En flot sommermåned med både regn, sol og varme er gået over i køligere vejr med vind fra nord, og man begynder at fornemme høst og efterår i luften. Dette kunne være anledning til vemod og tristesse, men jeg kan mærke hvordan idéer kommer myldrende - idéer til nye tiltag i havens staudebede til næste år.
Disse billeder er fra solbedet og jeg forestiller mig hvordan det ville pynte hvis jeg gav høstanemonerne selskab af et par flotte lyserøde hestemynter (f.eks. Monarda Beauty of Cobham) - eller her på den anden side af bedet hvor jeg har røde grene på kornel og røde blade på paradisæble - en dejlig mørk rød Monarda Donnerwolke - eller måske en rød pileurt, hvis den kan vokse på den solrige plads.
Jeg har ikke haft Monarda i haven tidligere, men har tit nok tænkt de kunne være sjove at prøve, og i kolonihaven såmænd også. Monarda er jo en krydderurt, og det er ved at være det eneste der ikke bliver spist af rådyr - men kolonien vender jeg tilbage til senere på året.
I havens nyeste bed er der lige lovlig meget gang i løvehaler og løvefødder, så de bør udtyndes snart. Også her ville man kunne supplere med nye stauder som f.eks. anisisop og flere asters - og måske nogle nye staudesalvier, for at få lidt mere variation i vækstform. Jeg har plantet solbrud som jeg holder meget af, men jeg tror der er for meget skygge fra æbletræet, så de bliver ikke til noget.
Herover kan man se hvordan store blade fra de to 'løver' hurtigt dækker jorden og skygger alt andet væk, men jeg var jo glad for netop denne effekt i etableringsfasen, og nu er det bare tid til noget andet.
Flere dagliljer var også fine da de jo nærmest ligner græs i vækstformen. Jeg har plantet en del af de mørke røde Sammy Russel, men man kunne jo også supplere op med den lysegule duftende daglilje som jeg holder meget af.
Ja, det myldrer med idéer og jeg glæder mig allerede til at komme i gang, men det må vente til sommeren er forbi og vi har fået noget regn til den tørre jord. Dejligt at have noget at glæde sig til!
Solsorten har bygget rede ovenpå pergolaen midt i klatrehortensien og i er i gang med årets sidste kuld. Vi kan se den flyve til og fra reden når vi sidder ved spisebordet i stuen. Den glæder sig sikkert til at holde ferie ovenpå dette års yngelpleje, mens jeg glæder mig til at komme videre med haveplanerne i løbet af efteråret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar