Egetræer har været et stort emne denne sommer, og ikke mindst egeprocessionsspinderlarverne! Rent bortset fra det enormt lange navn, har denne larve, som bliver til en natsværmer og som lever på egetræer, også medført en enormt ophedet debat med meget voldsomme udtalelser. 'Lad os fælde alle egetræer' har det lydt, og 'Det er for dårligt at myndighederne ikke kan beskytte os mod disse larver fra helvede?', og så videre...
Larverne afgiver store mængder af små irriterende hår i de 3 sidste stadier af larvestadiet, men ikke i de første 3, så hvis man kan finde deres kolonier i træerne inden de bliver for store, kan man fjerne dem uden problemer, men det kræver jo at man ved hvad man gør. De bor fortrinsvis på egetræer som får megen sol, og derfor er de enkeltstående træer i byerne blandt de foretrukne. Inde i skoven er de som regel ikke til stede, så det ville jo være temmelig skørt at fælde alle egetræer.

På en skovtur tog jeg dette billede af en egestamme med efeu, og når man ser sådan en furet bark på et rigtig gammelt træ forstår man bedre hvorfor egetræer er så vigtige for vores natur. Op til 1000 - ja, tusind - forskellige arter af mos, lav, biller, edderkopper, bænkebidere, sommerfugle, fluer, myrer, fugle og pattedyr kan bo på sådan en gammel kæmpe samtidig, og derfor er egetræet ikke bare et træ, men en hel biotop i sig selv. At der så med klimaændringen er fulgt mere irriterende arter med herop fra syden - ja det er vel egentlig vores egen skyld i sidste ende...
I øvrigt er det jo ikke sådan at folk er holdt op med at drage sydpå i deres ferier. Næ-nej, vi stiger i stort tal ombord i klimaforstyrrende fly og biler med campingvogne på slæb for at nyde solen i Frankrig, Spanien, Grækenland, Italien osv. Alle de steder hvor egeprocessionsspinderen har levet i masser af år. Sådan er vores logik altså indrettet!
Jeg har altid været helt fascineret af store gamle træer, og jeg ved vi har brug for dem - også for vores egen skyld. Tænk dog på hvor vidunderlig skygge de giver nu hvor hedebølger er blevet almindelige.
- I øvrigt har man i mange år haft fyrreprocessionsspinder på Bornholm, og der findes sikkert flere slags på andre træarter, så inden vi får set os om skal vi måske fælde alle træer?
Her hvor jeg bor er der stadig nogle af de gamle ege tilbage og jeg elsker at fotografere dem på alle årstider.
Hjemme i haven er træerne af mere beskeden art, men de giver jo også gode motiver. Efter regnen er begyndt at dryppe på os er haven blevet grøn igen, og så bliver jeg jo helt glad - og får lyst til at tage flere billeder:-)
Æbletræer er jo også skønne... I det flotte lys og med glimtende regndråber på bladene er det hele jo værd at kigge på, og så bliver der lidt billeder til arkiverne.
I år må vi klare os med høstanemoner og sankthansurter - og naturligvis storkenæb, som har klaret at overleve sommeren, men de er jo også dejlige.
En flot admiral må sætte punktum for dette indlæg.











Ingen kommentarer:
Send en kommentar