Viser opslag med etiketten Andre haver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andre haver. Vis alle opslag

søndag den 9. august 2026

Røde Løbere og plantesnak

I går var vi helt klar fra morgenstunden til at tage på marked i Folkeparken på Jungshoved. Trailer og bil var pakket med planter, borde, stole, skilte og en stor parasol, samt alt det løse jeg kunne forestille mig at få brug for. Det sidste inkluderede tøjklemmer, gaffatape, sakse, poser og naturligvis kaffe! 



Vi kunne køre ind på pladsen med traileren - bare bilen blev kørt ud igen, så den ikke stod og fyldte op. Til den ene side var folk ved at sætte en pavillon op til sæbe-salg, på den anden side havde vi en keramiker, og overfor os en del forlystelser til børn, så der var stor variation.   



Jeg havde mine hjemmelavede planter, som alle sammen var af den slags der breder sig villigt i haven, mest stauder og bunddækkeplanter. Ikke særligt festlige, men nyttige og robuste. Derudover et par stueplanter, nogle frø og stiklingeformerede buske. 
   Det var ikke planen at tjene mange penge, men jeg håbede på at få nogle hyggelige plante-samtaler - og det fik jeg! Jeg snakkede med flere end jeg solgte planter til og det var helt i sin orden.




Rundt omkring i Folkeparken var der musik og madboder, loppesalg og lege for børn omkring bål-hytten, kajakker og bridge-klub, motorcykler og kagesalg, og den store underholdning kom med De Røde Løbere, som trak rundt med deres herlige vogn, der kan bruges til både musik og sang, akrobatik og dans. De satte stemningen i vejret!



Vi fik et nummer lige ud for vores bod og bagefter var der workshop med masser af dans for alle der havde lyst.





Folkeparken er etableret for få år siden ved hjælp af frivilligt arbejde af de lokale og støtte fra kommunen, og lægger plads til mange sommeraktiviteter hvert år. I næste uge kan vi gå til koncert, og om et par uger kommer en komite fra Landdistrikternes Fællesråd og skal se på Jungshoved, som er med i opløbet om at blive Danmarks Bedste Landsby 2026, så vi er da stolte af vores egn!


Efter 4-5 aktive timer vendte vi hjem med de fleste af planterne, men oplivet af det hyggelige folkeliv og god underholdning. Eneste minus var at parasollen blæste omkuld og knækkede, da vi ikke kunne få den banket ordentligt i jorden. Også Folkeparken er ramt af tørken, og jorden var hård som beton. Heldigvis kom ingen til skade, og plantesalget gør os i stand til at købe en ny parasol for overskuddet:-)
   Jeg fik også tid til en runde mellem boderne og kom hjem med 3 dejlige have- og plantebøger som kostede 10 kr. stykket, så jeg var meget tilfreds med dagen!
    
 

søndag den 19. juli 2026

Mere ferie...

Ja, ferien er jo overstået, men det er ikke så dårligt at have gode oplevelser med hjem. En virkelig fin tur fik vi da vi satte os ind i en af skærgårdsfærgerne og sejlede ud til Vrångö, som er en af de sydligste øer i skærgården. Vi fik altså set en del af de andre øer på vejen og lagde til 4-5 steder inden vi var fremme. Dejlig tur med høj himmel, varme og sol. Så er skærgården allersmukkest!



På vej ud af Göteborgs kæmpestore havn passerede vi Mærsk's container-havn og store kraner, men så begyndte idyllen.



Eneste transportmiddel på denne lille ø er trillebøre, som står opmarcheret ved havnen.


På Vrångö gik vi en dejlig tur rundt på en natursti.






Klippeøerne er slidt ned af hav og vind - og ikke mindst isen da den trak sig tilbage efter sidste istid, og en 3000 år gammel stenrøse var der også. Her har altså boet mennesker i mange mange år.





I dette smukke land- og vand-skab var der da også sat fuglekasser op af de lokale. Om det er giverens eller modtagerens navn der pryder kasserne må stå hen i det uvisse:-)



En større ø - Tjörn - med forbindelse til fastlandet via ikke mindre end 3-4 broer besøgte vi nord for Göteborg og her var et aldeles pragtfuldt museum for nordisk akvarelmaleri, oven i købet med en stor særudstilling af Per Kirkeby og Asger Jorn, men jeg vil bare vise et enkelt billede af den svenske kunstner Lars Lerin, som jeg har beundret siden jeg fandt ham på Nettet for et par år siden.
   Selve øen var jo også meget skøn, men museet var virkelig en meget stor oplevelse.


Den allersidste dag i ferien gik vi til et nærliggende Gunnebo Slot, hvor vi kunne beundre flotte haver og landskaber og se os omkring blandt gamle huse med butik, café med mad fra køkkenhaven, orangeri og værksted til plantefarvning plus gamle stalde til rytteriet. Jo, der var noget for enhver.



Slottet troner øverst oppe med udsigt til symetriske haveanlæg til begge sider - ren barok. Et flot orangeri ligger til højre herunder.






Urtehave, køkkenhaver og skærehave lå også langs en akse vinkelret ud fra hovedbygningen, og det hele var meget velholdt. Anlægget og slottet fungerer som museum og restaureres kontinuerligt.



Stilfuld opbinding af pæoner...










Selv boede vi i B&B i et anneks til en villa, og der var bare 150 meter til en lille sø hvor man kunne bade, men solnedgangen hernede ved søen var jo også dejlig fredelig.


Man kan nå meget på en afslappende måde i en uge - og det gjorde vi. Her har jeg bare givet et par smagsprøver, men tag selv afsted og oplev Göteborg og de nærmeste omgivelser!


onsdag den 15. juli 2026

Ferie i Sverige

Nu er det faktisk flere år siden vi har været afsted på en ferie der varede mere end 3 dage, så min forventning var stor op til en hel uges ferie væk fra tørkeramte haver og husrenovering. 
   Turen gik til Göteborg i bil, B&B syd for byen i fredelige omgivelser, og mange ture ind til byen med tog, bus og sporvogn, udflugter i egen bil og dejlig sejltur ud i skærgården. Vejret var rigtig varmt og solrigt, så det var faktisk meget godt at komme ind og opleve et par interessante museer når man fik det lidt for varmt i byens gader.
   Vi har selvfølgelig set nogle dejlige parker inde i byen og skønne landskaber udenfor byen, og det er det jeg vil koncentrere mig om her.



Haveforeningens Have ligger midt i byen tæt på Central Stationen, så det var et naturligt sted at starte, og allerede den fine gamle bro med blomsterkasserne giver jo lyst til at kigge indenfor. Lige ved indgangen lå dette enkle og smukke bed som lover godt for resten af haven.



Sommerblomst-plantningerne var sammensat af mange spiselige planter, som var årets tema, men der var også fine bede med stauder i skønne farver -



- og flotte plantekummer med en god blanding af stauder og sommerblomster.



Roserne var forbi så dem sprang vi over, men jeg var ret begejstret for legepladsen hvor mange børn og forældre havde det dejligt blandt smukke bede, træer og buske. Godt at se en legeplads kan være både grøn og frodig - og samtidigt sjov og afslappende med mange borde og bænke til de voksne!


Et helt netværk af parker i den indre by giver pauser med grønne plæner, kanaler og store gamle træer, selvom byen var stopfuld af turister som os, og alverdens tilbud om mad, is, modevarer og souvenirs til overpris i brede som smalle gader med fine gamle bygninger. Vi var glade for at kunne nyde skyggen i det varme vejr, og glade for at slippe væk fra larmende byggepladser med maskiner og kraner. Man kan virkelig godt tale om at Göteborg er midt i et byggeboom, men vi forsøgte at koncentrere os om den ældre del af byen.

På en sejltur ud i skærgården sad vi ved siden af en hyggelig ældre mand, som fortalte om alle hans egne yndlingssteder i og udenfor byen, og her fik vi mange gode anbefalinger. En af dem var den botaniske have, som vi derefter besøgte en aften i det skønneste vejr. En virkelig flot park med dejlige staudebede, køkkenhaver, urtebede og mange andre afdelinger, som lå flot i det bakkede terræn.




Meget af parken vokser næsten vildt og smukt, men der var masser af inspiration at hente i de forskellige plantninger, og de mest fantastisk dejlige træer. Hvad med et hjertetræ som dette her?


Jeg fik et par gode idéer med hjem fra staudebedene, og blev helt imponeret over en anden afdeling med overlegen stil i sommerblomster som georginer og tagetes. Det kan jo gøres så flot når man ved hvordan!









Jeg har endnu flere billeder fra et rigtigt barok-anlæg ved et lille slot og vil også gerne vise billeder fra den herlige skærgård, men mon ikke dette er nok for nu... Her mens mine egne haver stadig tørrer mere og mere ind og vi lever på feltfod i huset, mens køkkenet bliver renoveret, er der ikke så meget at vise fra de hjemlige forhold, så jeg tror der bliver til et indlæg mere fra ferien:-) Håber I er friske på mere  havekunst og dejlig natur fra vores store nabo på den anden side af Øresund!