torsdag den 16. september 2021

Regn

Ja, så fik vi endelig regn! Hele 15 mm på en enkelt dag, og der følger måske mere i morgen, hvis vi er heldige. Selv på dette sene tidspunkt af sæsonen kan jeg næsten se hvordan havens planter ranker ryggen, og viser sig fra deres bedste side.



Hyldebærrene er helt modne nu og jeg nyder synet af dem med regndråber på.


Tomaterne modnes langsomt, men de smager fantastisk!



Der var et par kæmper der segnede i regnvejret: de to sidste store Amarant'er lagde sig ned så lange de var ovenpå bispehuer og alt hvad der ellers stod i vejen, men skaderne var heldigvis begrænsede. Nu er de havnet på komposten, hvor de sikkert vil smide tusindvis af frø, der spirer næste år. Sådan går det jo:)


Hortensiaen var særlig glad for regnen. I dag skinnede solen og kastede glans over den forfriskede have.




Elefantgræsset stod fint med sine røde toppe og alle farver skinnede, som var de vasket i et eller andet mirakuløst vaskemiddel.




Inden regnen startede gik jeg faktisk rundt med haveslangen og vandede bedene i håb om det kunne provokere de grå skyer til at afgive vand - og det lykkedes altså! 15 mm er jo ikke alverden, men det er da en god begyndelse på efteråret.
   - Og apropos efterår, så er der begyndt at dukke gule og rødlige blade op rundt omkring i haven og omgivelserne. Den gule tretorn har jo hele tiden været gulgrøn, og vokser som man kan se helt skævt - nærmest nedad. Håber den vil rette sig efterhånden, så vi kan få glæde af den midt på terrassen.


Benved er på vej med sine flotte høstfarver, og bregnerne bliver stille og roligt brune.


Desværre er dette æbletræ vistnok midt i en langsom dødsproces. Det har set vissent ud meget længe og taber barken ned ad stammen, så jeg er begyndt at overveje om jeg skal bruge træet som klatrestativ for et par klematis til næste år.


De rigtige høstfarver er kun lige begyndt, for det har jo været sommer indtil nu, og jeg går stadig og venter på at en ny Asters og artiskok vil springe ud med blå blomster.


Mens efteråret sniger sig ind på haven, er vi kommet i mål med vores skjulere til murerbaljerne, og har brugt hver en stump træ der ellers lå og fyldte op rundt omkring. 7 bøtter blev det til, og jeg mangler stadig at finde planter til de sidste 3.


Det allersidste genbrugs-job i denne omgang blev denne lange mærkelig kasse, som stod inderst i et skur. Den er af samme kvalitet som vinkasser, altså ganske tyndt træ, men med et nyt (gammelt) bræt på bagsiden kom den op at hænge med nogle små improviserede "dåse-planter". 


Nu kan vi godt køre afsted til genbrugspladsen med det allersidste skrammel!




fredag den 10. september 2021

Små og store fornøjelser

Denne fine, lidt lodne, Viburnum Carlesii Aurora har fået mod til at sætte enkelte duftende blomster efter jeg fjernede en stor gren fra kirsebærtræet. Nu får den lys og tager på i vægt fra dag til dag, hvilket er en fornøjelse!  



I solbedet har Skt. Hansurterne i år fået væde nok til at levere en forrygende blomstring.



Det er en stor fornøjelse at se bierne gå fra det ene blomsterhoved til det næste uden at bruge vingerne og der er et utroligt liv omkring denne overdådige buffet med mad til alle.


Tænk hvilken forskel på bare nogle få måneder...




Her er jeg i en del af solbedet, som blev startet i år, og her er da virkelig sket noget på kort tid.



De fleste bladbeder, som jeg brugte som 'start-hjælp' er nu fjernet, og der er gang i alle stauder, selvom de har det lidt tørt for tiden. Prøv bare at se hvor fint salvien har dækket jorden siden foråret da jeg satte 3 små potter lægesalvie. De har ikke blomstret i år, men jeg forventer et flot, blåt flor i juni -22. Jeg regner også med kæmpestenbræk vil få ordentligt fat i vinterens løb, så den kan overtage resten af jorddækningen.



Dette er også et nyt område som jeg tog i brug dette år for enden af skyggebedet. Her er stadig brug for bladbedernes fylde og skygge, selvom de største er fjernet. Der er dog liv i flere stedsegrønne vækster nedenunder de store blade, blandt andet buske, bregner og alunrod, som sikkert vil dække jorden til næste år.




Her er et billede fra juni, og lidt er der da sket henover sommeren.


Til sidst et par nytilkomne fra denne sommer. Nøkketunge (Ligularia przewalskii) fra Høneballehaven har sat en enkelt top af fine gule blomster i skyggebedet,



og den gule klematis er nået helt til tops på pergolaen, hvor den forhåbentlig selv kan klare resten af klatrearbejdet uden min hjælp. 


Store og små fornøjelser er der sådan set nok af her i septembers sommervejr.


onsdag den 8. september 2021

SeptemberSol



Enkelte margeritter blomstrer igen og det er jo næsten som en lille sol - på stilk. 
September viser sig fra sin bedste sensommerlige side med masser af sol, og navnlig morgensolen er fin set gennem Georginerne.




Endnu bedre var det om vi også fik regn! Her støver jorden af tørke og sneglene må have gravet sig ned for tiden, for vi ser dem ikke, og sneglejagten er indstillet. I solbedet blomstrer stadig "den gamle" solbrud mellem salvie og knopurt, som er i gang med anden blomstring,



mens den nye fra i år er ved at være færdig. De to supplerer hinanden så godt med deres forskellige højder og nuancer. I baggrunden herunder har jeg plantet hvide klokkeblomster for at dække jorden efter hornviolerne, men de har svært ved at komme igang. Den hvide (kinesiske) Sedum klarer sig til gengæld godt og har blomstret længe. Tørken sætter sit præg, og navnlig i solbedet!



Vi arbejder stadig med at rydde ud i bunkerne af træ og sideløbende med at konservere frugt og grønsager til vinterbrug, og når vi er trætte, sætter vi os ud i liggestolene og kigger på haven, husets nymalede træværk, sommerfuglene - og svalerne der samles før de flyver sydpå. Man kan ikke lave noget fornuftigt i bedene, bare håbe på vi snart får regn.




Yderst i solbedet har en solsikke sået sig selv. Her kan man virkelig studere fibonacci-struktur og 'gyldne spiraler' så det basker!


Men jeg ser den nu mest som endnu en lille sol på stilk:)




lørdag den 4. september 2021

Serieproduktion

Der er gået inflation i produktion af skjulere i træ her i haven, og der er snart ikke den stump træ der ikke kan bruges til nye kreationer. Jeg har fået ryddet op i træstumperne i kolonihaven, og selvom vi nu har skruet 4 bøtter sammen, så er der stadig mere træ tilbage. Vi har købt flere murerbaljer, for at kunne udnytte det hele:)

Foreløbig er det blevet til 4 bøtter, som byder velkommen til huset, når man kommer om bagved hækken. Jeg er helt forbavset over hvor pænt det bliver, når man tænker på det bare er grimme gamle brædder, som hverken bliver slebet eller renset, men bare får et lag træbeskyttelse.



Den sidst tilkomne er den lave i forgrunden. Her har jeg skruet 20 cm lange stykker af terrassebrædder direkte ind i plastikbaljen, som egentlig bare er bunden af en balje, jeg engang savede af for at bruge toppen til at plante i. Forneden fik den lige et patentbånd da brædderne er højere end baljen.


De nye krukker krævede et par nye planter, og så var der en god undskyldning for at tage en tur til planteskolen, men disse to røde Chrysantemum fik jeg dog for næsten ingen penge i supermarkedet, og de passer fint til den røde bænk. Det eneste er potterne... Jeg må jo finde på noget:)




Solen går nu tidligt ned, og i de blå skygger er jeg særligt glad for den varme brune farve på bøtterne. Der er sandelig kolde betonfliser nok.


Rent praktisk er træ-skjulerne blot nogle rør, som vi sætter ned over murerbaljerne. Baljerne hæver vi op ved at stable fliser under dem, og jeg håber på vi måske kan slippe for store myre-kolonier i vores potter ved at hæve dem højden, samtidig med det giver lidt struktur at lege med.


Efterhånden er der jo købt en del patentbånd og skruer og træbeskyttelse til produktionen, men jeg trøster mig med det kun har kostet en brøkdel af hvad krukker i den størrelse ville have kostet, så det er stadig et genbrugs- og oprydningsprojekt, som giver anledning til fri leg.
   Hvor er det dejligt at få lov at lege!




mandag den 30. august 2021

Dage i august

Vi har oplevet den koldeste august i mange år, siger meteorologerne, og ærligt talt savner man sommeren, når den pludselig forsvinder og går over i frisk blæst og efterårsagtige toner. Ikke nok med at aftnerne er blevet mørke og kølige, den smule regn vi har fået, har vist kun været nok til at gøre dræbersneglene våde på maven. - Men der har været gode dage ind imellem, både i haven derhjemme og i kolonien.

Dage hvor solen har skinnet og haven præsenteret sig fra sin bedste side med sensommer-blomstring og summen af insekter.











Dejlige dage med kaffe og hjemmebag


- og dage med regn hvor den tørre jord endelig fik stillet en smule af tørsten.




Dage hvor vi høstede frugten af vores arbejde og fik lavet nogle rigtig gode måltider, eller fyldt depoterne op til vinter.








Dage med afslapning i liggestolen, hvor man fik set sin have fra nye vinkler og ikke mindst nød at ligge med næsen i vejret og kigge på drivende skyer. Normalt er det en helt anden legemsdel der stikker i vejret:)




Der har været mange dage med helt almindeligt havearbejde og nye gøremål - arbejde som holder både os og hus og have i en vis form.












August er normalt en dejlig varm sommermåned, og når den har været lunefuld i år, kan man bare håbe vi får et godt efterår. Både september og oktober kan være herlige når alting flasker sig, og der skal nok komme gode dage, selvom vi må sige farvel til sommeren.
   Der har da været en del gode dage i august, når man sådan tænker efter...