De ukuelige stauder

For tiden går jeg undrende rundt i haven og kigger på staudebede i øjenhøjde. Når man tænker på at jeg for 40-50 dage siden skulle bukke mig ned for at se om det ene og det andet havde stukket et par blade frem, så er hele molevitten nu hævet som en gærdej, og selvom jeg sandt at sige ikke hører til de højeste, så er det alligevel utroligt.

De gamle dagliljer i orange, som vi fandt i udkanten af haven for 6 år siden var dengang 0,5 meter høje, men nu skal jeg kigge op på dem, og løvstikken som skulle give 'lidt højde' på skråningen foran huset, har sandelig leveret! 

   Et eller andet må vi have gjort rigtigt, og så hjælper det jo også når vejret er med os. 60-70 mm regn i både maj og juni har gjort underværker.

Jeg har allerede fjernet de fleste fingerbøl, hvoraf mange var 2 meter høje og var begyndt at falde omkuld, og løvehalerne må også væk. De er alt for gode til at sprede sig med frø. Et andet problem er at græsserne hænger fast i 'løvernes' ru blade og blomsterstande, så de knækker når blæsten er stærk.

   I græsbedet hersker de blå og gule farver nu, og man kan faktisk ikke se jeg har tyndet ud her den sidste uges tid.

Når det kommer til de ukuelige er en ganske lav og meget rød studenternellike virkelig kandidat til førstepladsen, og det er egentlig slet ikke en plante jeg er særligt glad for. Den blev anskaffet som krukkevækst til kolonihaven for mange år siden, og har vist sig så sejlivet at den er fulgt med rundt i begge haver og plantes der, hvor intet andet vil gro. For tiden er den en farveklat i solbedet på en udsat plads, men heldigvis er der andet rødt lige omkring den. Røde grene og blade på korneller, rødbladede blærespirea og prydæbler, lidt overlevende løvemund og nogle meget små knaldrøde potentiller.

   Jeg kan ikke nænne at smide den ud...

Alt er ikke kulørt for de grønne blade har altid hovedrollen, og det er godt. For tiden indtager Hosta en fremtrædende plads - og de er ikke meterhøje, men kan nydes oppefra i deres forskellige grønne nuancer og og mønstre.

Juni sluttede i blandet lavtryksvejr med megen blæst og regn, men nu har vinden lagt sig og vi skal have varme dage i begyndelsen af juli. Græsmarkerne omkring os er blevet slået i går, og forhåbentlig får man høet tørret ordentligt op i løbet af de næste dage.

Årets grønne mirakel

Det sker hvert år i april: vores verden går 'fra jordslået til storslået' (som det lød i en reklame engang) - eller fra brun til grøn - eller fra underjordisk til overjordisk aktivitet i løbet af et par uger, og hvert år er det et mirakel. Det er et under på vores breddegrader, uanset vi ved det vil ske, men de vintertrætte øjne trænger til den grønne overflod.

Der er et mylder af insekter i luften og på jorden, så der er mad nok til fuglenes unger og stor travlhed oppe og nede. April har været rolig vejrmæssigt med ret stille og helt udramatisk vejr. Desværre også endnu en tør måned i år. Dette syn af perlende vand på fine blade har vi kun set et par gange.

Rønnen starter sine store duske af blade og blomster tidligt på måneden og ender såmænd som et helt grønt lille træ med de dejligste fjerdelte blade, som også står godt til de andre planters fine nye løv i dette bed. Den har mange store blomsterskærme på vej.

Bare alene i pæon-bedet sker der ting og sager, mens den sorte jord dækkes af planter, løgene blomstrer op og pæonerne tager over. For ikke at tale om paradisæbletræet og kirsebærtræet der står sammen her og springer ud i grønt og hvidt, og Viburnum Carlesii Aurora, der lægger en duftende atmosfære ud i dette hjørne af haven.

Kirsebærtræet har mange blomster, så der kunne gå hen og blive en god morel-høst til sommer. Pæretræet og sveskeblommerne er også godt i gang.

Bispehuerne står godt under den røde hassel der folder sine små plisserede blade ud i denne tid. Jeg har fået skåret dem ned inden de lagde an til blomster i år. Lidt har jeg har jeg da lært...

Måneden har budt på havearbejde i mindre doser. F.eks. har jeg været rundt og studse alle de stedsegrønne buske med min hækkesaks. Det gør jeg kun hvert andet eller tredie år, og det skal gøres nu inden alle stauderne fylder bedene ud.

Det lille bænke-bed blev plantet sidste forår og citrontimian har allerede dækket jorden helt. Bag bænken står der 3 græsser og imellem dem har har jeg sået så mange valmuer at jeg allerede har tyndet ud flere gange. To dværgsyrener på hver side af bænken står med mange blomsterknopper, og den store gamle syren i skellet virker også lovende.

I græsbedet er der fuld gang i alle stauder, buske, de tidlige græsser og ikke mindst ukrudtet. Her har jeg lagt tulipanløg de sidste par år, og det allerbedste sted at se dem er faktisk når jeg sidder nede i 'hullet', hvor jeg er i øjenhøjde, men et glimt af morgensolen får rigtig farverne frem.

De røde tulipaner er faktisk en fejlfarve, men dem slipper vi nok ikke af med igen. Det er nemlig Darwin-tulipaner, og de plejer at hænge ved. Faktisk ville jeg have haft rosa tulipaner, som kunne være dejlige sammen med de hvide og de sorte, men jeg glæder mig over bedet allerede ser så etableret ud. 2024 var første år med denne plantning.

Jeg nyder naturligvis alt det grønne og blomsterne her i april, men fuglelivet er også spændende at følge med i. Efter en fugle-fattig vinter er der nu et mylder af forskellige fugle som besøger os hver dag, og jeg tror de fleste af de faste gæster har rede i kanten af haven. I det daglige ser vi munk og bogfinke, grønsisken og solsort, sortmejse, sumpmejse, blåmejse og musvit, gærdesmutte, rødhals og jernspurv, gråspurv og skovspurv, og af og til stillits, dompap og spætte. Så er der de større fugle som også bor her: fasaner og skovduer. Et vældigt leben på kryds og tværs i hele haven.

Solsorten har rede i vedben-hegnet og graver orm op i alle bede. Her sidder den på en gren og studerer jorden nendunder inden den flagrer videre, og oven over er den kommet med på et billede af en fasan, som gemte sig for sin rival. Det var lige før fasanen søgte ind i huset for at få fred. Modstanderen var mere selvsikker selvom den knækkede en halefjer i nærkampen. Jo-jo, der sker lidt af hvert derude, og jeg er sikker på der nok skal ligge en eller flere fasanhøner på æg i eller lige udenfor haven.

Jeg har nydt april og lever stadig i håbet om regnvejr inden længe, men foreløbig går det jo godt og haven strutter af liv. Kaffe på terrassen, et hvil på solnedgangsbænken, hyggelige gæster i påsken og alle de mange planter at følge med i - nye som gamle - det er det gode liv. På det sidste aftenbillede ser man jo tydeligt hvordan de gamle egetræer i markskellet også er sprunget ud nu.

 

Storkonval

I skyggen under pergolaen har jeg et langt forårsbed med mange løgplanter, som vi kan se på inde fra stuen. Krokus og vintergækker, perlehyazinter og hyazinter, påskeliljer, pinseliljer, vibeæg og skyer af lyseblå kærmindesøster, fylder bedet med klare farver indtil juni, hvor bregner tager over sammen med storkonval - og de allestedsnærværende italiensk ingefær.
   I dette bed vokser også liljekonval, som jeg holder meget af, men dem skal jeg lede længe efter blandt de mange løgblade. Det er noget andet med den statelige storkonval, som stikker op over alt andet og blomstrer diskret sammen med klatrehortensier i hvidt. 

De gamle stauder som kan holde sig selv oppe er ved at få min interesse, for de passer fremragende til mine halvvilde bede, og netop konvallen er en plante som er elegant i sin vækstform hele sæsonen.

Der behøver ikke engang være blomster på konvallen, for den tiltrækker opmærksomhed alene ved sin udbredte form og store blade, præcis som bregnerne. Den tilfører simpelthen et skær af lysegrøn frodighed, som ikke kan overvurderes i denne halvmørke krog af haven.

Også i efteråret glimrer storkonval med smukke gule farver sammen med hortensierne, og holder formen med sit 'springvand' af gule bladstængler helt ind i vinteren.

I kolonihaven har jeg storkonval plantet ud i græs og skvalderkål - og den får endda lov at stå i fred for rådyr og snegle - ligesom bregnerne. Jeg fik min konval som en lille rodstump for år tilbage, og hvert år lægger den til i antallet af stængler, så nu overvejer jeg om den skal deles og flytte ud i andre skyggefulde dele af haven.

De smukke detaljer

Jeg bliver helt glad af at studere detaljerne i havens forfald, og når vejret skifter mellem regn og sol glinser det hele af væde og små dråber lyser op som perler med indlagt lys.

Storkonval og bregner er elegante hele sæsonen 

men også blade af Hosta og stenbræk forbereder sig på vinter på hver sin måde.

Denne vortemælk går snart under jorden, mens pæonerne står længe med visne blade. Jeg plejer først at fjerne dem til foråret.

Røn og kastanje pranger med bær og nødder og gode farver

mens æblerne stadig præger billedet i andre dele af haven,

og enkelte blomster holder stand.

Der er bare så mange fine detaljer som glæder her i oktober,

og det gælder bare om at komme og suge indtrykkene til sig.