I går benyttede vi det milde vejr til en længe ventet udflugt til Falster, nemlig et besøg i en privat have på det nordlige af øen. En 3 tdr. land stor samlerhave, som Hans Peter og Karin for 30 år siden startede på en pløjemark, og som nu rummer omkring 1300 forskellige træer, buske og stauder.
Det var overvældende.
Jeg har naturligvis taget en mængde billeder, men vil ikke gå ind på sortsnavne, da det hurtigt stod klart min hjerne ikke havde tilstrækkelig kapacitet. Kig bare på et udsnit af køkkenhaven herover, som omkranses af den gule Ginko-hæk (drevet frem fra frø) og krones af et helt fantastisk rønnetræ, som jeg var meget betaget af.
Og nej, jeg har ikke manipuleret med farverne, og ja, skærmene af bær er enorme. Men der var jo også mange andre slags rønnetræer.
Mistelten vokser i mange af havens træer, også her på rønnen med de lyserøde bær.
Her kommer en hel stribe billeder af forskellige egetræer med meget varierende udtryk. Nogle er sandt for dyden mere specielle end egentlig kønne, og flere af dem var i hvert fald helt umulige for mig at gætte, da de lignede alt andet end egetræer.
Helt fantastiske farver på de mange, mange ahorn fik den disede dag til at lyse og bidrog til de fineste scenerier i den smukke have:
Og så var der jo alle de forskellige pil, specielle græsser, bambus, bregner, stauder osv. Alene samlingen af hosta talte 400 forskellige slags, men de var jo mere eller mindre gået i vinterhi for nu.
Og så har jeg slet ikke nævnt nåletræerne...
F.eks vandgranerne
... og de højt skattede mammuttræer, som der var mange af.
Det siger sig selv man ikke bliver færdig med sådan en have på en formiddag. Hvis jeg på nogen måde skal yde Falsters Botaniske Have retfærdighed skal jeg besøge den flere gange, og foreløbig er et forårsbesøg på tegnebrædtet. Men jeg har været meget glad for at opleve haven i efterårsskrud, hvor dens mange plantemiljøer præsenterer sig meget smukt med farver fra det friskgrønne til det dybt røde. Og så ser man måske bedre vækstformer og grenstrukturer nu end midt på sommeren.
Tusind tak for en flot rundvisning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar