tirsdag den 26. august 2025

Dejlig dag på udebane

For et par dage siden mødtes vi med gamle venner i Landbohøjskolens have på Frederiksberg for at se denne dejlige plet i storbyen igen. Vejret var perfekt til en udflugt, og når 4 haveinteresserede samles i en gammel have/park kan man bruge timer på at gå rundt.


Landbohøjskolen startede her på Frederiksberg i midten af 1800-tallet, og haven blev anlagt til de studerende som undervisningsmateriale, så her er mange forskellige planter og også meget gamle træer.
   Et af de største træer var gået ud, men står her stadigvæk og huser en meget varieret befolkning af svampe. Derudover er der store samlinger af egetræer og tretorn, kastanje og Ahorn, kirsebær, stedsegrønt og nåletræer, buske og stauder til alle formål.


I midten af parken ligger en sø med plæner, bænke og staudebede omkring. Det er et samlingssted for folk i området der hygger sig her på en god sensommersøndag. 



Rundt i kanten er der tæt bevoksning af forskellig karakter, stenbede og rigtig gode skovbevoksninger, hvor man kan finde gode idéer til både buske og træer - også de mere eksotiske.

Kejsertræ og fasanbusk:



Bregner og konvaller i skyggehave:



Japanske kirsebær:



Det hele er godt skiltet, så det er muligt at få navnene med hjem, hvis man finder noget af interesse - og det gælder faktisk også stauder og græsser, som der er mange af.

I sommerblomst-afdelingen var der knald på farverne, og gode sammenplantninger. Alt virker meget velholdt, men desværre er buksbomhækkene angrebet af sygdom, og der skal skiftes mange tusind planter, hvis man stadig vil beholde grønne hække rundt omkring i haven.








En rosenhave gjorde ikke meget væsen af sig, men det kan jo være den har været fin i starten af sommeren. Jeg lagde naturligvis mærke til nogle gode beplantninger af græsser i kanten af af den centrale plæne. De er nok kommet til de senere år, men gør sig godt både som rene græsbede og i kombination med stauder.


- Og som et levn af gamle traditioner var der naturligvis også et bed med husløg sat i sirlige mønstre, hvilket leder tankerne omkring 100 år tilbage til dengang man havde gartner ansat i de store haver, og selv frembagte sommerblomster i opvarmede drivhuse. 


Bortset fra de stakkels buksbom, som er ved at sygne hen, er haven både hyggelig og smuk med mange spændende planter at gå på opdagelse i. Haven er åben fra solopgang til solnedgang og en lille café er der naturligvis også.
   Hvis man har tænkt sig at gå på opdagelse på Frederiksberg er der jo haver og parker nok. Vi fortsatte mod Frederiksberg Have og Haveselskabets tidligere Have, som vistnok er solgt fra nu, men der er jo også Zoo Have og Søndermarken. En bydel med meget grønt og mange forlystelser, som man ikke lige bliver færdig med på en enkelt dag!


fredag den 22. august 2025

Tanker og idéer

En flot sommermåned med både regn, sol og varme er gået over i køligere vejr med vind fra nord, og man begynder at fornemme høst og efterår i luften. Dette kunne være anledning til vemod og tristesse, men jeg kan mærke hvordan idéer kommer myldrende - idéer til nye tiltag i havens staudebede til næste år.



Ikke fordi jeg har været utilfreds med denne sommer, men jeg kunne godt tænke mig at supplere noget af det der trives med mere indenfor samme art. F.eks. er jeg begyndt at kigge efter flere Asters, og måske også flere pileurt som opbakning til de gamle stauder der trænger til nye kammerater.




Disse billeder er fra solbedet og jeg forestiller mig hvordan det ville pynte hvis jeg gav høstanemonerne selskab af et par flotte lyserøde hestemynter (f.eks. Monarda Beauty of Cobham) - eller her på den anden side af bedet hvor jeg har røde grene på kornel og røde blade på paradisæble - en dejlig mørk rød Monarda Donnerwolke - eller måske en rød pileurt, hvis den kan vokse på den solrige plads.
   Jeg har ikke haft Monarda i haven tidligere, men har tit nok tænkt de kunne være sjove at prøve, og i kolonihaven såmænd også. Monarda er jo en krydderurt, og det er ved at være det eneste der ikke bliver spist af rådyr - men kolonien vender jeg tilbage til senere på året.


I havens nyeste bed er der lige lovlig meget gang i løvehaler og løvefødder, så de bør udtyndes snart. Også her ville man kunne supplere med nye stauder som f.eks. anisisop og flere asters - og måske nogle nye staudesalvier, for at få lidt mere variation i vækstform. Jeg har plantet solbrud som jeg holder meget af, men jeg tror der er for meget skygge fra æbletræet, så de bliver ikke til noget.






Herover kan man se hvordan store blade fra de to 'løver' hurtigt dækker jorden og skygger alt andet væk, men jeg var jo glad for netop denne effekt i etableringsfasen, og nu er det bare tid til noget andet. 
   Flere dagliljer var også fine da de jo nærmest ligner græs i vækstformen. Jeg har plantet en del af de mørke røde Sammy Russel, men man kunne jo også supplere op med den lysegule duftende daglilje som jeg holder meget af. 


Ja, det myldrer med idéer og jeg glæder mig allerede til at komme i gang, men det må vente til sommeren er forbi og vi har fået noget regn til den tørre jord. Dejligt at have noget at glæde sig til!


Solsorten har bygget rede ovenpå pergolaen midt i klatrehortensien og i er i gang med årets sidste kuld. Vi kan se den flyve til og fra reden når vi sidder ved spisebordet i stuen. Den glæder sig sikkert til at holde ferie ovenpå dette års yngelpleje, mens jeg glæder mig til at komme videre med haveplanerne i løbet af efteråret.



fredag den 15. august 2025

Sommervarme

Her midt i august får vi lov at opleve rigtig dejligt sommervejr, og mens planterne modner og den voldsomme vækst er ved at aftage kan man nyde sin have som blot står og stråler i solen. I de tidlige morgentimer er solen mild og god, og den første kop kaffe kan nydes i stille fred.



Opad dagen kan man tage fat på lidt nødvendig renovering, og jeg er for tiden i gang på terrasserne.
   Det er efterhånden 4 år siden vi lavede skjulere af affaldstræ til alle de store murerbaljer, og det er et godt tidspunkt at friske dem op med en gang træbeskyttelse. Nogle af brædderne er faktisk ret rådne, men måske kan de holde et par år endnu. I hvert fald pynter det.





På den store terrasse skal der også plantes nyt i baljerne, så nu har jeg plantet 3 små egetræer - én i hver potte - så kan de stå der og blive til en slags bonsai-træer. Jeg har købt tyttebær og revling som bunddække og plantet i sur jord, for det er meget godt der er lidt at se på i vintertiden også. 
   De 3 små egetræer er rødeg som får en flot høstfarve. Jeg har selv sået agern fra skoven, og da de har delt en potte hidtil var det svært at få viklet de lange rødder fri af hinanden. Det var også et stort arbejde at få tømt og genplantet disse store beholdere, men nu tror jeg det kan blive et fint indslag midt på terrassen. De sidste par år har der kun været løvehale i potterne...


... og de har nogle meget solide rødder,


men nu ser det således ud.


Naturligvis skulle jeg også lige have malet træværket inden det hele faldt på plads, men på billedet herover kan man se hvordan vi har klodset baljerne op så de står i forskellige højder, og herunder kom jeg i mål med alle plante-baljer.


Og så er terrasserne opdateret - også med nyklippet grønt.


Solen gør godt i tomatbedet, hvor de små gule og røde tomater modner mens montbretia blomstrer rundt omkring. Man begynder at glæde sig til de hjemmeavlede tomater og samtidig tænker jeg på, at dette højbed også ville blive kønnere med en eller anden form for træbeklædning... 



Nå pyt! Rom blev jo ikke bygget på én dag.


torsdag den 7. august 2025

Der klippes

Efter en længere periode med regn og megen vind kan man endelig komme til at lave lidt nyttigt igen, og i min grønne have skal der reguleres på meget af det grønne, hvis det stadig skal fremstå nogenlunde harmonisk. Jeg fægter mig vej gennem buske, stauder og ukrudt med alt hvad vi har af sakse og får gradvist styr på noget af væksten. 
   John tog et ordentligt livtag med græsplænen i går, og det var allerede en stor forbedring.


Krukkerne skal også have et kritisk blik engang imellem, og jeg havde allerede planer om at gå ud og købe nye høstplanter til den lave plantebalje hvor en mængde bellis nærmest var rådnet væk, da jeg kom i tanke om de planter der stod rundt omkring og så sølle ud. 


På min vej gennem bedene fandt jeg planter som var trængt eller sneglebidte eller på anden vis behøvede hjælp, og nu har jeg samlet dem i denne balje med ny jord. Så må vi se om de kommer i gang.



Jeg var også træt af at se på denne store balje med palmebladstar (Carex Muskingumnensis) midt på terrassen. Den vælter ud til den ene side når regn og blæst hærger, så nu er den forsøgt samlet med et reb og et par pinde. 
   Rundt i kanten har jeg anbragt en del store grene fra beskæring af klatrehortensier for at støtte den, men jeg tror faktisk jeg skal se at få fat på nogle kønne pilegrene og flette et lille hegn omkring den.


Hullet midt i haven, har egentlig ikke krævet andet end lidt opsamling af visne blade, men nu trængte der til en oprydning og lugning. Jeg har fået fjernet selvsåede stauder og ukrudt, græs og levermos så man kan se gruset igen, og det er jo ikke så slemt, hvis man kan nøjes med en omgang hvert andet år.



Et par violer og en lille bregne fik lov at stå. Geranierne har allerede dækket jorden rundt om hullet.


Som sagt er haven mest grøn, og jeg kan ikke fremvise stor blomstring, men det grønne står mit hjerte nær, og giver ly og læ til meget liv. Visse områder er jeg særligt tilfreds med, og i skyggebedet er der endelig kommet rigtig gang i den tyrkiske hassel, som blev plantet for 7 år siden. Nu er den i så god vækst at jeg er begyndt at stamme lidt op, og beplantningen nedenunder er tilpas varieret og moden til at dette område gør mig helt glad.

Fra indersiden af rundingen er det dette syn med dagliljer og ildvortemælk (Fireglow) der møder en,



og fra den anden side er det perikon og taks der dækker bunden under den dekorative stamme.



Der er stadig mange områder i haven som kræver en indsats, men man skal huske at sætte pris på det der lykkes. Disse to dejlige blå - Geranium og Hosta - skal måske have en hjælpende hånd snart. De er ved at blive skygget ihjel af buske, og trænger til at blive flyttet ud i lyset, men det må blive engang når blomstringen er forbi.