September som man behager

Jeg har altid været så glad for september, så glad at man nærmest kunne kalde den min yndlingsmåned, hvis en sådan findes, for egentlig er jeg bare glad for årets variationer. Men der er nu noget særligt ved netop denne tid hvor alting modner, nætterne bliver kølige og tempoet er behageligt.
   Vi vågner for tiden op til disse ostevinduer hver morgen, og heldigvis er fugtigheden på ydersiden af ruderne og forsvinder efter et par timer så vi kan kigge ud.

Fugtighed har der ellers ikke været meget af og regn er blevet en mangelvare. 30 mm blev det til i juli, og det samme i august og september, så jeg gik en runde den dag vi sidst fik 8-10 mm, for det var jo en festdag.

Det var en fornøjelse at se det dryppe fra blade og frugt selvom edderkopper og stankelben forsøgte at finde et sted i tørvejr. Denne havde søgt ly under en pære - og i øvrigt er det vist en mejer. Stankelben har nemlig vinger:-)

Fra havemarkedet på Rønnebæksholm hjemførte jeg blandt andet denne blåskæg, som giver et tiltrængt farvedrys i en hård tid. Humlebierne blev meget glade for de fine blå blomster, og lod sig ikke mærke med regnen.

Og ellers er det en fornøjelse at følge græsserne, som netop er på højden i denne måned. Dem har jeg ikke fortrudt, og de udfylder deres rolle i både nye og gamle bede. Mit nye 'bænkebed' er f.eks. ved at få det udtryk som jeg havde tænkt, og det bliver bare bedre når det hele vokser til. Her er det Miscanthus sinensis Morning Light der lyser op bag bænken, citrontimian som bunddække og en dværgsyren til hver side.

I solbedet er det Miscanthus sinensis Maleparthus som pranger nu, og rønnebærtræet i baggrunden stråler med sine blanke bær.

Det nye græsbed har klaret sig igennem første sæson, men græsserne er ikke dominerende endnu. Kun de gamle græsser som blev flyttet fra terrassen (Calamagrostis Karl Foerster) fylder lidt, og ovenover blomstrer staudesolsikken stadig. 

Lidt blomster er at finde rundt omkring, men desværre svigter de fleste af sankthansurterne, og de plejer at være dominerende, så jeg håber bare de kommer igen næste år. 'Sommerens sidste farvel' har haft en behersket blomstring, men den har dog overlevet og det må jeg være tilfreds med.

Vi skal snart høste æbler, senere kommer pærerne og lige for tiden har vi en overflod af sveskeblommer. Kastanjerne er et helt kapitel for sig. Der er noget at glæde sig til, hvis ikke grenene bryder sammen under vægten af de mange store nødder - og der er jo nok næsten en måned til de er spiselige.