søndag den 15. februar 2015

Høstanemoner bliver ved med at forundre

En lille høstanemone dukkede op mellem fliserne for et par år siden, og med noget besvær lykkedes det at få den lirket op med en smule rod. Vi havde ikke haft held med de dyrt indkøbte høstanemoner fra planteskolen, så nu fik den lille "selvsåning" sin chance - og det har vi ikke fortrudt. Se blot hvordan den giver oplevelser hen over sæsonen.
   Det starter i juli med de smukkeste runde blomsterknopper - som perler sat på stilk - og fortsætter med dejlig blomstring henover eftersommeren. De afblomstrede frøstande er runde og formfuldendte som knopperne, grønne først og med tiden mørkere og mørkere, som vintermulmet sænker sig over os. Og nu i februar åbner de sorte "spejderhagl" sig og afslører en stor mængde hvidt frøuld pakket sammen i midten mellem de fint arrangerede frø. Det er mit håb at flere høstanemoner vil dukke op i revner og sprækker, når vinden bærer de små størrelser ud i verden.





Vi nærmer os enden på blomstringen, men det slutter fint i selskab med staudesalvie og asters.



Når enden er god er alting godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar