tirsdag den 25. november 2025

Fint med sol og sne...

 ... så længe det varer - og jeg har nydt både lyset og sneen de sidste dage - men nu er vi tilbage i mørkt og uldent vejr med grå skyer, tåge og regn. Her i november gælder det om at nyde de fine stunder!





Mens det endnu var klart vejr fik jeg tyndet godt ud i hasselbusken, og alle de lange grene brugte jeg til at lave et slags klatrestativ i det døde æbletræ, så der nu er noget de to klematis kan få fat i næste år. Foreløbig har jeg hængt alle mine kulørte glaskugler op sammen med en lyskæde, og nu glæder jeg mig til at se det med lys på i julemåneden.




Tidligere på året fik jeg frelst en fin lille raketblomst ud af græsbedet, hvor den var ved at blive kvalt af store bladrige stauder, og tænk, nu står den på terrassen i sin krukke og blomstrer! Én blomst har den fået, men det er da også godt gået på denne årstid, og hvis den holder ud kan jeg nyde den som nytårsraket:-)


I går vågnede jeg til et tyndt lag sne og opad formiddagen begyndte det at sne igen. Det var rigtig tøsne, som satte sig fast på alle grene, og den slags er altid kønt, men det holdt ikke længe. I dag er det hele væk igen. Her fik vi måske 5 cm, men det lignede pludselig vinter.




I det sparsomme morgenlys tog jeg et par billeder ud af vinduet, og senere måtte jeg lige ud og mærke sneen. Det føltes dog meget vådt og da det tog fat igen var jeg tilbage i varmen fra brændeovnen:-) 







Snart begynder julemåneden, og der er nok at se til inden da. Jeg har stadig krukker på terrassen som skal have ekstra gran at lune sig ved, og indendørs gælder det om at få lavet en adventskrans og forskellige andre forberedelser. Fra nu af er der ingen grund til at kede sig, selvom haven er gået i hi.


10 kommentarer:

  1. Nej kede sig gør vi ikke, jeg er ved at rydde op i gamle billeder, men snart skal vi nok i gang med juleforberedelser. Sneen var skøn men varede kort, den var meget våd, men du fik heldigvis taget en masse flotte billeder. Det nåede jeg knap nok, den tøede meget hurtigt op, vi har fået 50 mm i løbet af et par uger. Så der er mange vandpytter på vejene her omkring. Fin raketblomst, sjovt at have den i blomst nu.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har ikke fået så meget væde som I har på Fyn. Jeg tror vi ligger omkring de 30 mm i november, så det endnu en ret tør måned, men sneen gav lidt. Nu får vi mildt vejr igen, men det var dejligt lige at se haven i hvidt - og tage nogle billeder:-)
      Raketblomsten er en overraskelse - og én af de gode!

      Knus fra Ulla

      Slet
  2. Jeg blir helt forundret over at både du og Lisbeth får snø lenge før meg. Været er merkelig. Vakre bilder både av gressene hos deg og av snøen. Snø er pent, men så synd at den er borte med en gang hos deg.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Klimaet er jo vendt på hovedet, så det overraskende er blevet normalt. Mest overraskende er det vel nok at du endnu ikke har fået sne. Her til lands er vi vant til lidt af hvert, og et snedrys i november har vi prøvet før:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  3. Åh ja det var smukt. jeg fik osse et par billeder i haven. Og vi viste en ejendomshandler rundt i min mors hus-have. Med sneen lignede det jo det rene eventyr, så kunne man ikke se alle evt. fejl hihi.
    Du har en egebladet hortensia. Den er kommet på min "hvor kan der blive plads" liste. Den er godtnok lang efterhånden.
    Det er da en af de fineste nytårsraketter jeg har set, og den fredeligste. Spændende om den holder så længe.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja smukt var det, og egentlig ikke dårligt til en fremvisning:-)
      Jeg har også stadig en ønskeseddel med planter som jeg lavede for 10 år siden, men af og til er der jo noget der går ud, eller bliver for stort, eller bare ikke passer som man havde tænkt, så det er da meget rart at have en liste parat hvis der skal nyt til.
      Jeg er også begejstret for de meget stille nytårsraketter, og denne må vist være noget af det fredeligste man kan forestille sig. Bare herligt hvis den holder så længe!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla!
    Vi hade ganska mycket snö förra veckan. Det var ett snöoväder med snöstorm och snörök. Det blev några strålande fina solskensdagar med vit snö. Det var riktigt fint, men nu är all snön borta. Det kommer väl igen hoppas jag. Det blev som det brukar många olyckor runt om i landet, det verkar som att långtradarna har svårt att komma fram och blir ett hinder i trafiken. Det ser riktigt fint ut i din trädgård. Det är vackert med snön, i lagom portion.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Også her blev der problemer i trafikken, som der altid bliver når folk skal vænne sig til de glatte veje, men her er det allerede regnet væk igen. Det må have været dejligt at se landskabet i sne og sol Marika! Jeg må nyde mine billeder efter én dags snevejr:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Flotte billeder af sneen i haven. Utroligt så meget det forandrer hvordan haven ser ud - lyst og tyst. Sikke en forskel fra de første billeder til de sidste! Jeg fik en raketblomst i gave i maj men blomsten kom aldrig. Jeg glæder mig til næste år!

    SvarSlet
  6. Sneen kan hurtigt forvandle haven til det skønneste vintereventyr. Det er sjovt at se, hvor forskelligt belysningen er på dine snebilleder.
    Raketter kan heldigvis være helt ufarlige og lige så smukke som som de raketter, der stiger til vejrs nytårsaften.
    Jeg får sådan en lyst til at sætte mig på bænken på det nederste billede.

    Hilsen Elna

    SvarSlet