man tager dem ind i små snapseglas i stuen. Vinter-viburnum er endelig begyndt at åbne blomsterne, så nu håber jeg ikke de bliver ødelagt af den varslede nattefrost. Busken er helt fyldt med blomster, så det kan blive en ren fest hvis de virkelig får chancen denne gang. 

Men mest af alt er håbet lige nu, at freden kunne sænke sig over vores tossede verden. Tænk hvis vi alle blot kunne få lov at passe vores haver i fred uden tanke på at annektere naboernes haver også. Jeg ved i hvert fald jeg har nok i min lille plet.

Grus i maskineriet

I fredags fik vi leveret 3 rummeter stenmel i en kæmpe bunke på vejen ude foran kolonihaven, og så var det bare at komme i gang med at få lagt det ud på havegangene i et tykt lag.

Med to trillebøre, skovle og river fik vi hul på bunken i fredags, trods visse forhindringer. Dækket på min trillebør eksploderede med enormt knald efter de første 3 læs, så jeg måtte bruge tid på at skaffe et nyt hjul - nu med punkterfrit dæk - men så gik det sådan set fint fremad. 

Vi kom rundt om hele køkkenhaven første dag. Stenmel er meget kompakt og tungt, og da det også skal køres ad stien ind til haven tager det sin tid, men noget af det mest trættende er egentlig at stampe gruset. Johns skridttæller sagde 12.500 skridt i fredags, og så var vi igennem en trediedel af bunken.

Lørdag fik vi gjort haven færdig, og da vejret var lunt var det egentlig dejligt med de indlagte kaffepauser, men der var stadig en hel del grus tilbage, som vi brugte søndagen på at flytte. Traileren fik så meget som den kunne tåle, og de sidste 10 trillebørlæs endte i et depot langs hækken inde i haven. Bagved John kan man se lidt af overskudsbunken ligge i baggrunden.

Det er 6 år siden - næsten på dato - vi sidst lagde stenmel ud, så det har holdt godt og gjort ukrudstbekæmpelsen meget lettere. En skøn ting er det også at man ikke går rundt med et tykt lag lerjord under sålerne som vi gjorde tidligere. Billederne er egentlig bare et udtryk for en vis tilfredshed med egen indsats, for festlige er de jo ikke.
   I dag slapper vi af og glæder os over at kolonihaven er klar til en ny sæson!

Bemærk de herlige små erantis i hjørnet. De er naturligvis holdt fri af grus:-)

1 time og 60 minutter

Ja, sådan stod der på den hjemmeside, hvor jeg tjekker dagens længde, men jeg vil nu tillade mig at sige at dagen er tiltaget med 2 timer - sådan for nemheds skyld:-) Uanset hvor få eller mange timer og minutter man regner i kan jeg i hvert fald med sikkerhed sige, at solen skinner i dag, og det er jo altid så fint på denne årstid.

Eftermiddagssolen liver op og sætter kulør på bede med kornel, stedsegrønt og sankthansurt, og glaskuglerne stråler i æbletræet.

Græsserne står stadig pænt, og hvis den hårde frost kan holde sig væk får vi måske alle de fine blomster at se på vinter-viburnum i år.

Også vinterglans er klar med blomsterknopper, og grønkålen sætter nye friske blade op ad de lange stilke, mens de gamle blade drysser af.

Kirsebærgrenene gløder i den lave sol og snart kan man måske sidde her på Amalienborg (som bænken hedder) foran kirsebærtræet og nyde en kop kaffe.

Så er vi i gang igen

Kolonihaven får ikke megen opmærksomhed i vintertiden, bortset fra vi af og til stikker næsen ind for at se om alt er i orden, men nu har vi faktisk allerede taget hul på sæsonen i den sidste ugestid.

Først handlede det om at få nettet over aspargesbedet strammet op ved at lægge nogle tentor-stål stænger op i toppen i stedet for det hegnstråd vi lagde ud med for et par år siden. Bedet er 5 m langt så vi var nødt til at gå til byggemarkedet og bære stængerne hjem, for 6 m lange stænger kan vi altså ikke have liggende på traileren:-) 

Det var en råkold dag, men med varm kaffe på kanden fik vi faktisk klaret opgaven på 3 timer, og resultatet blev slet ikke så tosset.

I dag skinnede solen så fint at vi fik hentet tang til asparges-bedet, og så er dette bed faktisk parat til at gå foråret i møde. Blåbær-afdelingen fik vi jo ordnet i efteråret.

Som man kan se er der tang nok til alle på den lokale strand, og to sække er faktisk nok til vores behov.

For et par år siden blev det lille paradisæbletræ inficeret med blodlus, og hele kronen så forfærdelig ud. I mellemtiden har jeg skåret alle de lusede grene væk, så der næsten ingenting var tilbage, men her kan man se hvor flittigt det lille træ arbejder på at erstatte det tabte med en ny krone.
   På det første billede kan man se hvordan det så ud i 2021.

I år skal vi også have lagt nyt grus på alle havegangene, for det er 5 år siden sidst. Dette er et tungt arbejde, som meget gerne skal klares inden foråret, og i dag fik John revet alle de visne blade sammen og lagt dem ind i bedene. Næste gang skal der luges - og så kan vi vist ikke finde på flere overspringshandlinger inden gruset kommer:-)