onsdag den 6. maj 2026

Frugttræer i blomst

Vejret er kølet lidt af og det er vist meget godt hvis jeg skal nå at nyde udspringet i maj måned.
   Trods stadig mangel på regn blomstrer mange frugttræer netop nu. Pæretræet som snart er helt overgroet med efeu har stadig toppen fri til en flot blomstring. Her har jeg forsøgt at tage et billede i modlys henad aften. Pæretræet er havens største træ og et refugium for fugle, der gemmer sig for vinterkulden blandt efeu-blade og bygger reder her i sommertiden. Jeg har slet ikke overblik over alle beboerne, men nyder det liv der udfoldes i det gamle træ.



I pæonbedet er der fuld gang i kirsebær, paradisæblet Golden Henry (æblerne bliver gule) og viburnum-busken underneden, der alle blomstrer i hvidt. 





I græsbedet vokser ingen træer, men alle tulipanerne står i blomst og Hortensiaen er ved at folde de hvid-filtede blade ud her bagved Spring Green. 



Sødskærm er ved at være godt etableret i skyggen rundt omkring og den bakker alt det øvrige hvide op med sine små blomsterskærme. Bladene er så kønne synes jeg.



I kolonihaven er der en del blomster på espallieret. Det er Pigeon-æbler som kan gemmes helt til jul hvor de små røde æbler både smager dejligt - og pynter.



Jeg runder af med et yndlings-paradisæble træ - Professor Sprenger - som stadig er i knop. Jeg har plantet dette træ i begge haver fordi det er kønt hele året, og lige nu ser blomstringen jo meget lovende ud.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar