søndag den 29. september 2019

I det grå vejr

- kan man godt få noget fra hånden, og når det regner ind imellem, bliver jorden nem at arbejde med. Det har jeg udnyttet i denne weekend til at få gjort pergolabedet færdigt.


Der kan selvfølgelig stadig plantes en del mere, men selve gravearbejdet er færdigt.


Inderst i hjørnet har jeg allerede længe plantet forskellige løg, som jeg har fundet rundt omkring, men nu er der kommet flere til. Krokus og pinseliljer her og i det næste afsnit. Jeg har markeret dem med en håndfuld grus, for at kunne huske hvor de ligger.


Den sidste ende af bedet er nu også anlagt, og da jeg løb tør for grus, ligger de små dejlige påskeliljer og vibeæg markeret med strikkepinde.


Dette sidste stykke bed er også suppleret med et par bregner, kærmindesøster, vortemælk, lærkespore og liljekonvaller, og her skal der også arbejdes videre med beplantningen de kommende år.


Der er stadig mange påskeliljer at putte i jorden, men de skal ligge et andet sted i haven.


Det grå lys giver efterårsfarverne mulighed for at lyse op og det er hyggeligt at trave haven igennem med sit kamera og opdage detaljerne. Hosta går hurtigt på hæld, nogle med mere ynde end andre. Denne lyse sort får næsten gennemsigtige blade med flotte gyldne toner,


mens disse stedsegrønne bregner næsten står allerflottest nu, hvor vi har fået noget vand fra oven.


I den grønne ende af farvespektret står også den ægte kastanie med ikke mindre end 4 kastanier, som vi håber at kunne nyde senere. Under træet har jeg sat et par små frøplanter af spisekastanier for at supplere det ranglede træ og måske hjælpe med bestøvning om nogle år.



De sidste Filippa æbler er store og flotte,


mens Annanas-æbletræet begynder at få høstfarver.


Den sibiriske valmue kan stadig finde på at blomstre,


og canadisk hønsebær skifter fra grønt til rødt på bladene.


Brogetbladet pileurt blomstrer så diskret at jeg først har opdaget det i dag.


Og for nu at blive ved blomsterne lidt endnu, så har primulaerne blomstret uafbrudt siden det tidlige forår, hvor jeg delte dem. Lige nu nyder de godt af regnen og giver den gas med klare farver,


også her bag troldnøddens marmorerede blade.


Røde hyben hænger smukt over komposten og kan passende runde denne havevandring af.




20 kommentarer:

  1. Hej Ulla
    Hvad er det for nogle hønsefugle, der ses øverst? Det ser så flot ud, at jeg er ved at tro, det er nogle udstoppede, du har sat ud til pynt? Det har du jo nok ikke, men hvordan er de havnet i din have? De er en sand pryd for øjet, hvem der havde sådan nogle gående omkring.
    Jeg måtte kigge flere gang for at se, om det er italiensk ingefær, du har. De er også flotte men nok den eneste plante, jeg er lidt bange for i haven. Jeg skal være forsigtig med ikke at få den indført nyt sted. I min gamle have er den ikke til at styre, lige meget hvor meget jeg graver den op, kommer der nye op. Måske du har fundet måden at kontrollere den. Flot er den både i blade og frugt, den er også svær at undvære, Du har mange smukke blade i din have.
    Spiselig kastanje giver hurtigt kastanjer, der behøver man ikke at vente i mange år. Selv den, jeg flyttede i foråret, har kastanjer.
    Hilsen fra Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er såmænd bare nogle teenage-fasaner som render rundt overalt på denne årstid, hvor de bliver lukket ud af burene i skoven. De har en besynderlig fjerdragt i den alder.
      Jo, det er italiensk ingefær og de er allerede alt for mange, men da jeg ikke kan grave dem alle sammen op inde mellem vedbenrødderne har jeg besluttet at arbejde med dem. De er jo flotte der hvor de står, og alle dem jeg graver op ryger ud af haven. Smukke blade kan jeg ikke få for mange af.
      Kastanien har stået her et år og er åbenbart levedygtig, selvom den ligner en lang bøjet pind. Den havde 2 kastanier da vi købte den, så nu er udbyttet allerede fordoblet, og jeg har plantet de to små frøplanter for at give den flere stammer, da den står solitært. Det er godt at vide du har gode erfaringer med din.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Så fint ditt nye bed er blitt! Godt å ha plass til mange løk. Flotte høstfarger hos deg. Av en eller annen grunn så har de ikke rijtig startet her for alvor, men de kommer nok.
    Ønsker deg en god ny uke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror I har haft en længere sommer hos jer. Her blev det (et mildt) efterår allerede 1. sept. så vores efterår har været i gang en hel måned. Det nye bed skal nok blive godt, og i hvert fald bliver det nemmere at slå græsset når man kun skal gå på den ene side af pergolaen.

      Tak i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla

    Ja, det smatter måske lidt mere når det har regnet - men jorden er til at gå til.
    4 kastanjer er bedre end ingen - måske bliver det mere fremover?
    Flot med de hængende hyben!

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en leg at fjerne græstørven, for fugtigheden i jorden var perfekt. Nu har det regnet et døgn snart, så nu bliver det sikkert smattet.
      4 kastanier på en "pist" er faktisk udmærket, og måske er der rent faktisk nødder inde bag de flotte "nålepuder".
      De røde hyben kommer fra et sted bag det gamle skel, men de er værd at tage med, når man skal finde de fine steder i haven.

      Hav selv en god uge!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Smart at markere hvor du har sat løgene på den måde, vi er vidst mange, der har prøvet at grave løg over, det er ret irriterende.
    Påskeliljer skal plantes som nogle af de første, har jeg læst, hvorimod man sagtens kan vente med tulipanløg.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også ret god til at grave de forkerte steder, og da jeg alligevel havde puttet lidt grus i plantehullerne...
      Og du har helt ret m.h.t. påskeliljerne, der ikke kan tåle at ligge for længe, men vi må lige vente til georginerne skal op, før de kan komme i jorden.
      Tulipaner har jeg ikke tænkt mig at sætte - undtagen i et par potter - for vi har stadig rådyr i haven, trods det høje vildthegn(!) For tiden prøver vi at finde alle de huller de evt. kan komme ind ad, og så lader vi hækken vokse højere ind mod naboen - de springer jo som lopper.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Der er dejligt meget at se på i din have, også uden blomster. Smukke bladfarver og frugter.
    Jeg har også haft sådan en hosta, der blev knaldgul. Den savner jeg lidt, men det er jo desværre umuligt, at få det hele.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  6. PS jeg glemte helt at kommentere dit øverste billede med fuglene. Agerhøns???
    Superkanonflot.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo målet at få lavet en slags skovhave, og der er det vigtigt at have noget at se på hele sæsonen, så blomster er bare et element blandt mange.
      Jeg ved din have er en lille byhave, men selv på vores 1000 kvadratmeter skal der prioriteres, da meget af det vi planter forhåbentligt bliver stort.
      Det er et par unge fasaner netop løsladt fra buret i skoven, og deres farver er ret flippede i den alder. Den mørke til højre er måske en af dem der ender med at blive helt sort-grøn. Den ser vi flere og flere af.

      Tak skal du have!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hej Ulla!

    Jag gillar ditt sätt att arbeta i trädgården, planering, struktur och igångsättande, du tänker strategiskt och långsiktigt och då blir resultatet också bra!

    Äkta kastanj har jag aldrig sett, vilka ovanligt vackra frukter.

    Ser fram emot din vårblommande rabatt när våren 2020 gör sitt intåg i våra trädgårdar.

    Hälsningar
    /Gunilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have! Jeg kan vist slet ikke lade være med at tænke på haven, og så kan jeg jo lige så godt gennemtænke de næste projekter så godt som muligt. Det gør arbejdet lettere synes jeg.
      Ja, de ægte kastanier er meget flotte, men de stikker! Jeg synes også bladene er så fine, store og blanke med spidse takker i kanten.
      Det er jo altid dejligt at kunne se frem mod foråret, for nu går det hurtigt mod kulde og mørke.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Hej Ulla.
    Det er rigtigt, der har i denne september været rigtig meget behagelig gråvejr til at arbejde i haven. Hvor gammel er jeres have? Den ser ud til at ligge med udsigt til vandet og med rig mulighed for at udnytte 'lånt landskab'.
    Venlig hilsen
    Jørn

    SvarSlet
    Svar
    1. Ofte er gråvejr ganske udmærket til mange ting, så det skal bare udnyttes.
      Vi har kun været i denne have i 3 år, men hus og have er 50 år gamle, og der har vist ikke været den store interesse for haven hidtil. 6 frugttræer og nogle få malplacerede stauder og løg (inde under hækken) var hvad vi overtog, så jeg har mange planer for fremtiden. Det lånte landskab var faktisk grunden til vi købte huset, så al beplantning går ud på at indramme udsigten, men samtidig også skabe læ og hyggelige kroge i haven. Der er ingen af os der spiller fodbold, så plænen skulle gerne svinde ind til fordel for mangeartede oplevelser året rundt.

      I øvrigt tak for alle dine indlæg måned for måned. Jeg læser din blog med stor interesse og nyder de mange skønne billeder, og håber på en måde at kunne skabe lige så spændende "billeder" i denne have, men måske nok i grovere træk.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Tak for turen rundt i haven. Jeg tror, det nye bed bliver flot, der er i alle tilfælde godt begyndt. Liljekonvaller er yndige, når de blomstrer, men svære at begrænse og næsten ikke til at udrydde, så dem må du holde et vågent øje med. De skinnende røde hyben er smukke og med til at kaste glans over efterårshaven.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Med ondt skal ondt fordrives, ved du nok, og det er ofte min taktik når jeg planter aggresive planter. Her vil liljekonvallerne skulle slås med yderst livskraftige vedben og ingefær på den ene side og græsslåmaskinen på den anden, så jeg håber på at kunne læne mig tilbage og nyde kampen.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Bra gräv-väder är en gåva på hösten och att ha en helt ny rabatt att plantera i är ju härligt. Särskilt lätt när man ska plantera lökar, så fint att passa på.
    Ha det fint
    Helene

    SvarSlet
  11. Ja, her har det været endnu en tør sommer, så nu glæder jeg mig over regnen. Det letter i høj grad gravearbejdet! Og det er jo skønt at få de første løg i jorden - noget at glæde sig til.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  12. Hej Ulla!
    Så härligt att ha nya områden att plantera nytt på och att sätta lök som tittar fram i vår. Har problemet med att jag inte riktigt vet var mina tidigare lökar är nergrävda.
    Därför blir det bra att sätta dem i mina stora lådor, då dahliorna är uppgrävda.
    Kastanjerna ser fina ut.
    Ha det bra /Marika

    SvarSlet