tirsdag den 25. februar 2025

Vinter - og noget om skadedyr

Når vinteren går på hæld kan man se tilbage på en hel masse grå dage, men her i februar fik vi herlig sol og knitrende frost, og så kan man pludselig mærke at dagene er blevet meget længere. Ellers endnu en mild vinter - og denne gang uden megen nedbør. Sne fik vi november, men det var tøsne som forsvandt lige så hurtigt som den kom, og selve vintermånederne har kun givet et par centimeter sne og ikke megen regn.



Øverst et typisk vinterbillede og nederst en dejlig frostklar morgen i februar.
   Fuglene har været få ved fodringen, men måske kunne de selv finde føden i det milde vejr. vi havde dog besøg i de kolde dage af et par faste beboere som duerne, rødhalsen og lidt spurve og mejser plus et større rykind af sjaggere. 
   En enkelt sjagger blev tilbage da flokken drog videre. Den havde fået øje på æblerne i haven og spiste også de brune paradisæbler. Inden solen begyndte at varme for alvor sad den og pustede sig op i træet.


Også duen, som fandt ud af at hente foder i fuglehuset, havde brug for at lufte fjerene i den kolde morgenstund. Utroligt som den kan fylde når det gælder.


Vi har fået ordnet et par nødvendige projekter i kolonihaven i løbet af vintertiden. Først var der nogle store knækkede grene i troldpilen som vi var nødt til at fjerne inden de faldt ned af sig selv. Et noget halsbrækkende job som blev klaret i december,


og her i år har vi brugt en del tid på at skifte 2 rådne stolper som bærer nettet over aspargesbedet. Dette skulle gøres inden tulipanerne begyndte at kigge frem, og det lykkedes lige akkurat, for nu er de allerførste tulipanblade på vej op derinde:-)



Jeg nåede i mål med at omlægge det ene staudebed, og vi fik hentet en masse dejlig tang til køkkenhaven i de gode dage, så jeg synes egentlig vi fik lavet noget af det der skal gøres inden sæsonen starter. Vi har et par ting mere der skal laves i kolonihaven dette år, og det er noget med et stakit ved terrassen og en kompostbeholder i baghaven, men det bliver nok lidt sjovere end det vi har lavet i vinter, så det glæder jeg mig til.




Efter 10 år med kolonihaven har jeg gjort mig nogle erfaringer med både snegle og rådyr. Det handler navnlig om hvilke planter de æder. For år tilbage fandt jeg en liste over næsten snegle-sikre stauder - og den kommer her:

Liste over næsten snegle-resistente stauder:

Ajuga, læbeløs,
Aconitum, venusvogn,
Alchemilla, løvefod,
Aquilegia, akeleje,
Anaphalis, perlekurv,
Anemona, (høst)anemone,
Artemesia, ambra, malurt,
Campanula, klokkeblomst,
Dianthus, nellike,
Digitalis, fingerbøl,
Echinacea, purpursolhat,
Echinops, kugletidsel,
Eurphorbia, vortemælk,
Geranium, storkenæb,
Geum, nellikerod,
Hedera, vedbend,
Hemerocallis, daglilje,
Heuchera, alunrod

    

Iberis, snepude,
Iris, iris,
Lamium, guldnælde,
Lavandula, lavendel,
Lysimachia, fredløs,
Nepeta, katteurt,
Paeonia, pæon,
Phlox, floks,
Polygonatum, storkonval,
Pulmonaria, lungeurt,
Saxifraga, stenbræk,
Salvia, salvie,
Santolina, cypresurt,
Scabiosa, skabiose,
Sedum, stenurt,
Valerian, læge-baldrian,
Veronica, ærenpris,
Vinca, vintergrøn.

 

Men nu har jeg også lavet min egen liste over planter som rådyrene endnu ikke har spist (eller fejet) i min kolonihave. Udvalget omfatter både træer, buske og stauder, men kun dem som jeg selv har afprøvet. Når det kommer til køkkenhaven er intet helligt...

Planter som rådyr ikke har ædt
- endnu

Taks
Tuja
Troldpil
Buksbom
Benved
Spirea
Perikon
Cotoneaster
(Forsythia)
Klokkebusk
Tusindstråle
Rabarber
Høstanemone
Primula
Hasselurt
Silkepæon
Daglilje
Lavendel
Timian
Merian
Salvie
Påskelilje
Løvehale
Løvefod
Fredløs
Vortemælk
Iris
Akeleje
Fingerbøl

Man burde jo kunne kombinere de to lister og derved nå frem til et udvalg som er rimeligt trygt at kaste sig ud i - men måske ikke tilfredsstillende for havefolk med store ambitioner:-)



Ja, det er jo smukke dyr, og måske bliver jeg bare nødt til at eksperimentere videre indtil jeg finder den helt rigtige beplantning. I det nordlige Skandinavien må man slås med elge i haverne og i Afrika er det elefanter der æder afgrøderne, så jeg burde nok ikke være hysterisk...


Hjemme i haven har jeg fået spredt al komposten i 3 af bedene, og er så småt begyndt at klippe visne stauder og græsser ned. Nu hvor frosten er gået af jorden er der stauder og buske der skal flyttes, og dernæst også en hel del gran at fjerne - men først når jeg er sikker på frosten er ovre - og så skal der peppes op på krukker og baljer med forårsblomster. Der er lang vej igen, men jeg plejer da at nå det hele, og muldvarpen er allerede i gang med sit gravearbejde på kryds og tværs igennem bede og græs, så jeg må oppe mig for at følge med:-) Håber bare ikke den får vendt op og ned på forårsløgene.
 




Som man kan se er muldvarpen i gang med en større forårsrengøring, og jeg har bestemt mig til at forsøge at leve i fred med den. I vores tunge, lerede jord er det nok meget godt at få luftet lidt ud og jeg tænker også den får ædt en hel del skadelige larver. Jeg har læst at muldvarpe og mosegrise benytter de samme gange, så jeg vil meget hellere dele haven med muldvarpe (kødædere) end mosegrise som lever af planter og rødder. De kan virkelig gøre skade!

Nu venter foråret lige om hjørnet og der er grund til at glæde sig over livet i al almindelighed. Planteliv, fugleliv og ja, også det øvrige dyreliv:-) Her er noget at se frem til.




mandag den 17. februar 2025

Fugleliv i haven

Jeg har flere gange beklaget mig over det manglende fugleliv i haven - men ikke i går hvor der kom en stor flok sjaggere forbi. Der var nok flere hundrede og de blev i nærheden og sad i flokke i hegn og på marken i længere tid. 



I haven fik solsorten travlt med at vogte sine gamle æbler på græsset, men i ligusterhækken var der mad nok til alle, så her kunne den ikke tage kampen op.
   Når man kigger godt efter kan man få øje på mange fugle, men billederne er jo taget på en vis afstand.




Vi nød synet af de flotte fugle og det forvirrede leben der pludselig opstod i det fine solvejr. 

Ellers er det kulden der bestemmer for tiden, og haven må passe på sig selv derude. Den røde troldnød kan ikke rigtig folde sig ud så længe det er så koldt, og den gule er på retur. Vintergækkerne lægger sig og rejser sig på skift, mens hyazinterne står i stampe i en balje. Det er en kamp mellem solen og frosten lige nu - en slags elevator-vejr hvor spændingen stiger dag for dag.


 


Den tyrkiske hassel har dog taget springet med sine blomstrende rakler, så mon ikke vi er på rette vej?



torsdag den 13. februar 2025

Det bider i næsen

Kulden har fundet frem til min egn - og den stride blæst fra øst gør ikke sagen bedre. I går lykkedes det dog for mig at komme igennem det sidste hjørne af staudebedet i kolonien, og det er jeg rigtig glad for nu, hvor vi har fået et drys sne.

Der er jo ikke meget at se, men jeg er begyndt at plante de fingerbøl der står i køkkenhaven fra sidste år. Næste gang skal jeg grave en stor flot iris op i det gule bed og dele den i to, så den kan stå og se godt ud i begge bede, og så tænker jeg på at sætte en høstanemone også. Jeg har dem stående rundt omkring i kanten af haven, så det er bare at finde en passende plante.

I aftes begyndte det at sne med bittesmå fnug som hvirvlede rundt i lyset fra gadelygten, og til morgen var der kommet et tyndt lag, som kan give en smule beskyttelse mod frosten.


På solrige dage nyder jeg synet af to pæne buske udenfor mit vindue derhjemme. Det er den røde hassel og Viburnum mariesii, som begge ser strålende ud med sol på barken. 




Jeg er så småt begyndt at fjerne visne staudetoppe som står i vejen for forårsblomsterne, men det store ryk venter på lidt mildere vejr. Når jeg ligger og kravler derude i bedene kan jeg følge med i den smule fugleliv vi har i haven i år. Forleden kom der to gulspurve forbi, men ellers er det mest fasanen, lidt gråspurve og mejser - og så de store skovduer der bor i pæretræet.
   Nu har den ene due fundet ud af en måde at tage frø fra fuglehuset, og den er vendt tilbage til denne metode flere dage i træk, og har sågar taget sin kone med også. De større fugle plejer ellers at tage maden fra jorden, da der ikke er plads til dem i fuglehuset.





Jeg har sat en ekstra plade op til fodring af rødhalsen, bogfinkerne, jernspurven og andre som ikke bryder sig om at være inde i fuglehuset, men nu er den blevet en genvej til maden for duerne, som samtidig får nogle gode strækøvelser her:-)

Den kolde tid går altså med små opgaver som kan klares uden selv at blive for kold, men det meste af tiden går med at nyde haven indefra, og det er jo også ok i februar selvom både påskeliljer og andre forårsløg står parat derude med friske grønne skud.
   Mon ikke denne smule sne hurtigt vil forsvinde igen?



fredag den 7. februar 2025

Vinter i kolonien

Allerede sidste år i november begyndte jeg at grave det ene staudebed i kolonien op fra en ende af, for her trængte til fornyelse. Jeg kom dog ikke særlig langt før vi fik denne vinters eneste snevejr, og det satte en stopper for arbejdet. Da sneen forsvandt opdagede vi at nettet rundt om aspargesbedet hang løst, og fandt ud af de to yderste stolper var rådnet over i jordoverfladen og tentor-stålet på toppen var helt bøjet efter vægten af den tunge sne - altså endnu et job at ordne.
   Her om vinteren er der ganske stille i kolonien så vi har det fredeligt de dage hvor vi arbejder med disse to projekter. John er i gang med at udskifte to af stolperne i aspargesbedet, og jeg graver ukrudt og stauder op, når ikke jeg kræves som medhjælper hos John.



Vi er der kun når vejret er fint, og så har vi kaffe og lidt søde sager med, for på de gode dage kan man godt sidde i solen og slappe lidt af ind imellem. I går fik vi endelig den første af stolperne rejst. Og nu sætter vi lister af træ i toppen til at holde nettet stramt. Tentorstål var sandt at sige ikke nok...


Det har været et større arbejde at få de gamle stumper af stolper gravet op uden at skade asparges og tulipaner der ligger parat til at skyde i vejret. De nye stolper bliver sat i jord-spyd, så træet ikke kommer i kontakt med jorden.

Da jeg begyndt på mit staudebed i november så det således ud,


og nu mangler jeg kun et enkelt hjørne.


Jeg fjerner alle de stauder som rådyrene har ædt de senere år (kvæsurt, sankthansurt og geranier) og genplanter forskellige timian, porcelænsblomster, lavendel, salvie, lammeøre og blyrod, som dyrene endnu ikke har spist. De gamle pæoner får lov at stå i fred.
   Jeg har købt en rød hyld til at erstatte en hortensia som kom med hjem i haven, og fylder alle huller ud med fingerbøl og løvemund fra køkkenhaven, og et par nye dagliljer. Hosta er også fjernet på grund af sneglene. Så må vi se om det kan blive pænt i år. 
   Sidste år var det virkelig kedeligt at se på, selv her i juni hvor det plejer at være på toppen. 


Det er gode dage når vi får lidt fra hånden i høj sol. Humøret bliver mærkbart bedre og alt det støv der har samlet sig på hjernen i vinterens løb bliver blæst væk. Kroppen har også godt af at komme i gang igen, og selvom det knager i leddene og musklerne bliver ømme, er det en fornøjelse at være i arbejde og lave noget nyttigt. 
    Jeg får ligefrem lyst til at fortsætte med det andet staudebed... 

tirsdag den 4. februar 2025

Farver og kunst i arkivet

Haven ændrer sig ikke meget for tiden, men vejret skifter og giver forskellige indtryk. Jeg rydder op i de visne blade fra græsser som ligger og flyder rundt omkring, men ellers er det begrænset hvad man kan gøre. I solskin får de gule blomsterduske på troldnød lov at stråle, og vintergækkerne lyser op i hvidt.




Når det kniber med at finde farver ude i haven, og tågen ligger tæt, kigger jeg i arkivet og finder eksempler på kunsthåndværk med klar inspiration fra det farverige liv vi går og venter på. Al kunst er vel en form for fastholdelse af livet og bevægelserne, og når det lykkes bliver man så glad.

Keramik og porcelæn er et af de medier der har givet mange farverige oplevelser, f.eks. disse skønne gamle kakler og fade set på et museum i Lissabon:





Hollænderne var tidligt ude med porcelæn og kakler, og her er måske en idé til en ny havebænk fremstillet af lutter skår og stumper af knust porcelæn set i Delft. Sådan en bænk ville sandelig skabe opmærksomhed i enhver have.


Kineserne var ophavsmænd til porcelænet, men de er jo dygtige til alt muligt - og i deres kunsthåndværk har vi vel hentet megen inspiration. På Papirmuseet i Hune så jeg et par skønne figurer i bølgepap som nemt kunne have siddet på den hollandske bænk. Det er ikke farverigt - men humoristisk kunst fra en moderne kinesisk kunstner.



Et vidunderligt kinesisk silkebroderi med blomster, blade og fugle minder mig om hvor meget vi har hentet i deres havekunst også.

Når det kommer til broderi kan dronning Margrethe også være med, og vi så en stor udstilling af hendes mere private arbejder på Koldinghus engang. Her var navneklude og julekalendere til børn og børnebørn i hendes helt eget design, men også en samling af meget kulørte sofapuder, som hun har brugt rundt omkring i de kongelige gemakker. En god indsprøjtning af glade farver mens vi venter... 





Ligesom kunsten henter sin inspiration i vores levende verden kan haven nok også hente sin inspiration i kunsten - om ikke andet i farvesammensætninger.