Allerede sidste år i november begyndte jeg at grave det ene staudebed i kolonien op fra en ende af, for her trængte til fornyelse. Jeg kom dog ikke særlig langt før vi fik denne vinters eneste snevejr, og det satte en stopper for arbejdet. Da sneen forsvandt opdagede vi at nettet rundt om aspargesbedet hang løst, og fandt ud af de to yderste stolper var rådnet over i jordoverfladen og tentor-stålet på toppen var helt bøjet efter vægten af den tunge sne - altså endnu et job at ordne.
Her om vinteren er der ganske stille i kolonien så vi har det fredeligt de dage hvor vi arbejder med disse to projekter. John er i gang med at udskifte to af stolperne i aspargesbedet, og jeg graver ukrudt og stauder op, når ikke jeg kræves som medhjælper hos John.
fredag den 7. februar 2025
Vinter i kolonien
Det har været et større arbejde at få de gamle stumper af stolper gravet op uden at skade asparges og tulipaner der ligger parat til at skyde i vejret. De nye stolper bliver sat i jord-spyd, så træet ikke kommer i kontakt med jorden.
Da jeg begyndt på mit staudebed i november så det således ud,
og nu mangler jeg kun et enkelt hjørne.
Jeg fjerner alle de stauder som rådyrene har ædt de senere år (kvæsurt, sankthansurt og geranier) og genplanter forskellige timian, porcelænsblomster, lavendel, salvie, lammeøre og blyrod, som dyrene endnu ikke har spist. De gamle pæoner får lov at stå i fred.
Jeg har købt en rød hyld til at erstatte en hortensia som kom med hjem i haven, og fylder alle huller ud med fingerbøl og løvemund fra køkkenhaven, og et par nye dagliljer. Hosta er også fjernet på grund af sneglene. Så må vi se om det kan blive pænt i år.
Sidste år var det virkelig kedeligt at se på, selv her i juni hvor det plejer at være på toppen.
Det er gode dage når vi får lidt fra hånden i høj sol. Humøret bliver mærkbart bedre og alt det støv der har samlet sig på hjernen i vinterens løb bliver blæst væk. Kroppen har også godt af at komme i gang igen, og selvom det knager i leddene og musklerne bliver ømme, er det en fornøjelse at være i arbejde og lave noget nyttigt.
Jeg får ligefrem lyst til at fortsætte med det andet staudebed...
Etiketter:
Kolonihaven
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg kom lidt bagefter, Ulla. Jeg har først lige fået kommenteret på dit forrige indlæg. Du er en flittig haveblogger, og det er altid spændende, når der er nyt på din blog. I lægger mange kræfter i kolonihaven, og jeg håber virkelig, det vil lykkes med afgrøderne i år. Man må sige, I tager jeres forholdsregel over for diverse skadedyr. Hvor er det dejligt, at vejret er så godt, at det frister med en kaffepause i solen. Det er altid godt at få noget fra hånden, og træthed og ømme muskler går heldigvis over igen.
SvarSletHilsen Elna
Nej, du er ikke bagefter Elna, men jeg skriver jo bare når jeg har noget. Måske er der ingenting de næste fjorten dage:-)
SletJeg synes også vi har fået lavet temmelig mange faste installationer i kolonien, og problemet er de skal vedligeholdes... Disse stolper har kun holdt nogle få år, og det var lidt af en overraskelse at de praktisk taget kun blev holdt oppe af nettet, men nu udskifter vi forhåbentlig til noget der kan holde en del år. Og du har ret, det er faktisk for en stor del rådyrenes tilstedeværelse der har bragt os ud i alle disse net og hegn.
Jeg ved jo at staudebede har godt af at blive fornyet engang imellem, men også her er det rådyrene der spøger i baggrunden. Min værste frygt er, at når jeg har udskiftet alle de spiselige stauder ændrer dyrene smag!
Ikke desto mindre er jeg glad for havearbejde på alle årstider, så både fysisk og mentalt er det skønt at komme i gang igen. - Og kaffe i solen er jo altid godt!
Mange hilsner fra Ulla
Jeg sier det igjen og igjen Ulla, for jeg klarer nesten ikke å forestille meg at det går an å arbeide i hagen midt på vinteren :-)
SvarSletHos deg går det an, men ikke her. Jeg bor i feil land, men det må jeg bare leve med.
Det er jo så fint at dere får byttet ut det som er ødelagt i kolonihagen før hagesesongen starter. Ditt staudebed blir nok flott til sommeren.
Hilsen Marit
Jeg bliver også meget glad hvis vi får gjort alle disse ting inden vækstsæsonen starter for alvor, og når vejret er godt griber vi chansen. Jeg forstår du bliver utålmodig, når du sidder der i sne og frost og venter, men der er nok noget andet der trækker i dig i dit hjemland, og da jeg har været i Norge mange gange forstår jeg dig godt:-)
SletJeg håber jeg får en flot staudebed til sommer!
Hilsner og tak fra Ulla
Ja der er ikke noget bedre end vinter havearbejde, så er man så godt igang til foråret. Det var da hurtigt de stolper rådnede? Jeg syntes ikke det er ret mange år siden I lavede den indhegning.
SvarSletJeg satser på nogle timer i haven i weekenden. Hvad der skal laves kommer an på vejret. Jeg har forresten fyldt 2 sneglefælder med babysnegle indtil nu, så de er på vej. Det er om at reducere dem nu, inden de bliver for store ædedolke.
hilsner Gunvor
Nej, det er dejligt at komme i gang igen Gunvor! Jeg synes også de stolper har været en skuffelse, for de har faktisk kun stået i 4 år, men jeg tror det var noget genbrug fra vores ombygning herhjemme, så måske har de ikke kunnet lide at komme i jorden. Nu bliver det imprægneret og med jordspyd, og så krydser vi fingre for holdbarheden:-)
SletJeg fandt også nogle voldsomme krabater af voldsnegle i haven, og de var yderst levende, så det milde vejr gør ikke gavn når det gælder snegle!
Håber du får nogle gode timer i haven i dine fridage!
Mange hilsner fra Ulla
Hej Ulla!
SvarSletDet ser härligt ut att ni kommit igång med att arbeta på kolonien. Här går det bara att inspektera om man ser något titta fram ur marken. Hittade några knoppar på Helleborus och lite krokus på väg upp från marken. Det har varit några soliga fina dagar, då jag kunde vara ute i växthuset och så lite perenner, och inne har jag paprika sådder på gång. Så smått kommer vi också igång. Du har fått mycket gjort i rabatten.
Hälsningar Marika
Ja, der har været fine dage med sol, og det må være dejligt at kunne stå i dit drivhus og arbejde Marika. Du har jo også mange sommerblomster så du skal vel tidligt i gang. Det er en god dag når man finder nye skud i sin have, og selvom det stadig er koldt er det en fornøjelse med solskin.
SletHilsner og tak fra Ulla
Ja sol gør underværker, jeg tænker ikke, I er ude i dag, det er vist meget koldt. Jeg har ikke været ude ret længe den sidste uge, kan du nok regne ud.
SvarSletGod arbejdslyst
Knus fra Lisbeth
Nej, i dag er der dømt afslapning mens temperaturen ligger lige over frysepunktet og vinden suser fra øst. Forstår du holder dig på måtten, og håber du hurtigt kommer dig! På en måde er vejret jo velegnet til restitution:-)
SletKnus fra Ulla
Ih ja der er ikke noget bedre end at kunne arbejde i haven i februar måned. Hårdt arbejde at grave staudebedet op, men smart at prøve sig frem med andre stauder. Du har efterhånden en del erfaring med hvad de forskellige bæster kaster sig over. Mon ikke du får snydt dem til sidst?! :-)
SvarSletAt få ryddet nogle opgaver af vejen allerede nu betyder noget for travlheden sidenhen, og det føles næsten som en sejr at få ordnet aspargesbedet inden det vælter op af jorden.
SletJeg har efterhånden afprøvet en del stauder og buske i haven, men er slet ikke sikker på at kunne snyde dyrene. Måske får de pludselig smag for noget andet? Jeg ved dog at de endnu ikke har ædt vortemælk, perikon, pæon, lammeøre og løvehale - plus alt hvad man kan kalde krydderurter - så der er noget at bruge:-)
Hilsner og tak fra Ulla
Man kan vist godt sige, at det er forventningens glæde, der er drivkraften, når du bakser med at forny staudebedet. Jeg kom til at spekulere på, om du går til staudebedet i kolonihaven og dem derhjemme på samme måde, eller om der er forskel på, hvilke planter du vælger.
SvarSletJa, mon ikke! I de senere år er det lige før forventningen har båret mig igennem, da de reelle resultater har været sparsomme. For få år siden fornyede jeg det gule bed med planter som ikke bliver spist (perikon, løvehale, vortemælk, daglilje f.eks.) og da det faktisk har virket, er det nu blevet det rosa beds tur. Samtidig får jeg ryddet lidt ud i ukrudt og forvoksede planter, og nu prøver jeg med flere dagliljer, fingerbøl osv. her. Den røde hyld skal skabe lidt højde i bedet.
SletI den hjemlige have har vi udelukket rådyr for flere år siden, så her er der mange flere stauder der kan få lov at trives - f.eks. sankthansurt og geranier, som tidligere også dominerede i kolonien, og som jeg desværre ikke kan have nu.
Mange hilsner fra Ulla