mandag den 25. november 2024

En uge med flere årstider

I torsdags sneede det hele dagen og fredag stod vi op til dette smukke syn af blå himmel over en snedækket have. Ikke ofte vi ser omgivelserne på denne måde.




Det havde været 8 frostgrader om natten, men opad dagen blev det tøvejr og al den fine sne begyndte at falde fra grenene, mens det dryppede alle vegne.


Det var et meget brat skifte til 10 plusgrader og den varmeste novembernat nogensinde målt i Danmark.
   Jeg vadede gennem den våde sne med min rive for at befri nogle af havens træer og buske fra den tunge sne, men græsserne så ud som om de var jævnet med jorden.
   Her er det de fine stribede 'Morning Light' som står bag bænken i udkanten af haven. Jeg forstillede mig virkelig ikke de kunne rejse sig igen, men




... efter 3 dage med tøvejr og en hel del regn står de nu lige så fint igen.



De store elefantgræsser så også helt fortabte ud, og det var jeg ked af, men igen



... skete der næsten et helt mirakel, og efter 3 dage var de tilbage i topform. Det er da helt utroligt hvad planter kan tåle!


Mens haven var dækket af sne holdt fuglene sig i skjul og kom ikke til fuglehuset efter mad. Jeg tænker de har siddet inde i hækkene under den tykke snekalot og puttet sig, men jeg havde forventet de kom frem da vejret blev fint. Det var John der fik øje på spurvehøgen i pæretræet. Her sad den længe og holdt haven under observation, men da den endelig fløj sin vej...



... blev der straks liv og røre omkring maden. Vore små fjerede venner er lige så årvågne som John:-)



Jeg slutter dette pludselige vintervejr af med to af de flotte Viburnum i haven. De var begge fuldstændig flade som pandekager da sneen lå tykt. Den første af dem har endnu ikke smidt sine blade i dette efterår, og var et let offer for snetrykket. Den anden er en vinterviburnum og derfor stedsegrøn, så den var også nem at lægge ned, men de er kommet sig hurtigt og står nu og strutter som de skal.




Halleluja! - for de seje græsser og tålsomme Viburnum - og alle havens andre planter som klarede sig fint gennem et døgn med kritisk vejr.

torsdag den 21. november 2024

Om årets første sne

Det er altid morsomt at vågne til årets første sne, som fuldstændig ændrer havens udtryk på kort tid, bare se her hvordan et lille hjørne af haven ændrer sig de seneste 3 dage, i dis, sol og sne. 



Jeg tog en del billeder i dag, hvor det har sneet hele dagen. I eftermiddag havde vi et par timer med meget store snefnug, som næsten fik haven til at gå i knæ, og nu fryser det hele til natten. Mange buske er tynget voldsomt ned og jeg håber bare grenene holder til vægten. Trafikken her på Sydsjælland går meget langsomt på isglatte veje, så det blev en voldsom start på vinteren.
   Det begyndte blot som en hyggelig vinterdag og det dekorative græs på terrassen sank fuldstændig sammen af den første sne:




De stedsegrønne buske træder i karakter.





Her sidst på eftermiddagen fik jeg lige et par billeder mere i kassen inden mørket sænkede sig, og nu er det nærmest sort-hvide fotos som viser lidt af den overflod af sne der er kommet. Jeg gætter på 20-30 cm, men først var det stadig muligt at genkende planterne på terrassen.



De røde vinteræbler og gule paradisæbler bliver efterhånden tynget ned



og til sidst forsvandt det hele i snemasserne. Et par rådyr kæmpede sig forbi haven ude på marken,




og nu er krukkerne blevet til mærkelige skulpturer hvor planterne helt er forsvundet.



