Tilbageblik på 2024

Jeg har efterhånden været på havebloggen i 10 år, og det kan være svært at variere årets tilbageblik, men da der ikke er så meget andet at skrive om på denne årstid prøver jeg at sætte fokus på de planter der har glædet mig mest i år - og krydrer det med billeder af fuglelivet omkring os. 

Advarsel: Trods hård sortering blev dette et meget langt indlæg! 

I januar er den eneste blomstrende plante vores gule troldnød, som samtidig er start- og landingsbane for de fleste gråspurve i haven. Dette år fik vi også kortvarigt besøg af en flok fine silkehaler, som holdt pause i pæretræets yderste grene.

I februar kommer der gang i den røde troldnød som også er et hit lige udenfor stuevinduet. I denne måned plejer de to buske at bakke hinanden op, og man kan da også godt se den gule i baggrunden.

I år var vinteren usædvanligt våd, men alligevel spejder jeg efter løgplanter, og vintergæk er altid først på pletten, og må siges at være denne måneds stjerne. 

Jeg kan faktisk finde primula i blomst hele året rundt, men i marts springer de virkelig i øjnene med deres mange farver, og nu er der jo heller ingen store stauder og buske der skygger for dem.

Foråret indvarsles for alvor når man hører tranernes trompet-kald over hovedet og oplever store flokke på vej mod nordøst. Det er signal til at komme ud af starthullerne og afsted på den årlige have-odysse!

Tårnfalken kommer jævnligt forbi og holder øje med haven fra luften. Denne dag fik den ram på en stor fed mus og måtte lige puste ud et øjeblik på taget af fuglehuset. Billedet er ikke særlig godt, men det er heller ikke nemt at følge med i en rovfugls tempo:-)

I år nåede jeg lige akkurat at klippe de gamle blade af bispehuerne, så jeg kunne nyde de lette nikkende blomster på spinkle stilke, derfor er bispehuen måske den mest skattede blomst i april, men jeg behøver vel ikke sige, at dette er årets fineste måned med hensyn til løgvækster. 

Det vælter frem med påskeliljer, skilla, vibeæg, kejserkroner og pinseliljer, samtidig med blå skyer af forglemmigej, kærmindesøster og hvide tæpper af skovmærke. Nu sker det hele på samme tid, og selvom vi stadig får rigeligt med nedbør, er det jo forår nu.

I haven færdes fasanerne hjemmevant i det grønne, og de første to Viburnum-buske springer ud med hvide og rosa duske.

Maj er altid kendetegnet ved frugttræernes blomstring, men nu er der også gang i de tidlige stauder, så det kan være svært at vælge i denne måned. Alt det grønne er sprunget ud og uanset vejr og vind må enhver haveejer prise sig lykkelig og tilfreds. Under skyer af hvide blomster kan man høre insekternes summen, og fuglene pisker frem og tilbage til reder og kasser. 

I slutningen af maj blomstrer de mange akelejer sammen med knopurt. Begge stauder har en vis frihed til at så sig selv her hos mig, og en del bliver flyttet ud i huller i bedene. I baggrunden blomstrer nu også Viburnum mariesii, som afløser frugttræerne med sine dejlige hvide skærme.

I juni blomstrede en af flere nye stauder i haven for første gang med en enkelt lille dusk himmelblå stjerner. Det er Amsonia, som jeg håber vil spille en stor rolle i det nye græsbed fremover.

I bunden af vandhullet opstod der drama, da en fasan havde bragt hele sit kuld af dunede unger herned, og de små ikke kunne komme op ved egen kraft. Det endte med jeg måtte fiske dem op en ad gangen, så de kunne forenes med deres mor, som opholdt sig i nærheden.

Junis mest iøjnefaldende blomst var afgjort de høje fingerbøl, og så kan jeg jo ikke lade være med at glæde mig over hyldetræernes blomstring her ved midsommer. På en måde kan det slet ikke blive Sankt Hans uden hyldeblomster:-)

Her midt på sommeren i juli er de fleste stauder godt i gang, men i vores have trækker vi lige vejret ovenpå junis overflod af Geranier og løvefod, staudesalvie og løvehaler, og koncentrerer os om dagliljerne. De er så taknemmelige at have med at gøre, og blomstrer trofast hvert år uanset hvilket vejr vi får. Jeg tror vi har 5 forskellige efterhånden, og det strækker jo blomstringen i begge ender. I bedene bidrager de med højde og kulør, og fylder godt op med deres lange lige blade. En dejlig nem staude! 

Egebladet Hortensia fik også lov at blomstre i år. Den har tidligere stået i kolonien, hvor alle blomsterknopper blev ædt af rådyr, så det var godt at få den hjem.

Gråspurvene er her året rundt, og vi får et godt kendskab til hinanden. Et forfriskende bad er jo dejligt i varmen, men man skal lige lære at kravle op af bassinet igen. Dette er nok er af årets unger, der synes øvelsen er lidt vanskellig.

Hvor juli er dagliljernes højdepunkt kan august siges at tilhøre Hosta, og jeg har flere forskellige med blå og hvide blomster som strækker sæsonen. Også en overordentlig nem staude, med de dejligste blade. Her er to forskellige som supplerer hinanden godt. Den blå ligner en klokkeblomst, mens den hvide er mere liljeagtig.

Denne måneds blomsterflor er opgraderet med de nye indkøb til græsbedet. Her er tale om staudesolsikke (til venstre) som blomstrede langt ind i oktober ligesom solbrud. De lette lyseblå Asters kan forhåbentlig væve sig ind og ud mellem de store græsser fremover. 

   Under normale omstændigheder ville dette også være begyndelsen for sankthansurt med deres rødlige flor og store tiltrækning på insekter, men i år svigter de, og kun de hvide har klaret vandmængderne i vinters. Til gengæld er den nye raketblomst i trivsel.

Hjælpeløse fugleunger ser man ofte i denne tid. Her er det solsortens unge som sidder og larmer mens den venter på mad.

September var tidligere den første efterårsmåned, men nu synes jeg snarere den minder om sommerens sidste måned. Her på østsiden af landet er foråret som regel præget af en kold vind fra øst, og så gør det jo ikke noget, at sommeren strækkes lidt i den anden ende.

Det er kurveblomsternes tid med solsikke og solbrud i front sammen med forskellige Asters. Margeritten blomstrer for anden gang og samtidig begynder græsserne at gøre fyldest. De flotte elefantgræsser blomstrer mens æblerne modner og rønnebærrene rødmer, men her i haven følger vi også med mens de ægte kastanjer tynger træet voldsomt ned. Man begynder at tænke på høstudbyttet... 

Oktober giver frugt i overflod. John plukker nøddder på den røde hasselbusk og vi får to gode måltider ud af 50 flotte kastanjer. Kastanjetræet retter ryggen da alle de tunge nødder er faldet af, og haven tager fat på sit årlige farveskift mens vi sylter og koger.

Nu blomstrer høststenbræk diskret i skyggebedet, mens benved-busken overdøver alt og alle med sine orange og pink frugter i et hjørne af haven. Man savner ikke blomster nu hvor æblerne rødmer og bladene får flotte farver.

November begyndte mildt og godt og de fine soldage kunne nydes gennem nypudsede ruder. Senere løb vi ind i et forrygende snevejr som varede èt døgn, men gav en uhyre mængde sne og fulgtes af regn og tø. På 3 dage var alle spor slettet og jeg var lettet da havens vækster rejste sig igen.   

Mutter spurvehøg der sad på lur i pæretræet var opdaget af havens fugle, men de kom hurtigt ud af deres skjul da hun forsvandt ud over marken.

December byder ikke på levende blomster derude, men julerosen har fået en utrolig mængde knopper, og står som en julegave der bare skal pakkes op - måske i starten af det nye år? Vinterstandere må holde skansen indtil da, og jeg så glad for græsserne der rejste sig efter sneen. De små fine stjerner på Asters lyser også op.

De nære omgivelser som kan ses inde fra huset, bliver pyntet op med masser af gran og mos og lyskæder i julemåneden. Sådan tænker jeg vi kan komme igennem den allermørkeste tid.