mandag den 21. maj 2018

Historien om en gave

For 10 dage siden fik jeg en plante forærende. En Batisia, som på dansk hedder farvebælg. En ærteblomst med smukke lilla blomster som minder om en lupin. Den er en langsom starter, men udvikler et stort og dybt rodnet med årene, og kan komme til at fylde som en mindre busk. En plante med et smukt lysegrønt løv, og mit eksemplar har næsten lilla stilke.


Jeg har ikke haft denne staude i haven tidligere, så det krævede lidt omtanke at få den placeret rigtigt. Løsningen blev et nyt staudebed på havesiden af huset, hvor der hidtil kun har være sat et par buske. Det gode ved denne plante er efter sigende, at rådyr ikke kan lide den, og det er jo et stort plus her.


Jeg sled i det lørdag eftermiddag. Græstørven var sej, og med al mosset i plænen nærmest elastisk, så spaden ville ikke i før den fik nogle gevaldige spark.


Skråningen er temmelig stejl, så jeg tossede rundt, men kunne dog se fremskridt.


Så er tørven endelig fjernet og jeg kan kulegrave jorden som vist aldrig har været gravet igennem tidligere. Ren lerjord, som kom op i store knolde.


Til sidst var der lavet nogle store gode plantehuller godt foret med champignonmuld, og farvebælgen kunne endelig komme på plads.


Det var så langt jeg kom i lørdags. Farvebælgen står yderst i buen på sine lange tynde ben, og den har fået følge af en lille Hosta, en buksbomstikling og nogle løvefod, som jeg har flyttet fra de upraktiske steder hvor de har sået sig selv.


Søndag gik turen til Peter Hansens Have på Lolland og herfra hjembragte vi 2 Geranier (Rosanne med fine lyseblå blomster), en alunrod med røde blade og en pileurt med smukke røde aftegninger på bladene (en frøplante af Painters Palette).


Pileurten bliver en stor dejlig bladplante, hvis den trives hos os.


I dag er bedet blevet suppleret med Bacopa med blå blomster, dels for at fylde ud i bedet her det første år, dels for at dække jorden så vi undgår masser af ukrudt og vanding i denne tørre tid.


Se det var næsten historien om en fjer der bliver til fem høns, her blot en farvebælg der blev til et helt nyt staudebed og en hulens masse frisk motion.


22 kommentarer:

  1. Den bliver du glad for, når først den får far er den helt fantastisk 😀
    Vi besøgte Peter Hansens have sidste år og købte en Painters Palet hos ham 😀
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre, for det er jo altid spændende med nye planter, men ikke altid man kan få den til at trives.
      Er det dog ikke et fantastisk haveanlæg Peter Hansen har skabt? Jeg fatter ikke hvordan han kan passe al den jord og alle disse planter ene mand. Bare flot!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Ja sådan kan man få et nyt bed. Mit dråbebed opstod på samme måde. Tre planter foræret, de skulle jo være et sted, tja det endte næsten som rosenbed, sådan går det hos dig. Dit nye bed bliver godt.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, haven skal jo starte et sted, og hidtil er min tid mest gået med at dyrke krukker på terrasserne, så vi havde noget at se på lige udenfor dørene. Men nu er vi i gang!
      Jeg håber det bliver godt, men skal lige lære forholdene at kende. Den fede lerjord er jo god til at holde på vandet, men den er godt nok hård at få hul på.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla

    Alletiders at du beskriver hele processen!
    Det er også en uventet hård tid at lave nye bed i - hvem kunne have vidst at vi vílle få denne tørke og varmeeksplosion?
    Det ser godt ud - glæder mig til at se det når det er vokset til!

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det gør jeg også! Faktisk var der fugtighed nok i jorden da jeg først fik hul, men det meste af jorden kunne man såmænd også godt have lavet keramik ud af. Der skal vist tilføres en del kompost fremover (mødte kun et par enkelte regnorme)hvis det skal blive god havejord.

      Lige over!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Det blev en riktigt fin rabatt och den vann på att öka i storlek. Men hårt jobb med lera. Hoppas ni baptisia ska trivas.
    //Helene

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de gode ønsker! Jeg glæder mig meget til at se hvordan det bliver når planterne engang bliver store.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Gresstorv er utrolig seigt å få fjernet. Du har gjort en god jobb. Flott med blå bacoba. De dekker så godt, og det er smart å bruke de som bunndekke.
    Ha en god ny uke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Jeg tænkte at en sommerblomst som Bacopa bare er en midlertidig plante, så kan jeg altid senere finde på en flerårig løsning.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Det er modigt af dig at plante i denne tørre tid, men de nye planter har selvfølgelig også en pæn størrelse. Jeg har et par bakker med ting, jeg har frøformeret, som står og venter; men dem tør jeg ikke plante ud lige nu. Dit forrige indlæg inspirerede mig til at lave et lille indlæg om to af vores træpæoner.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg ville heller ikke selv have valgt at plante lige nu, men den nye farvebælg skulle helst i jorden inden den voksede ud af potten, så derfor. Kan godt forstå du ikke planter små frøplanter lige nu... Herregud, vi nærmer os jo tørke.
      Ja, jeg har læst dit fine indlæg, og nu er jeg endnu mere imponeret over træpæon-dyrkere og deres store tålmodighed. Men flotte er de jo - altså pæonerne!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Du må have gang i vandkanden, så du kan holde liv i dine spændende nye planter. Pileurtens bladtegninger kan jeg rigtig godt lide.
    Hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret, og det har jeg også. På Karnas blog har jeg læst hun dækker sine bede med græsafklip, så nu har vi tænkt os at gøre det samme. det kan dels holde på fugtigheden, dels give lidt humus til den rå jord.
      Og pileurten så jeg i en åben Have for et par år siden, og satte den straks på ønskelisten, så den er meget velkommen.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Det var da en spændende historie om en farvebælg og dens nye naboer. Håber de lever lykkeligt sammen! Bedet ser godt ud. Det var en fin ide at plante Bacoba som bunddække, den vil komme til at fylde godt hen over sommeren.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine pæne ord. Dette er blot starten på en staudebed, som gerne skulle dække hele skråningen op til terrassen i løbet af et par år, så man kan jo lige så godt starte i et hjørne. Håber det kommer til at fungere, og ellers må jeg jo flytte lidt rundt. Et staudebed bliver vel egentlig aldrig færdigt, men nu er vi begyndt.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Hej Ulla!

    När jag läser din fina berättelse om den lilla plantan och det arbete som följde småler jag för mig själv. En ny växt kan medföra mycket arbete som man inte alltid kan förutse. Snygg blev den i alla fall, den nya rabatten. Gott så länge det finns gräsmatta att gräva upp !

    Hälsningar

    /Gunilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er lidt morsomt hvad sådan en plante kan medføre... Og græs har vi nok af! Jeg tror der er 4-500 kvadratmeter tilbage, så vi får nok en del god motion med tiden. Ha!
      Men du har da også gravet og flyttet store sten og masser af jord i din have, ellers var den jo aldrig blevet så fin. Husk at nyde den, selvom klimaet er på vej i den gale retning. Vi kan ikke redde verden fra dens uforstand, men bare gøre lidt hver især.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Det ble jo riktig flott! Og så får en jo mosjon også.
    Mye finere med blomsterbed enn plen:)

    :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Motion skulle jo være så godt, og plæne er ikke særlig interessant, navnlig ikke nu hvor den begynder at blive gul i tørken.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  11. Hej Ulla!
    Ser tungt ut att gräva i det torra jordlagret, men resultatet blev riktigt fint.
    Grävde hos dottern förra veckan, det var inte riktigt lämpligt i varm sol, men det gick bra, så nu har hon en ny rabatt att plantera pioner i.
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var tungt, for jorden kom op i store blokke og skulle hugges i stykker. Men jeg har sikkert godt af motionen, og så bliver man så glad, når man har klaret sådan en opgave.
      Godt du hjalp din datter med hendes nye pæon-bed. Det bliver sikkert meget fint alt sammen!

      Hilsner fra Ulla

      Slet