lørdag den 19. marts 2016

Godt begyndt er halvt fuldendt

Så kom vi igang - sådan rigtigt - i haven igen. Ikke fordi vejret var specielt forårsagtigt, men fordi  det var tid at få espallier-stolperne plantet i kanten af den runde køkkenhave. Der skulle jo gerne sættes nogle æble- og pæretræer inden året bliver for gammelt.


Det gik som en røg for min borebisse med at få skruet sig ned i jorden med pæleboret, og kun et enkelt sted stødte han på større forhindringer.


8 stolper kom i jorden i dag, og forhåbentlig kan de andre 8 sættes i morgen.


Det sværeste er at få arrangementet nogenlunde i niveau, så vi ikke bliver helt rundtossede af at se på det. Der skal monteres rionet mellem stolperne og her skal frugttræer, vin og brombær espallieres.


Ved siden af huset blev jeg i mellemtiden endelig færdig med at flytte bregner og jord væk. Dette projekt begyndte i september sidste år, og siden er der flyttet mange bregner ud i haven og foræret mange væk. Her i vinklen mellem huset og terrassen skal det nye haveskur bygges, så her skal også bores et par huller til fundament.

Bare se hvor vi har rodet her det sidste halve år:


Men da dagen i dag var omme kunne vi med tilfredshed se tilbage på to gode fremskridt i haven. Og så kiggede solen da også frem til allersidst.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar