Et hjem i hjemmet

Ja, så er mejsekassen med plexiglas monteret inde i kolonihavehuset og mit lille dyreforsøg kan begynde. Musvitterne er allerede i gang med at udråbe deres territorier for alle der gider høre på det, så jeg tænker det er et godt tidspunkt at få min hjemmegjorte kasse op at hænge. Nu venter jeg bare spændt på om der kommer fugle i det lille hjem i løbet af foråret.

Som man kan se, er vi samtidig igang med at arbejde på det indvendige af kolonihavehuset, hvor vi har fjernet den gamle vægbeklædning. Vi skal have sat profilbrædder på væggene og malet det hele hvidt, når temperaturen stiger henad foråret. Jeg ved jo ikke om mejserne vil acceptere denne larm og ballade, men ellers kan det være de flytter ind til næste år.

I hvert fald har det været sjovt at lave kassen og dejligt vi så småt er kommet igang med det indre af huset. Og det er så også det eneste der sker i kolonihaven her for tiden - eller næsten. For vi har også hentet ålegræs på stranden og givet aspargeserne en godt lag på toppen.

Det vil jo sige at der allerede er to ting at glæde sig til:

Familiehygge i mejsekassen og friske grønne asparges på middagsbordet. JA! - det er i dette forår vi kan begynde at plukke de allerførste asparges. Mums!

En hyldest til træerne

Jeg blev helt inspireret til et indlæg om træer, som jeg skal have flere af i min egen have. På alle måder er træer jo livgivende og rent bortset fra de fysiske egenskaber ved dem, er det jo næsten umuligt at forestille sig et landskab uden træer.

De gamle ege er helt enestående flotte, og har virkelig brug for beskyttelse i det effektive land- og skovbrug. Hvis vi fjerne dem forsvinder et stærkt karakteristika i landskabet, og hver eneste træ er et helt samfund af plante-, dyre- og mikroliv.

Men selv en almindelig allé kan gøre alverdens forskel her hvor den bryder det lave vinterlys. 

Det er så sjældent vi får lov at opleve rigtigt snevejr, og derfor bliver jeg helt glad i låget, når det hvide drys draperer både nåle- og løvtræer. Se blot hvor det klæder den røde bark på skovfyrren her...

... og tegner en række store hestekastanier tydeligt op mod den grå vinterhimmel.

Når solen skinner i det tidlige forår glæder jeg mig over de gamle stynede pile og popler langs veje og marker, og de allerførste skrig-grønne bøgeblade er forårets højdepunkt.

Træer kan også bruges til påskepynt ligesom lyskæder kan løfte humøret ved midvinter.

I den store natur lever træerne et usikkert liv. Her langs Møns Klint faldt et stort stykke skov ned på stranden for nogle år siden. Og som man kan se voksede en del af bøgene videre på deres nye halvø af kridt, indtil bølger og strøm fik vasket al det nye materiale videre ud i havet. Der gik et par år før det var sket og vandet var mælkehvidt i et stort område langs kysten.

 

Her er en skøn treenighed af kæmpetræer i præstegårdshaven ved Vejlø Kirke på Vestsjælland. Til venstre en af Danmarks største plataner, dernæst en stadig livskraftig hestekastanie og til højre en imponerende ask.

Bøgetræer i skoven er som sagt fantastiske i udspring og de ranke kæmper er værter for en mængde andre livsformer som f.eks. svampe. Der er både gode og skadelige svampe i forbindelse med træerne. De fleste har nemlig brug for en livlig symbiose med svampe i jorden, som hjælper med at samle næringsstoffer, men fyrsvampen er som regel ikke et godt tegn, og er med til at forkorte træets levetid. 

Træer som vokser på skrænter må bruge mange kræfter på at holde sig fast, og ind imellem bliver al jord vasket væk. Træet her har jeg kendt til i 25 år, og det har stået i spagat alle årene uden at give op. Ganske imponerende.

Og dette træ har da også mistet en del af jordforbindelsen og minder nærmest om et mangrovetræ på stylter.

Rodnettet på et træ er mindst lige så fascinerende som grenværket...

... og de faldne kæmper vokser ofte videre hvis de får lov til at være i fred. Her er det en ordentlig poppel som har lagt sig henover stranden og langt ud i vandet.

Dette er også en poppel - en sølvpoppel - som er flækket af vinden og har lagt sig, men den har sendt nye grene opad og skabt en helt ny krone. Et fortrinligt halvtag for dem der vil i læ her på vindblæste Enehøje i Nakskov Fjord.

Dette er også noget værre rod - set fra en haveejers synspunkt - men hvor er det et fint eksempel på naturens egen dekorative evne. Ene men stærk!

Hvidtjørn i blomst er et andet af årets højdepunkter for mig. Måske dufter hvidtjørnen ikke netop forførende, men den er enormt tiltrækkende på bier, som her får et ordentligt måltid tidligt på sommeren. Her er vi i starten af juni på Langø ved Sjællands sydkyst med udsigt til Farøbroen.

Denne fantastiske kæmpe står i slotsparken ved Fredensborg Slot og det er et rigtigt tulipantræ. Jeg fandt en enkelt orange blomst på en af de nederste grene.

Det knudrede har altid talt til min fantasi. Ovenover er det Offermosen i Lejre, nedenunder et par dejlige ege i nærheden af Faxe Ladeplads.

To meget forskellige udtryk hos ganske almindelig røn; den solitære kæmpe flot beskåret fra neden af dyr, og det tætte læhegn af spinkle rønnebærtræer i fint aftenlys.

En "kirkegård" for døde træer langs kysten. Nu kan man rigtig studere skellettet og strukturen i rodnettet, mens de krøllede grene blegner i sol og saltvand.

Storme tager også hårdt på skovens træer, hvor det ikke er mindre dramatisk. Men grundlaget for nyt liv bliver skabt i det døde træ. Masser af insekter og alskens kryb og kravl kan finde ly og føde her, mens svampe, mos og lav vokser frem i den smuldrende bark.

Mangrovesumpe kan vi ikke prale af her i landet, men ellesump er et velkendt fænomen. Måske en skovform vi får mere brug for i fremtiden, hvis vandet fra oven kommer som voldsom styrtregn og jorden ikke er i stand at opsuge det hele. Vi ser allerede nu masser af vand rundt omkring i landet, hvor der ikke plejer at stå vand. I forbindelse med elletræerne siges det jo at elverpigerne danser, og det ville jeg da gerne se.

Jeg er vild med træer i alle former og farver og håber bare der bliver plads til mange flere i det danske landskab. Mange fine alléer og vejtræer er forsvundet, og små remiser bliver nedlagt for ikke at stå i vejen for traktorer, men der er også tegn på at en vis genopretning er igang. Og skovarealet er øget med omkring 5% de senere år, så vi nu er oppe på 15%. Målet er en dækning på 20% inden 2100, så vi er godt på vej. 

   Selv vil jeg forsøge at lave vores egen have om til en lille skovhave med mange arter af både træer og buske. Man må jo også gøre lidt selv...

Rimelig vinter

Et par dage med frost døgnet rundt - var det vinteren 2018? Ja, det ved man jo aldrig, så disse dage måtte bare nydes. Og selvom vi ikke kan prale af sne i bløde dyner, så var den knitrende rim alligevel nok til at lyse haven op med de mange kolde krystaller draperet på selv den mindste vækst.

De grønne vækster i baljerne var pludselig fremhævet med hvide konturer... 

... og jorddækningen med det aflagte juletræ kom i sit rette element. Her sammen med citrontimian.

Stærke kontraster i haven med sol og skygge.

Selv de visne bregneblade, påskeklokker, Hortensia og æbleblade på plænen fik ny dekorativ værdi

Pæretræets lav-bevoksede grene tegnede sig knivskarpt mod blå-blå himmel. Hvilken luksus!

Giv os gerne flere af disse dejlige vinterdage!

Forandring fryder

En knasende sprød søndagstur i flot klart vejr er en skøn forandring fra måneders forsumpning. 

Vi tog en rundtur i "vores" lokale skov og fik røde kinder og dejlige udsyn over blåt vand med gule rørsumpe og svaner i det fjerne. Rart at se lidt farver i landskabet igen.

Solen havde magt og stod lige ind i hovedet på os på hjemvejen - den sidste lyse time på dagen.

Lange blå skygger på en frysende dag...

Gode makkere

Det er den helt rigtige årstid at grave sig ned i arkiver, bøger og blade. Både for fornøjelsen ved alt det grønne og blomsterne, som man savner her og nu, men også for at finde inspiration til den nye sæson. 

   Jeg har kigget tilbage i billeder fra de sidste knap 10 år, hvor jeg har haft mulighed for at rode med jord og planter og har dokumenteret det digitalt. Det er blevet til en mindre samling billeder af primært sommerblomster, stauder og køkkenurter, hvor jeg selv synes kombinationen af forskellige arter er lykkedes godt.

Her er vi i maj måned hvor et lille staudebed domineres af påske- og pinseliljer, en klassisk fin forårskombination, som ikke er original, men bare dejlig. 

   Hvad jeg bemærker er Cypressen nede i højre hjørne - en solcypres - som med sin gule farve bare sætter prikken over i'et, både fordi den supplerer farveskalaen, men også fordi den med sin kompakte runde form giver kontrast til de lodrette linjer i løgplanterne. Den blå bjørnegræs er også god, da den spejler de blågrønne løgblade. I det hele taget uundværligt med flerårige bladplanter sammen med de mere flygtige blomstrende.

Også maj i et lidt større staudebed, men et helt andet indtryk. Det bedste her er de rødlige blade fra silkepæonerne (venstre side), som harmonerer med - og forstærker - tulipanernes røde toner. En lille stenurt i blomst, et par rødbladede alunrod, samt porcelænsblomster i knop er også med i koret og får det til at klinge, mens de gule benved giver en nødvendig kontrast. 

Nu er vi i starten af juni lige før det hele springer ud, og her har heldet været med mig og placeret et vildfarent frø af fingerbøl i tæt kontakt med lammeøres sølvfarvede blade. Det løfter hele bedet på et blomsterfattigt tidspunkt.

   De tilfældige kombinationer skal man også tage imod, for de er måske bedre end det man selv kunne være nået frem til, og jeg kan huske at jeg efterfølgende spredte frøene fra fingerbøl i hele bedet.

Også her råder tilfældet, som har sået en fin mørk akeleje lige foran en klump knopurt. En virkelig god farvekombination tidligt på sommeren.

I køkkenhaven er det dejligt med sommerblomster, hvis der er plads til det. En række hjulkroner og morgenfruer i fuld blomst er rent guf for øjet og for hundreder af bier, som holder fest her i ugevis. Et godt overskud til store sommerbuketter også.

Majs fylder meget i en lille køkkenhave, og man ved jo aldrig hvor meget man får ud af det, når vejret driller, så jeg kan godt lide at sætte majs sammen med noget mere driftsikkert. Her er en kombination af majs og sort-røde solsikker, som klædte hinanden godt. Jeg såede frøene samtidigt og de fulgtes pænt ad i højde og drøjde. De hvide hanblomster i toppen på majsen kom frem samtidig med solsikkeblomsterne og det virkede ikke som om de generede hinanden.

En anden god selskabsplante til majs er græskar. De to planter fylder hver sit "rum" på den begrænsede plads i højbedet; majs i højden og græskar slynger sig overalt forneden. Her er der vistnok 2 græskarplanter, men 1 havde været mere end nok, og beskæring slipper man ikke for. 

   Der er en god kontrast mellem vækstformerne på de to slags planter, men jeg må indrømme at de også begge kræver varme, så jeg har været heldig med vejret dette år.

Dette er en frisk farvesammensætning i et blandet urte- og blomsterbed. Det er en yndlingsplante hos mig; den gulbladede Merian, som har fulgt mig rundt i mange år fra have til have. Faktisk er den ikke alene køn, den smager også af mere end den grønne Merian og er lidt lavere og tættere i væksten med nærmest lyserøde blømster.

Her er det 2 dejlige krydderurter som blomstrer samtidig i juni og virkelig supplerer hinanden godt: purløg og lægesalvie. Utroligt nemme planter, som vil gøre sig godt i både urtehaver og staudebede. Salvien er stedsegrøn med grågrønne blade, og kan fint erstatte Lavendel. Italienerne bruger den flittigt i kødretter.

Men nu til noget helt andet...

   Et rigtigt problembed oprindelig anlagt og tilplantet med roser for at skjule nogle kedelige installationer, men anbragt på et offentligt stisystem og på en varm sydvendt plads. Roserne trivedes i hvert fald ikke her, kan jeg røbe. Der skulle mere robuste idéer til.

   Løsningen blev efterhånden stedsegrønne buske - taks og Cypresser - sammen med flere forskellige græsser. Alle planter valgt udfra deres tørkeresistens og for græssernes vedkommende variation i vækstform og blomstringstidspunkt. Som man ser godt suppleret med tulipaner og Hyacinter i foråret og trædebregne som bunddække hele året rundt.

Dette er en heldig kombination af stauder, buske og bregner, som jeg har vist mange gange, men den fungerer bare for mig. Tror det handler mest om fine bladformer og -farver, lige fra den japanske Ahorn og Astilben, som spejler hinanden i både form og farve, til Geraniums store brogede blade og bregnens dejlige "palmeblade". 

Og her en anden heldig sammenplantning af brogetbladet klokkebusk (som blomstrer lyserødt tidligere på sommeren sammen med Geranier) og så den mørke sommerfuglebusk, hvis blomstring falder sammen med Merians.

   Jeg kan godt lide de hvidkantede blade på klokkebusken som lyser op på baggrund af ligusterhækken og klæder de gråfiltede blade på sommerfuglebusken. Faktisk noget at glædes over hele sæsonen.

Nu er vi godt henne på sommeren i et staudebed rigeligt suppleret med Tagetes. Det fungerer så fint sammen med Montbretiaen, her hvor dagliljerne er afblomstret. Et bed som spreder solskin i haven på selv den gråeste dag. 

Endnu senere på året må der forstærkning til i form af potter med krysantemum. I en lille have kan det lade sig gøre at tilføje farveklatter i form af billige købeplanter, og det er jeg bestemt ikke for fin til at benytte mig af. Bare se hvor det pynter her

- og her hvor en potte med frøkenhat falder rigtig godt i hak med den røde græs.

I dette bed er der så mange forskellige bladformer og farver at det egentlig er nok. Alligevel dryssede jeg et par lyngplanter ud for at forstærke de rød-lilla farver i Asters og Pæoner.

For mit vedkommende skal haven først og fremmest tjene et æstetisk formål, og derfor er det interessant at finde gode plantekombinationer, man bliver glad at at se på. Jeg er sådan set ret ligeglad med at holde liv i eksotiske vækster eller fremavle specielle krydsninger, dyrke kartofler til hele vinteren eller byens længste gulerod. 

   Det handler om at det der er trives og ser flot ud, gerne året rundt, men i hvert fald med så lang en sæson som muligt. Altså kræver det planter med meget forskellig vækst både i udseende og blomstringstid, men også planter som netop kan lide min jord og placeringen i haven. 

   Robuste og villige, nemme og dekorative. Og som med et puslespil hvor låget er blevet væk (kender I det?) skal jeg bare regne ud hvor hver brik skal være. Det kommer nok til at tage resten af livet da kombinationerne er talløse og sortimentet udvides konstant, men jeg glæder mig til at komme videre med opgaven og finde nye puslespilsbrikker, som passer perfekt sammen.