I morgen skal der komme mere sne, men i weekenden får vi tø og regn, så det bliver spændende at følge udviklingen de næste dage. Her til aften er sneen stoppet, men vi har da også fået rigeligt!




mandag den 18. november 2024

Et langt fint efterår

Med de skiftende vejrmeldinger for denne uge kan man vist godt regne med at vinteren står og tripper i døren, måske endda med sne.



Der har været flere gode dage i november med sol og skønne farver på havens sidste blade, men først og fremmest har denne måned været stilfærdig indtil videre - uden regn og blæst og efterårs-dramatik. Mange planter viser fine takter på falderebet,



Farvebælg bliver helt sort i bladene og står som en lille mørk busk vinteren igennem, mens Ligularia en kort stund pranger med hvide frøstande.



Rønnen har for længst smidt bladene, men bær og store røde knopper skinner stadig.


Viburnum og Cotoneaster er to buske som giver farve, selvom dagslyset stadig svinder og måneden mest har været grå og tåget.





Hakonegræsset ligger og slænger sig som om det voksede i et strømmende vandløb, men vand har vi ikke fået meget af de seneste måneder - i modsætning til sidste efterår.


Jeg har ryddet op på terrasserne og fået orden på alle potter. Vi mangler stadig noget gran til at pynte med, men vores egne stedsegrønne grene har erstattet de grønne blade fra Hosta og jeg har været i skoven for at hente mos.






De sidste blade i haven hænger på den røde hassel, men det er vist bare et spørgsmål om dage før de er væk. Bladene er helt røde i udspring og bliver grønnere henover sommeren. Nu er de ved at gulne og bringer stadig lidt farve ind i haven.




Der er egentlig ikke noget galt med farverne i november - de fleste dage savner man bare dagslyset.
Til gengæld havde vi årets sidste supermåne som også kunne ses i morgentimerne, hvor den går ned i vest. To faste beboere i pæretræet sidder her og nyder en stille morgenstund.


Vi mangler stadig at få hængt lyskæderne op, og jeg håber vi når det inden frosten sætter ind for alvor, men fremover står den mest på indendørs sysler og snart juleforberedelser.


torsdag den 14. november 2024

Tja-bom-bom...

Hvad skal man efterhånden mene om rådyr? Ikke så snart jeg havde glædet mig over udbyttet i køkkenhaven i år, hvor det høje hegn har givet os fred for møgdyrene, før jeg opdager de nu er begyndt at kravle ind under hegnet! 



Jeg kunne se hvor dyret havde skrabet i jorden med forbenene for at få fat, og på hegnet sad der totter af pels hvor den var kommet igennem. Nu er der jo ikke meget at spise i bedene mere, men de sidste kål var da blevet barberet, og honningurt smager åbenbart også godt, så jeg måtte i gang med at sætte blokader op forneden!


Jeg har ellers nok at gøre med at renovere staudebedene, som ser forfærdelige ud efter et år hvor de selv samme dyr har spist sig mætte i Hosta, Geranier, Sedum, kvæsurt og en hel del mere. Nu planter jeg kun de ting som rådyrene (endnu) ikke æder, og ved samme lejlighed får jeg luget grundigt. 



Det er et stort arbejde at grave hele molevitten op og genplante det der kan bruges. Jeg har planer om at sætte en del fingerbøl fra køkkenhaven, en rødbladet hyld og nogle dagliljer, som ikke er på dyrenes spiseseddel, og så er der jo blyrod, lavendel, timian, salvie, pæon, porcelænsblomst og lammeøre, som skal tilbage efter en ordentlig rensning. 
   Her er jeg så småt begyndt...



I vildnisset langs kanten af kolonihaven har jeg lagt 100 påskeliljer af 3 forskellige slags, og glæder mig til at se det hele næste forår, for lige nu virker alting temmelig gråt og uinteressant.


Der er dog stadig lidt farver rundt omkring -




- og ind imellem besøg af et mere omgængeligt firebenet dyr:-)




Vejret er godt til gravearbejde, og jorden er tør og fin, så jeg må bare klø på!