fredag den 27. november 2015

Høst i november

Min lille by er ved at stige op af vandmasserne igen, men der er stadig masser af vand i åen og strømmen er stærk, hvilket ænderne mærker.





Et par dage uden regn gav vandet mulighed for at synke i jorden så vi kunne færdes nogenlunde tørskoede i omegnen - også i kolonihaven. Vi benyttede dagen til at høste de sidste Huseby-tagetes, og nu er der vist frø nok til hele haveforeningen og lidt til. Tænk hvad der kan komme ud af den smule frø vi stjal sidste efterår i køkkenhaven ved Huseby gods!


Haven synger på sidste vers, og alle tallerkensmækkere har lagt sig ned efter lidt nattefrost, men spinat, kål og porrer står stadig, og jeg er begyndt at rykke grøngødningen (sennep) op og bruge den som jorddække i den runde have.



Ja, det var så langt vi nåede med haven i år. Jeg tror ikke det bliver til meget mere, men det er da egentligt heller ikke så dårligt. Der er rigeligt at tage fat på med terrassen, frugt-espallier, nyt haveskur og renovering af huset i næste sæson, men de store linjer i haven er lagt og masser af planter kommet i jorden, så jeg glæder mig faktisk bare.
   Her til sidst et billede fra december sidste år, da jeg lige havde overtaget herlighederne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar