søndag den 20. juli 2025

Det summer

 


3 meget varme dage har bragt liv i kolonien, dels har det summet af menneskelige aktiviteter, dels af rigtig mange insekter. Humlebier og svirrefluer naturligvis, men også flere sommerfugle end jeg har set de seneste år. I vores have er der en velsignelse af græsrandøje som ses på merian herover. Den lever i højt græs, og der kan man roligt sige vores have kan levere:-)

Krydderurter i fuld blomst er også meget tiltrækkende.


Jeg har forsømt min kolonihave i nogle uger, da der var brug for en indsats derhjemme, men jeg fik da taget et ordentligt nap i de varme dage - med mange indlagte pauser under parasollen. Pyh-ha, hvor der har været hedt!

Det kan forhåbentlig ses at jeg har brugt det meste af en eftermiddag med at få styr på dette staudebed:



Her var der så meget ukrudt at det hele skulle trævles op fra en ende af, og det er jo det samme bed jeg lagde helt om i vinters, så mange af planterne er stadig små og kan slet ikke dække jorden - og rådyrene hærger stadig.
   Lidt stauder er der dog som klarer forholdene, både tørke, ukrudt og skadedyr.



F.eks. disse to fine perikon:





I køkkenhaven blev der tyndet kraftigt ud i hestebønner og radiser, som havde lagt sig ned ovenpå de andre urter. En hel trillebør med radiser i frø blev overladt til John som pillede de bedste fra til salatskålen og en god portion der kan sås næste år. Hestebønnerne indgik i et par gode måltider.





Hækkene er trimmet, havegangene bragt frem i lyset igen og en masse stauder skåret ned og frø høstet. Der er stadig mange buske og træer tilbage på listen over beskæringsopgaver, men det lysner! Der er blevet luget og vandet mange steder, og nu venter vi på at hele landet skal rammes af regn og torden de næste par dage. Der bliver talt om enorme regnmængder, men jeg håber på det bliver mere moderat.
   Det var dejligt at tilbringe hele 3 dage i kolonien og møde sine havevenner igen til kaffe og udveksling af erfaringer, frø og planter. Det summede af travlhed i mange haver, men heldigvis har vi også tid til at mødes i pauserne og hygge os sammen.


4 kommentarer:

  1. Ja, nå har det vært veldig varmt i flere dager her også, 31,5 i dag.
    Jeg drømmer om regnvær, og det gjør sikkert du også, Ulla. Det er mye som både må vannes og stelles midt i juli. Dere er jo så energiske, at jeg blir helt imponert.
    Det ser veldig flott ut når dere har fått luket ugress. Det er jo helt forferdelig at rådyrene fortsatt ødelegger hos dere.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har vist ikke været over de 30 grader, men alligevel meget varmt til arbejde efter min smag. På den anden side var det godt at få gjort lidt orden igen, og når jeg er så langt bagud skyldes det nok også at rådyrene stadig er til stede. Jeg mister motivationen simpelthen.
      Juli er en travl tid og der er meget at beskære, meget at luge og heldigvis lidt at høste, men jeg tog det ganske roligt må jeg indrømme:-) Mine staudebede var engang så flotte med store frodige stauder, og det bliver de forhåbentlig igen.

      Hilsner og tak Marit!
      Ulla

      Slet
  2. For mig ville det være selvpineri at slås med ukrudt midt i sommerheden. Når ens bede er renset for visne toppe og blade og ukrudt, må vi erkende, at de lige de første par uger ser lidt triste ud. På afstand er de derimod et flot syn. Det viser de sidste to billeder jo tydeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen det var det også for mig! Jeg er ikke god til varmen, men noget måtte gøres. Mine staudebede har set triste ud i årevis (p.g.a. møgdyrene) og jeg mangler helt den overflod der tidligere herskede. I disse år må jeg bare prøve at holde ukrudtet nede, og håbe på bedring i fremtiden. De vilde kanter af haven fungerer ganske udmærket med blandingen af krudt, ukrudt og buske, men staudebede og køkkenhave er åbenbart for fristende. Jeg kan ikke vinde over rådyr der lever som i en dyrehave i kolonien - og jeg taber motivationen.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet