søndag den 16. april 2017

Påske uden havearbejde

Er det muligt? Intet havearbejde i den bedste fritid midt i foråret. Man skammer sig næsten...


Jeg kan jo se på de andre haveblogs at mange får lavet noget fornuftigt i påskedagene, og viser skønne sjældne vækster frem - hvor er der mange imponerende blomster jeg aldrig har hørt om - men jeg synes det er for vådt og råt, blæsende og koldt (2 grader i nat).

Ude i kulturlandskabet har folk også sat deres præg, men naturen kan selv arrangere sig dekorativt uden vores indblanding.


Jeg har været ude på tur og nyde landskabet sammen med familien. Der er jo så meget i gang oppe og nede; lysegrønne spidser på træer og buske, fuglesang og pipperi, tæpper af dejlige forårsblomster, piblende vand og mosklædte sten. Tænk hvis man kunne lave en have så skøn!


Med et træ i spagat, bare sådan for at imponere nabolaget lidt?


Eller et par skønne staudebede, som kunne klare sig selv og bare blive kønnere med årene?





Lidt havekunst? Måske en slange i egetræet...


... eller en krokodille i vandløbet?


Der er masser af inspiration at hente derude i den vårkolde natur, og ind imellem skinner solen.


En fin buket kan man jo altid få med hjem i varmen, ikke sandt!

6 kommentarer:

  1. Fine billeder - og du har da helt ret, det er koldt og blæsende og har været hele påsken. I dag blæser det ikke så meget, men koldt er det, vinden er kommet i øst. Men hvis man arbejder, går det ok med at holde varmen.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  2. Jeg plejer også at kunne arbejde mig varm, men min påske er gået med gæstebud, og det skal der jo også være plads til ind imellem. Rigtig hyggeligt har det været med masser af dejlig mad og lækre påskeæg, så jeg klager ikke for alvor.

    Hilsner fra Ulla
    PS. Nu fik vi lige en lille tur i kolonihaven, så lidt blev det til.

    SvarSlet
  3. Hej Ulla

    Ja en rask gåtur så får man varmen, og når naturen er så flot som du viser så er det da alletiders - sjovt spagattræ - hvordan har det dog fået den idé?

    Ha en fortsat glad påske

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er en tradition for at min nevø bestiger spagattræet hvert år til påske, så vi kan tage det obligatoriske påskebillede, og det har han gjort siden han var 5-6 år gammel. Nu er han 30.
      Træet står på kanten af en stejl skrænt - til den anden side - så jorden er vel vasket væk og ned ad skrænten, men tænk det står endnu!
      ... Som tiden dog går...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Du er ikke den eneste, der ikke har fået lavet meget i haven i påsken. Siden torsdag har vi intet lavet og i torsdags regnede det det meste af dagen, så det var meget begrænset hvad vi nåede. Resten af påsken er gået med socialt samvær...meget hyggeligt...men det "gik ud over" havetiden :)...men pyt...det var alligevel temmelig koldt.

    SvarSlet
  5. Det är så vackert i naturen om man bara tar sig tid att verkligen se, både detaljerna och det storslagna.

    Påsken här var isande kall med snö och många minusgrader varje natt, jag hoppas att det vänder snart.

    Hälsningar

    /Gunilla

    SvarSlet