Sankt Hans dag

Der er visse planter som tiltrækker sig næsten al opmærksomhed i juni, og de store farvestrålende løber nemt afsted med mit fokus, men nu er det tid til at se lidt på nogle af de andre, som også er med til at danne bedenes struktur og skelet.
   Det er egentlig dem der bærer hele idéen i bedenes sammensætning, og nu f.eks. blærenødden, som kan blive en rigtig stor busk, er begyndt at tage fat og viser også hvorfor den har fået sit navn.

I år har den blomstret og her er dens oppustede blærenødder. Busken er vist ved at føle sig hjemme og da den var tiltænkt en stor plads i solbedet, er den meget velkommen til at vokse.
   I nærheden af busken har jeg to pænt store elefantgræsser stående og mellem dem er den krybende klokke et godt valg som bunddække i den tørre jord.

I går fik jeg reddet to af de nye græsser ud af græsbedets overdådige frodighed og sat dem her i fuld sol. Det er præriegræs som ikke vil begraves i frodige stauder for de trænger til lys og luft. På dansk kaldes de Liden Præriegræs eller Lille Kalkunfod, og de får meget flotte høstfarver i den rød-violette ende af skalaen.

I græsbedet klarer elefantgræsser sig godt blandt de kraftige stauder som f.eks. fennikel, og de klæder hinanden med deres meget forskellige vækst. Det er Miscanthus sinensis Dronning Ingrid som får rødlige stængler og toppe senere, mens fennikel får gule skærme. I baggrunden er staudesolsikke på vej.

Den prikbladede perikon står mange steder i græsbedet og er parat til at blomstre i gult når løvehalen er færdig. Det er en opret vild plante som får lov at så sig selv fordi den ikke fylder alverden, og fordi den er så køn - også som vinterstander.
   Yderst i græsbedet står Calamagrostis Karl Foerster og kæmper i vinden. Det er en sej græs som har været i haven i mange år og er blevet delt flere gang. Jeg synes de blå staudesalvier klæder den ualmindeligt godt.

Andre steder i haven er der gode stauder som jeg har haft i mange år. Den japanske astilbe - eller pragtspir - er en lille robust plante med meget kønne blade som får de fineste rød-gyldne farver i efteråret og trives godt i kanten af skyggebedet.
   Man kan jo også være heldig ind imellem når vilde blomster sår sig det helt rigtige sted. En dejlig rød valmue har slået sig ned foran ribsbuskene,

og honningurt klæder også denne ualmindeligt gule hjortetunge bregne ligesom de blå blade af Hosta.

I disse dage omkring Sankt Hans rammes vi af kraftige byger og en del mere rolig regn, men blæsten er også skrap, og jeg håber haven klarer de omskiftelige forhold. Regnen kunne vi god bruge, men blæsten holdt os indendørs i går, og vi klarede os igennem aftenen med to tændte stearinlys:-) De sidste par år har vi haft det skønneste stille og klare vejr på Sankt Hans aften, og det kan man jo ikke forlange hvert år. 

Denne perikonbusk er kommet af sig selv og sår sig rundt omkring. Jeg ved ikke hvad den hedder, men den er køn på alle årstider, så det er en jeg sætter pris på.
   De stedsegrønne er nu forsvundet i alt det øvrige grønne, men mellem terrasserne står en gruppe som en flerfarvet grøn installation i sommerens midte. Det er også et godt eksempel på havens skelet.