Det snerper lidt henad forår, men ærlig talt; det er stadig gyseligt koldt og klamt med tåge og nattefrost. I eftermiddag fik vi dog en forsmag på forårssolen, og var ikke sene til at udnytte den i kolonihaven.
Vi fik da lavet lidt nyttigt.
I køkkenhaven rettede vi kanterne af og justerede de smalle gange, som havde rykket sig lidt i forhold til symetrien. For et stykke tid siden afsatte vi målepinde til det kommende espallier, og så kunne man jo se hvor skæve bedene var blevet. Nu er vi parate til at sætte stolper rundt i kanten og montere rionet til opbinding af frugttræer.
Og i de fire bede skal der indføres et sædskifte, før vi sår og planter.
I den øvrige have var jeg beskæftiget med beskæring. Både sommerfuglebusken, troldpilen og den store thuja stod for tur, og så røg toppen af de sidste stauder.
I sidste weekend plantede jeg 9 nye stauder i det gule bed, bl.a. etageprimula, tusindstråle, vortemælk og storkonval. Tag mit ord for det: Det bliver flot engang!
... Og så er tulipanerne jeg lagde i efteråret også på vej, ligesom vi har forberedt ankomsten af 4 blåbærbuske. Så der sker da hele tiden lidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar