tirsdag den 22. september 2015

Endnu et skarpt hjørne

Imellem byger og andre projekter fortsætter vi stædigt terrassebygning og niveau-overvejelser i kolonihaven. Jeg kan godt selv grave og flytte jord, men det er ærligt talt rart at have John ved hånden, både til det rent praktiske naturligvis, men navnlig til at"tænke højt" med. Vi har fundet ud af vi tænker bedst sammen - altså 2 hjerneceller er bedre end 1.


Her forleden troede jeg f.eks. at jeg havde regnet hele den sidste side af terrasse-niveauet ud. Jeg tænkte at vi blot skulle grave stolperne ned og montere nogle brædder - som sædvanlig fuld af optimisme.



I virkelighedens verden måtte jeg først flytte hele konstruktionen 10-20 cm ind, da jeg gravede lige ned i et vandrør. Da vi sammen kastede os over stolpehullerne, måtte vi også sande at der bliver to niveauer på denne side. Terrænet stiger mere end jeg havde forestillet mig, og vi vil jo gerne skabe et sammenhængende stisystem rundt om terrassen.


Vi rundede dog ved fælles hjælp endnu et skarpt hjørne i går, og fik styr på halvdelen af denne sidste side af det nye anlæg i haven. Jeg glæder mig til alt tænkearbejdet er ovre, og det bare handler om at grave og fordele jorden og få anlagt de to kvadratiske bede på terrassen.
   I øvrigt viste det sig at vandrøret, som flyttede hele molevitten, endte blindt, men da var det altså for sent at flytte tilbage igen, så nu bliver det bare sådan.

Og samtidigt andetsteds i haven...


... er der plantet en hulens masse bregner ud i kanten af haven. Jeg glæder mig til at se om de klarer sig her i skyggesiden blandt hosta, høstanemoner, geranier, buske og træer, men forventer naturligvis det bliver en stor succes.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar