mandag den 26. januar 2026

Kold januar

Fra nytår og til nu har vi nærmest haft barfrost, for nedbør har der ikke været meget af i denne ende af landet. Men nu sner det faktisk, og samtidig blæser det koldt fra øst. Jeg er glad for sneen - selvom det giver lidt besvær - for jeg tror planterne har godt af at blive pakket lidt ind, når det er så koldt.


Normalt er jeg jo i gang med at grave allerede i denne måned, men jorden er hård som beton, så det bliver der ikke noget af. Til gengæld har vi nok at gøre med at følge fuglenes liv ude omkring foder og vand. Her er det en lille blåmejse der kigger bebrejdende på mig gennem ruden, for nu er vandet frosset til is igen! 


Den nye foderautomat er populær hos både mejser, rødhals og skovspurve, og selv dompappen har forsøgt at mase sig ind - men det gik jo ikke.
   I det gamle fuglehus har vi fået en ny gæst i dag og den har vi aldrig set i haven før: en ringdrossel. Først troede vi det var en solsortehun, men da vi fik kikkerten frem måtte vi også have fat i fuglebogen. Ringdrossel yngler ikke her i landet, men kommer forbi på træk - dog mest i Vestjylland. Denne er nok kommet ud af kurs og måske blevet blæst tværs over Østersøen for at ende her.




I skålen er der fedt med solsikkekerner og havregryn, men der er jo også tag over hovedet og det tror jeg den nyder. I hvert fald har den været i haven - og navnlig i fuglehuset - i flere timer i dag, og kun rødhalsen har kunnet jage den ud i sneen:-)

Vi gik en meget frisk tur i skoven midt på dagen.






Det gav røde kinder og god appetit, men man nyder sneen når den endelig er her - og det sner stadig derude. Nu hvor det sidste dagslys prøver at trænge igennem skyer og sne er der stadig trængsel om fuglemaden, mens vi har ild i brændeovnen. 



2 kommentarer:

  1. Den har du fanget super den blåmejse. Her sætter jeg ikke vand ud. Fuglene har et rindende lille åløb lige nede bagved haven, så det må de nøjes med.
    Sejt med en ringdrossel .Sådan en har jeg vist kun set en enkelt gang. Her er det sjaggerne der er begyndt at komme og forstyrrer solsortene.
    Ja det bliver spændende hvor meget sne der når at komme. I har vist tyvstartet, så I har fået et forspring. Spændende i morgen hvor meget der er kommet.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Flott bilde av blåmeisen, Ulla. De er så søte. Det er jo fint at du får litt snø. Hvor kaldt er det hos deg nå? Her er det - 10 grader ankurat nå. Flotte vinterbilder!

    Hilsen Marit

    SvarSlet