Fart på!

Vi er midt i juni med tørke og varme og masser af sol, så det er vel ikke mærkeligt at planterne skynder sig at blomstre. Nu har vi også fået vandingsforbud her, så haveslangen er rullet sammen, mens jeg slæber vandkander rundt til de allermest trængende, og det er noget der kan mærkes i arme og ben.
   20 liter vand til en bregne der næsten ligger ned af udmattelse giver faktisk en kortvarig effekt, men sådan kan det jo ikke blive ved. Jeg ved godt jeg bare burde give op og sætte mig på en stol for at nyde livet, men det er svært, når man sidder i et hav af nødlidende! Fremover vil jeg bare forsøge at redde de største buske og træer, og så håbe på stauderne kommer igen til næste år - det er i hvert fald planen!

Den hurtige blomstring skal i det mindste nydes så længe den varer, og så må vi se om insekterne kan følge med i det rasende tempo. Her er mange admiraler i purløgene, og det store sommerblomstbed lægger an til masser af arbejde for bierne. Honningurt er ved at springe ud så her skal det snart gå stærkt! 

Der ligger en vis ironi i at have brugt vinteren på at grave hul til både store regnmængder - og som alternativ en hyggelig bålplads - når der intet vand kommer og det ville være decideret dumt at tænde ild midt i haven, men den slags er jo svært at vide på forhånd:-)

I solbedet er der virkelig brug for nødhjælp, for her er det stadig svært at få dækket jorden med plantevækst. Jeg har smidt mange valmuefrø som så småt begynder at blomstre, men planterne er små og korte og bruger al energien på selve blomsterne. Buske som trælupin og blærespirea er i fuld gang, og de 3 billeder viser hvordan blærespirea nærmest er gået i panik over 3 dage.

Staudesalvie klarer skærene i havens yderste og tørreste bed, og akelejerne der sår sig selv her og der er ved at være færdige sammen med dværgsyrenen, men solsorten nyder sit lyn-bad ind imellem turene frem og tilbage til reden. Jeg tænker det er svært at finde regnorme i år.

Kolonihaven lider sandelig også under tørken, men det værste her er stadig rådyrene. Det rosa staudebed, som plejer at være på toppen i juni, er helt græsset ned, og kun silkepæoner og lavendel står tilbage. Jeg har forsøgt mig med en slags 'barriere' af pinde og tyl, og nu ser det ud som om der hænger sørgeflor i bedet - hvilket der jo egentlig også gør:-)

I det gule bed har jeg efterhånden fået sat planter der ikke falder i rådyrenes smag: løvehale, løvefod, iris og vortemælk, og rundt om køkkenhaven - med de tørstige kartofler - vokser løvehale og fingerbøl flot.

Min største bekymring er nu for den japanske ahorn som pelses forneden af dyrene og visner i toppen af tørken... Den skal have også vand! Livet som haveejer er sandelig ikke nemt.