mandag den 24. august 2026

En speciel søndag

Vejrudsigten fortalte mig at vi (måske) ville få et par mm regn i forbindelse med et tordenvejr sent på dagen, men det har jeg hørt så mange gange, så det tog jeg ret let på. Som sagt i det forrige indlæg er jeg holdt op med at håbe.
   Men som sagt blev det en speciel dag, og allerede om formiddagen begyndte regnen samtidig med at solen skinnede - og det er jo altid flot og giver de fineste regnbuer. Vi fik 6 mm inden middag.


6 mm er altid godt at få, og navnlig efter en meget lang og meget tør sommer, men det blev bedre endnu. Da tordenvejret kom et par timer senere begyndte det virkelig at regne! Den ene kraftige byge efter den anden væltede ind over os, og tidligt på aftenen kunne vi aflæse regnmåleren og se vi havde fået 19 mm på en enkelt dag. Det er ikke sket siden det store snevejr i februar måned, så det blev en meget speciel og glædelig søndag!





Dagen reddet - og måske var det endda begyndelsen på et nyt kapitel i dette tørlagte forår og denne støvede sommer. Måske var det ikke bare dagen der blev reddet - men haven! 
   I hvert fald var det som om haven og mange af planterne smilede til mig da jeg tog en runde i dag.



Asters med de hvide og blå stjerner...




... årets sidste daglilje og den lille bitte sommerfuglebusk, som står og stritter med 4 blomster som så gerne vil springe ud. Nu får den måske chancen.




Rønnebærtræet med nogle ganske få røde bær og paradisæbletræet som er helt overlæsset med små umodne æbler...



 ... nøddebusken med de røde nødder og benved busken med en enkelt rød gren. 



Hvor jeg end kiggede hen så jeg våde blade og sort jord, og jeg gik ligefrem i gang med at flytte rundt på nogle af de planter der længe har stået på det helt forkerte sted. Måske fortryder jeg hvis denne dejlige søndag var den eneste af slagsen, men jeg blev revet med af en stemning som jeg længe har savnet:-)



Endelig en dag hvor end ikke tomaterne skulle vandes!



torsdag den 20. august 2026

Om at håbe som en tåbe

Siden foråret har jeg håbet på regn og har da også fået nogle millimeter ind imellem, men aldrig 'rigtig' regn. Dagevis med regn kan jeg slet ikke huske i dette år, og hver gang der har været skybrud er det også stoppet inden det nåede frem til min have. I Næstved (25 km væk) fik man en dag 75 mm, men vi fik ikke en dråbe. Der har endda været et mindre skybrud i Præstø (3 km væk) som vi heller ikke mærkede.
   I denne uge var der varslet regn flere dage i træk - og håbet steg! Vi fik 2 mm, og nu er det ved at være for sent for planterne. Det føles faktisk tåbeligt at gå rundt og håbe og drømme om noget der aldrig sker, så nu vil jeg lade håbet ligge og koncentrere mig om det jeg kan gøre og det jeg kan se. Jeg kan vande og jeg kan nyde de dage hvor lyset falder smukt på haven, og så kan jeg tage nogle billeder på de gode dage:-)

Her kommer nogle billeder som viser den tørkeramte have når jeg gør mit bedste for at fange lysets spil i havens bede.











Siden marts måneds start er her faldet 160 mm regn.


lørdag den 15. august 2026

Om klima og udholdenhed

Det mærkelige klima burde ikke være nogen overraskelse, for vi er blevet advaret i årevis af alverdens eksperter, men de fleste af os har nok tænkt at ulykkerne rammer naboen - ikke mig! Og her står vi så og jamrer.
   Ja, jeg er ingen undtagelse, og jeg synes også min have er hårdt ramt. Her er det tørken der plager, og der ser ikke ud til at være nogen ende på den. Den regn vi får kommer i små sjatter (0,5-5 mm ad gangen) og gør ingen nytte - kommer dårligt nok ned i jorden, men frisker blot lidt op på de grønne blade en halv dags tid. Når det sker render jeg rundt med mit kamera og forsøger at finde nogle grønne motiver i haven:-)





Flere planter ser ud til at ville give op, andre er gået i dvale, og atter andre er kun halvt så store som de plejer. Nogle springer blomsterne over, nogle blomstrer kort med enkelte blomster. Dagliljer, margerit og Hosta er blandt de sidste, og de hører ellers til de robuste.


Efteråret kommer tidligt i år, med brune blade, og ude på markerne er al kornet høstet mens mange roemarker er opgivet og ligger hen som ukrudtsmarker. Det har vi ikke set tidligere - i det omfang.
   Jeg vander i haven og mens jeg vander den ene ende af et bed prøver jeg at lukke øjnene for alt det andet, som også gerne vil have vand. Sådan går min sommer med små forkølede redningsforsøg her og der, men intet kan erstatte regnen.


Sankthansurt ser ud til at klare sig igennem ved hjælp af vanding, så jeg har plantet nye stiklinger af overskuddet fra mit plantesalg der hvor jorden ellers lå bar hen. Jeg er nok den eneste der kan se dem på det næste billede fra græsbedet...



I pergolabedet har jeg ikke rørt en finger i år - ikke engang vandet. Her bag efeu-hegnet i skyggen er der stadig grønne bregner og dem er jeg så taknemmelig for.



I år klarer de fleste planter som står i skygge sig nogenlunde -



- og på terrasserne er jeg jo vant til at passe alle krukker og baljer, så her er der gang i tomater og krydderurter - og de gode græsser.



Mynte, timian, rosmarin og purløg er gode at have ved hånden, og her er også buske som står et par år og vokser sig store inden de skal ud i haven.


En stikling af Buddleja globosa er kommet godt i vej og blomstrer nu i sin krukke.





Insekter er der mange af, og de nyder sikkert det tørre vejr hvor de kan flagre omkring uden problemer. Hver aften efter solnedgang har flagermusene travlt og æder sig sikkert fede i nattens insekter.



Bjergmynte og merian har stået sommeren flot igennem og tiltrækker store mængder insekter med deres små fine blomster, og nu er vintersar og fennikel også godt i gang med en stor buffet til alle der måtte få lyst. Krydderurter breder sig i alle bede og er faktisk de mest udholdende planter haven kan byde på, så jeg er glad for dem, selvom jeg også luger mange væk.








Jeg havde jo glædet mig til de sene stauder skulle springe ud, men de har sandelig ikke travlt i år. Asters er næsten gået i dvale, og staude-solsikke kun en skygge af sig selv - halvt så høj som den plejer, og med én blomst.



Nu må det være nok med min jammer! Jeg må prøve at lære lidt af de udholdende planter:-)



søndag den 9. august 2026

Røde Løbere og plantesnak

I går var vi helt klar fra morgenstunden til at tage på marked i Folkeparken på Jungshoved. Trailer og bil var pakket med planter, borde, stole, skilte og en stor parasol, samt alt det løse jeg kunne forestille mig at få brug for. Det sidste inkluderede tøjklemmer, gaffatape, sakse, poser og naturligvis kaffe! 



Vi kunne køre ind på pladsen med traileren - bare bilen blev kørt ud igen, så den ikke stod og fyldte op. Til den ene side var folk ved at sætte en pavillon op til sæbe-salg, på den anden side havde vi en keramiker, og overfor os en del forlystelser til børn, så der var stor variation.   



Jeg havde mine hjemmelavede planter, som alle sammen var af den slags der breder sig villigt i haven, mest stauder og bunddækkeplanter. Ikke særligt festlige, men nyttige og robuste. Derudover et par stueplanter, nogle frø og stiklingeformerede buske. 
   Det var ikke planen at tjene mange penge, men jeg håbede på at få nogle hyggelige plante-samtaler - og det fik jeg! Jeg snakkede med flere end jeg solgte planter til og det var helt i sin orden.




Rundt omkring i Folkeparken var der musik og madboder, loppesalg og lege for børn omkring bål-hytten, kajakker og bridge-klub, motorcykler og kagesalg, og den store underholdning kom med De Røde Løbere, som trak rundt med deres herlige vogn, der kan bruges til både musik og sang, akrobatik og dans. De satte stemningen i vejret!



Vi fik et nummer lige ud for vores bod og bagefter var der workshop med masser af dans for alle der havde lyst.





Folkeparken er etableret for få år siden ved hjælp af frivilligt arbejde af de lokale og støtte fra kommunen, og lægger plads til mange sommeraktiviteter hvert år. I næste uge kan vi gå til koncert, og om et par uger kommer en komite fra Landdistrikternes Fællesråd og skal se på Jungshoved, som er med i opløbet om at blive Danmarks Bedste Landsby 2026, så vi er da stolte af vores egn!


Efter 4-5 aktive timer vendte vi hjem med de fleste af planterne, men oplivet af det hyggelige folkeliv og god underholdning. Eneste minus var at parasollen blæste omkuld og knækkede, da vi ikke kunne få den banket ordentligt i jorden. Også Folkeparken er ramt af tørken, og jorden var hård som beton. Heldigvis kom ingen til skade, og plantesalget gør os i stand til at købe en ny parasol for overskuddet:-)
   Jeg fik også tid til en runde mellem boderne og kom hjem med 3 dejlige have- og plantebøger som kostede 10 kr. stykket, så jeg var meget tilfreds med dagen!