søndag den 1. november 2026

Vintertid

Da vintertiden blev indført tog kirsebærtræet fat på sin høstfest, mens benved og troldhassel smed de sidste blade. Her er stadig farver i haven og stadig noget at se frem til, og det er jo lige så dejligt som om foråret, hvor planterne springer ud til forskellig tid. Forår og efterår er alting i forandring, og man følger disse årstider med ekstra opmærksomhed, for ikke at gå glip af noget:-)





Det går hurtigt nu og mange blade er allerede faldet fra kirsebærtræet, mens andre planter pranger med en overflod af frø. Det gælder netop den gule klematis som klatrer fra bund til top i hyldetræet på terrassen - og brandbæger som hæver sine frøstande over bronzeblad i skyggebedet.



Jeg nyder haven på afstand og koncentrerer mig mest om husets nære omgivelser, kan jeg mærke. Det er ikke tid for juledekorationer endnu, men efter jeg fik klippet takshækken i kolonihaven, har jeg brugt afklippet til at kamuflere det halvvisne purløg udenfor køkkenvinduet. Så er man så småt i gang, og taks kan jo holde sig frisk længe.


På den anden terrasse visner de forskellige Hosta i hver sit tempo, så her er der også snart brug for noget grønt fyld i krukkerne, men jeg vil lige nyde de sidste gyldne farver.


Ikke bare kirsebær gulner, også klatrehortensia udenfor stuevinduerne har sat gang i deres næsten selvlysende lysegule blade og kaster et fint skær ind i stuen. Midt imellem dem står storkonval på tæer og prøver at følge med, og længere nede i haven er den tyrkiske hassel også så småt i gang med sin forvandling.



Det næste på programmet bliver Viburnum Mariesii, som rødmer ved siden af haslen.



Yderst i haven er Filippa-æbletræet blevet beskåret efter alle æblerne var faldet. Så er hele træets krone blevet hævet et par meter siden jeg gik i gang for 10 år siden, og nu bliver det mest småjusteringer fremover.




Rønnebærtræet Sorbus commixta 'Dodong' har haft sin helt egen farvefest i oktober og det ser ud til at fortsætte lidt endnu. Det er måske den lange tørre sommer der er skyld i denne fantastiske finale, for det plejer mest at gøre sig til i gult, men jeg må sige jeg nyder de skønne kulører!




Oktober har været flot i både regn og sol, og november begynder også godt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar