På kultur-tur rundt i den københavnske sensommer, kan man heldigvis få flere gode grønne pletter at se - også nye steder man ikke har set før. Sommeren er stadig varm og selv på en ganske almindelig hverdag er der et mylder af mennesker i gaderne. Det er jeg jo ikke vant til her på landet, så jeg nød de grønne pauser, hvor der var plads til at gå uden at træde nogen over tæerne:-)
Vi startede og sluttede på Christianshavn, og her er vi på vej over Inderhavnsbroen for cyklister og gående. Broen ender midt i Nyhavns turist-mylder, men heldigvis er der ikke så langt til Kongens Nytorv, hvor man endelig har fået genetableret Krinsen efter det store Metro-byggeri. Pæne lindetræer i to rækker rundt om et enormt sommerblomst-bed i pasteller. Måske lige lovlig baby-agtigt, men det liver op midt i trafikken.
Herfra til Kongens Have er der ikke langt og her er de store staudebede altid værd at studere. Langs Sølvgade står stauder og buske med en høj mur i baggrunden og her er små pladser med bænke, hvor man kan slå sig ned og være omgivet af blomster. På den anden side skiller en hæk de mange blomster fra havens grønne rum, og alene størrelsen på anlægget aftvinger respekt, men man kan sagtens hente inspiration til egen have i de mange plantekombinationer.
Den gamle træer er jo også helt fantastiske. Vi gik under denne enorme vingevalnød og nød skyggen under det grønne tag.
Vores kultur-tur bød på andet end planter, men efter at have lyttet til jazz ved Skuespilhuset og set på de mest utrolige kunstgenstande på Davids Samling, endte vi i en ny park på Christianshavn lige ved siden af Operaen. Ja-ja, det er nemlig Operaparken som åbnede i 2023, og vi så den allerede fra den anden side af havnen.
Meget kunstfærdigt inddelt i områder med forskellig vegatation inspireret fra lande som de nordiske, England og USA, men overvejende naturligt forekommende arter plantet i forhøjede bede som øer mellem flisegange. Her er mange gode bænke, og udsigt til Amalienborg og Marmorkirken på den anden side vandet, og et flot væksthus i midten med lidt til ganen og tørsten. Alt er efter sigende indrettet med hensyn til biodiversitet, vandopsamling og miljø.
Fyldt med gode oplevelser og masser af kreativ inspiration vendte vi hjem til det Sydsjællandske hen ad aften. Utroligt så meget man kan nå på en enkelt dag - endda uden at skynde sig.
En rigtig fin kultur-tur!