Lange kig - og den tredje dimension

Jeg genlæser i øjeblikket Lars Bjerkes gode bog 'Kunsten at lave en spændende have', som handler om havens form, struktur, perspektiv, balance og æstetik. Selvfølgelig kommer den også ind på havens indhold og bringer mange eksempler og billeder fra den skønne have Lars og Eirin anlagde i Sponvika i Norge, men det handler meget om hvordan man får havens store linjer på plads - og alle de overvejelser man kan gøre sig i den anledning - og dernæst hvordan man arbejder videre med den stil man har bestemt sig for, så der både bliver en sammenhæng og en variation.
   Ikke mærkeligt satte den også mine tanker i gang, og lige umiddelbart kom jeg til at tænke på hvordan vores have ville tage sig ud i forhold til alle disse kunstneriske virkemidler. Ikke at jeg bevidst har haft dem med i udformningen, men jeg har dog gjort mig forestillinger fra starten ud fra mine idéer om æstetik - og praktik! 
   Her er f.eks. en skitse over hele grunden, hvor hus, hække, terrasser og træer er tegnet ind med blåt, og bedene med rødt. Udgangspunktet var et luftfoto fra Google.

I dag vil jeg gerne sammenligne billeder fra her og nu - inden løvspring - med billeder fra vækst-sæsonen, hvor haven virker ganske anderledes. På en flad plan får man jo slet ikke havefølelsen med.

Et eksempel kunne være kigget fra huset ned gennem den store terrasse og videre ud i haven og landskabet. Det ser ganske fladt ud nu, men tænk hvordan det bliver engang, når rønnebærtræet midt på terrassen breder sig i højden og bredden... Herfra er der dog allerede et meget godt perspektiv på grund af de stedsegrønne kupler mellem terrasse og have, og længere ude i det fjerne af levende hegn og små plantager, men det pynter jo også når der kommer lidt farve på - som i efteråret -24.

Man skal huske vores have er åben mod den udsigt vi i sin tid faldt for. Mod markerne og videre ud i landskabet og helt til horisonten på den anden side af Præstø Fjord har vi blot et rådyrhegn som man ser lige igennem, så vi har sådan set lange linjer nok - i hvert fald set oppe fra huset.
   Men inde i haven har vi også valgt at have græs hele vejen rundt langs skel undtagen under pergolaen langs huset i det lange, smalle haverum, som også er havens mindste. Det har vi gjort for at gøre vedligeholdet af hække og hegn nemmere, og for at holde visse ukrudtsplanter væk fra bedene - vi har altså selv skabt nogle lange linjer inde i haven.

Det er slående hvordan lyset og stemningen ændrer sig når bladene danner tag over dele af haven, så der ikke er åbent helt op til himmelen. Næsten alle vores træer er ganske små endnu da vi selv har plantet det meste, og jeg vil ikke lægge skjul på hvor meget jeg glæder mig til de vokser til og får pondus. De tilfører nemlig den tredje dimension, som er så vigtig, altså højden! 

   Vi ser oven i købet vores have oppe fra huset, så bredden og længden er der ikke megen tvivl om, men højden... Den savner jeg, selvom de nye træer allerede giver lidt virkning i sommertiden. Som her i havens anden side, hvor stien forbi det gamle pæretræ og op mod pergolaen bliver helt hyggelig om sommeren.

Pergolaen er også et forsøg på at skabe tag over en del af haven, og skygge til huset i den varme tid. I år tror jeg endelig klatrehortensierne vil nå helt op i toppen og begynde at brede sig, men med blade på giver de nu også en fin hyggestemning.

Langs dette skel har vi ladet et stykke med ukrudt ligge ind mod vedbendhegnet. Her vokser italiensk ingefær, græs, skvalderkål og brændenælder, og helt nede ligger kompostbåsen og en stor bunke grene under pæretræet. Det er godt at have lidt af det vildtvoksende liggende her adskilt fra skyggebedet af en græsgang.

Da havens bede på en måde er anlagt på diagonalen i flugt med udsigten set oppe fra huset, er der altså også nogle lange kig fra hjørne til hjørne på øst-vest aksen, og den syd-nordlige akse.
   Her set fra øst mod vest nu og i foråret sidste år, hvor de små nyudsprugne træer trods alt giver en anden rumfornemmelse selvom det havde virket stærkere hvis jeg havde haft et billede fra sommeren.

Her set fra den anden ende altså vest mod øst. Lige nu er nabohusets tag dominerende, men det sløres dog lidt på billedet fra sidste efterår.

Rykker man sig nogle skridt til venstre og får et bed ind i forgrunden virker haven faktisk større på grund af perspektivvirkningen, og på billedet fra sidste sommer kan man slet ikke se haven i baggrunden. Det giver lyst til at gå på opdagelse selv i en lille have som vores. Hvor er træer dog vigtige i det samlede havebillede!

Set fra det nordlige hjørne af haven kan man i øjeblikket stort set se hele haven, men på billedet fra sidste sommer forsvinder meget bag trækroner, buske og græsser.
   Jeg holder meget af udsigten fra dette hjørne og håber bænken efterhånden bliver pakket ind i græsser og buske, så man får en vis rygdækning. Jeg har plantet en lille sommerfuglebusk bagved græsserne, og sammen med de to syrenbuske på hver side af bænken og citrontimian under fødderne forestiller jeg mig et dejligt hvil her med sommerfugle og duft.

Sætter man sig ned på bænken bliver følelsen af rum tydeligere som den jo må blive i en have med lav bevoksning:-)

Til sidst den vinkel de fleste af mine havebilleder bliver taget fra, nemlig oppe fra huset fra syd mod nord. Her kan man sige at en stor del af haveplanlægningen er foregået da vi jo dagligt - og hele året - nyder vores udsigt herfra stuens vinduer.

   Den røde hasselbusk erstatter en stor blodribs som gik ud de første år vi boede her, og jeg tror faktisk haslen kan blive endnu bedre med tiden. Planen er at den skal have lov at blive som et flerstammet træ og at vi vil kunne kigge ud under den indefra.

Bænken i det yderste hjørne af haven fungerer fint som fokuspunkt uden at skæmme udsigten bagved, og efterhånden vil man nok slet ikke se den om sommeren, men så vi der være så meget andet at fokusere på.

Lad mig slutte dette lange indlæg med et forårsmotiv. Det varer dog ikke længe før vi vil se den lysegrønne verden igen, og jeg glæder mig til at se min udsigt klædt i nye blade og masser af hvide blomster når frugttræerne blomstrer i maj.

Her er en lille have på omkring 500 kvadratmeter, som er i gang med at vokse frem og måske en dag vil leve helt op til forventningerne - og de tre dimensioner. Kun den fjerde dimension, tiden, vil kunne klare dette.
   Jeg tror jeg er så glad for Lars Bjerkes bog, fordi han ser på sin have i helheder og ikke i detaljer, og det er også det der optager mig. 
   Det er ikke en have med mange blomster eller samlinger af særligt udvalgte sorter eller arter. Det er heller ikke en have med veldefinerede rum, for det ville være svært at forene med udsigten, men som tiden går, opstår der alligevel små hyggelige afdelinger når planterne vokser til. Det er det jeg håber på.