tirsdag den 15. september 2020

Om at tage sig sammen

 Der er visse ting jeg har meget svært ved at tage mig sammen til at gøre, og så viser det sig som regel at det slet ikke er så slemt som jeg har forestillet mig. Nu sådan noget med at genoprette en flise-terrasse... ikke lige mit drømmejob.


Her ved den lille terrasse begyndte jeg for to år siden på havens første bed, som er udgravet på en skråning bestående af virkelig tung lerjord - formentlig bare opfyld fra dengang huset blev bygget.

I 2018 så her så her sådan ud: et blandet staudebed med en nydelig stribet græs øverst oppe. Allerede på dette tidspunkt er hjørnet af flisebelægningen begyndt at skride og min udgravning har ikke forbedret situationen.


I år er bedet groet godt til -


- og den stribede græs var blevet helt umulig at styre med en vækstform næsten som kvikgræs. Samtidig havde almindeligt ukrudt sneget sig ind under hele den ende af terrassen, så noget skulle gøres.


Det gjorde vi så i går.
   Jeg gravede den stribede op, og den fyldte en hel trillebør. Dernæst fjernede vi de yderste rækker fliser for at komme lidt væk fra kanten af skråningen, og "stjal" hvad der lå af grus derunder. Gruset brugte vi til at rette op på hjørnet, som var ved at skride ned i bedet.


Ukrudtet fik vi da også fjernet.


Til sidst bankede vi tre pløkker langt ned i leret og klemte fliserne fast bag et bræt. Nu må det hænge der så godt det kan indtil vi finder noget mere jord at fylde i bedet.


Jeg hentede en masse gamle græstørv og klemte dem ned langs græsplænen. Planen er at give terrassen en ensartet kant af dværgmispel inden længe. Vi har kig på en 15 cm høj Cotoneaster Dammeri Rami, som skulle være velegnet til formålet, og som forhåbentlig kan fastholde fliserne øverst oppe med et ordentligt rodnet.


Tanken er at inddrage hele skråningen til staudebed efterhånden, og så skulle der gerne være noget der holder sammen på fliserne inden vi fjerner mere græstørv.

På billedet her fra i vinters kan man godt fornemme hvor stejl skråningen er.


Dette lille job tog os måske 2-3 timer at få lavet, og så har jeg gået og udskudt det i 2 år. Et klassisk eksempel på min forhalingstaktik, som giver helt unødvendige panderynker i årevis. 
   Tænk at man aldrig bliver klogere...


9 kommentarer:

  1. Ja, sånn er det bare, og jeg kjenner meg godt igjen i det du beskriver. Men det hjelper jo mye å få god hjelp til prosjektet!
    Så fint det ble. Nei, vi lærer ikke, og spesielt vi kvinner er eksperter på å engste oss unødig ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor har du ret! Og det er i hvert fald sandt at alting går bedre når man er to om det.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Glemte du ikke lige at nævne, at du fik stor hjælp af din bedre halvdel? 😉

    SvarSlet
    Svar
    1. Billeder siger mere end mange ord, og jeg synes da det fremgår ret tydeligt hvad min bedre halvdel fik lavet, eller?

      Hilsner fra Ulla - det er mig der bare fotograferer:)

      Slet
  3. Godt John kunne hjælpe til, alting går nemmere, når man er to om det. Som regel er sådan en opgave værre at tænke på end at være i, det kender vi vist alle.
    I har i hvert fald reddet bedet ser det ud til, krydser fingre for at det holder længe.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er unægtelig sandt! - og det er som om sådan en opgave bare vokser og vokser inde i hovedet. (- Mit dumme hoved...)
      Lige nu ser det rimeligt godt ud, men helt i mål er vi ikke før vi får noget til at gro rundt om fliserne. Det skal nok blive godt engang.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla

    En terrasse der skrider er ikke lige sagen nej - jeres løsning ser da helt ok ud!
    Og de 2-3 timer var da givet godt ud!

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal have tak!
      Ja, tænk at det kun to et par timer! Det er nærmest pinligt at have udsat det så længe, men til mit forsvar vil jeg sige at jeg ikke har siddet med hænderne i skødet i al den tid:)

      Hav det fint!
      Hilsner fra Ulla

      Slet